Ønsker I færre karakterer? Her er 8 andre måder at evaluere på

Forældre og eksperter oplever, at karakterer kan have en negativ betydning for eleverne. Nogle unge oplever at blive presset af karaktererne, få større fokus på præstationer end læring og udsatte elever kan helt miste lysten til at gå i skole. Men hvordan skal man så vurdere elevernes faglige ståsted? Der er mange andre muligheder for at evaluere eleverne – her får du 8 eksempler:

TEKST: UDDRAG FRA EMU.DK
ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL

1.

Portfolio

En portfolio er en mappe eller digital samling af elevens arbejde over tid. Den kan rumme alt fra skriftlige opgaver og billeder til elevens egne refleksioner over, hvad der gik godt, og hvad der skal arbejdes videre med. Portfolien viser elevens udvikling, og den kan bruges som afsæt for samtaler mellem lærer og elev om progression og næste skridt i læringen.

2.

Exit-tickets

Ved slutningen af en lektion kan læreren dele små sedler eller digitale formularer ud, hvor eleverne besvarer et enkelt spørgsmål som fx: “Hvad lærte du i dag?” eller “Hvad er du stadig usikker på?”. De små “exit-tickets” giver læreren et hurtigt indblik i, hvad eleverne har forstået – og hvor der skal sættes ind næste gang

3.

To stjerner og et ønske

Eleven får to positive kommentarer (“stjerner”) og ét forslag til forbedring (“ønsket”). Det er en konkret og anerkendende måde at give respons på, som hjælper eleverne til at forstå, hvad de gør godt, og hvor de kan udvikle sig.

4.

Evalueringsspillet

Her bliver evalueringen til en slags spil, hvor eleverne interviewer hinanden med spørgsmål om deres læring. Undervejs reflekterer de over, hvad de har lært, og hvordan de har arbejdet. Spillet skaber dialog og gør evalueringen mere levende – og det hjælper eleverne til at tage ejerskab over deres egen læring.

 

5.

Kig eleverne over skulderen

Nogle gange er den bedste evaluering den, læreren foretager midt i undervisningen. Ved at observere eleverne, mens de arbejder, kan læreren se, hvilke strategier de bruger, hvor de går i stå, og hvordan de samarbejder. Den giver læreren et ægte øjebliksbillede af elevens læringsproces – ikke bare resultatet.

6.

Lærer-elev-samtalen

En kort, fokuseret dialog mellem lærer og elev – gerne med konkrete eksempler fra undervisningen – kan hjælpe eleven til at se sine fremskridt og forstå, hvordan indsats og resultater hænger sammen.

7.

Feedbackkort

Feedbackkort Små kort med spørgsmål eller kriterier, som eleverne kan bruge, når de skal give hinanden respons. Kortene hjælper dem med at holde fokus på det faglige og på, hvordan de formidler feedback på en konstruktiv måde. Det styrker deres evne til at se kvalitet i andres arbejde – og til at forbedre deres eget

8.

Det grønne ark

Læreren og eleven ‘vurderer sammen’ en opgave: Hvad var målet, hvad gik godt, og hvad kan gøres bedre næste gang? Arket fungerer som en slags kontrakt for læring og gør det nemt at følge elevens udvikling over tid.

Kilde: EMU.dk – statens vidensbank for undervisning og læring i Danmark

Udgivet: November 2025