Angsten for at fejle får børn til ikke at ville prøve 

Du kan næsten høre det direkte i dit barns sprog: Try hard er noget af det værste, du kan være, og ordet cringe (altså pinlig) fyger konstant i luften. Børn og unge er blevet bange for at prøve nyt, fordi de kan fejle – foran hele verden. Og det gør læringen vanskelig. 

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION:  JENZ KOUDAHL

J eg var 11 år, og min veninde var 13. Hun havde lange, muskuløse ben, mine var korte. Når vi gik sammen, og hun begyndte at løbe, opgav jeg med det samme at følge med. “Jeg mister modet,” råbte jeg, mens hun luntede af, helt opløst af grin over mig.

Det var pinligt, men ikke lige så pinligt som de få gange, jeg prøvede at løbe om kap med hende og fejlede håbløst.

Scenen er universel. At vige uden om noget, der både er besværligt og indebærer risikoen for at fejle og blive udstillet for sin fejl, er nemlig grundlæggende menneskeligt, siger Lene Heckmann, indehaver af Kompetencehuset Heckmann.

“At ty til overspringshandlinger, når noget er svært eller truer med at tage vores energi, er et helt genkendeligt mønster hos os alle sammen. Jeg kan fx tænke, at jeg ikke skal løbe i dag, fordi jeg lige har vasket hår – velvidende, at det har jeg nok også i morgen. Og børn i skolen kan tænke: Det har jeg ikke brug for at lære nu. Det er heller ikke vigtigt for mig. Min far har sagt, at det skal jeg ikke bruge til noget. Det er en dårlig opgave,” siger Lene Heckmann

Tør ikke risikere nederlag 
Måske er det ikke nyt, men noget er der sket med de unges lyst til at prøve noget udfordrende – som al læring er. Hos psykologrådgivningen Ungterapi.dk oplever stifter og psykolog Maja Vain Gilbert, at et bredt udsnit af de unge er bange for at fejle. Både dem, som ved, at de har svært ved at følge med og ikke vil udsættes for det pinlige nederlag, de helt gennemsnitlige, som er bevidste om, at kun topkarakterer tæller, og de højt præsterende, som er bange for at miste identiteten som dygtige.

“Vi oplever det dels som klassisk perfektionisme hos nogle elever, som bruger enormt lang tid på alle skoleopgaver og er ekstremt ængstelige for at gøre noget forkert,” siger Maja Vain Gilbert.

“Men vi er også blevet opmærksomme på en ny resignation, hvor de unge giver op på deres skoleliv, fordi de simpelthen ikke tør udsætte sig for et nederlag.

”Måske bliver barnet eller den unge uengageret i timerne eller slår sig sammen med andre og bliver en gruppe af ‘festaber’, der forsager skolearbejdet helt, fordi det er ‘kedeligt’. I værste fald kan det ende med skolevægring.

“Skolevægring er komplekst, og der kan være rigtig mange forskellige årsager, men vi ser en stigende ængstelse hos eleverne omkring 8. klasse, hvor de begynder at få karakterer,” siger Maja Vain Gilbert.

Altid på scenen 
Ifølge Maja Vain Gilbert er det dog ikke muligt at pege på én samlet årsag til tendensen.

“De unge oplever et krydspres mellem nogle idéer i den vestlige tilværelse omkring selvrealisering, og hvordan mennesket er sin egen lykkes smed, som tager til, og som vi bliver introduceret til fra sociale medier. Det er jo rigtig meget fortællingerne online, at alle som individer kan alting, hvis bare de vil det,” siger Maja Vain Gilbert.

“Og deraf følger, at hvis de unge ikke lykkes med alt, så er det bare, fordi de ikke vil det nok, at de ikke har en stærk nok vilje. Pilen peger hen mod dem selv.” Lene Heckmann, der er uddannet lærer og arbejder med at rådgive lærere og andre om god undervisning, kan godt genkende, at usikkerheden og præstationspresset vokser hos eleverne.

“Selvfølgelig er der altid nogle, som godt tør. Men generelt er børnene blevet mere usikre, har fået sværere ved at behovsudsætte og har et stadig lavere koncentrationsspænd. Det betyder, at de holder igen og dermed går glip af nogle læringsoplevelser,” siger hun.

Bekymringen for børnenes læring deler hun med Søren Schultz Hansen, som har forsket i digitale indfødte i over 15 år. Han citerer sociologen Erving Goffmans teori om, at vi som mennesker har en backstage, som er øverummet – der, hvor vi frit kan fejle og dermed lære – og en frontstage, som er det, vi viser frem til andre, og som derfor per definition er forstillet. Men børn og unge i dag er på deres frontstage hele tiden.

“Med skolens store fokus på test kan man lidt polemisk hævde, at eleverne fastholdes i en permanent tilstand af forstillelse – altså den forstillelse som man benytter, når man er til test – og dermed altså også i en permanent tilstand væk fra læring,” siger Søren Schultz Hansen.

LÆS OGSÅ: Elever presses og mister læring i jagten på karakterer

Et trygt sted at lære 
Den tilstand kan skolerne imidlertid godt gøre noget ved uden at lave hele skolesystemet om, mener Lene Heckmann.

“Det interessante er jo, hvad der sker før og efter testene. Om vi får skabt de trygge læringsrum, hvor de voksne er meget tydelige i, at vi er her for at lære, vi griner ikke af hinanden, vi er en del af noget større, og vi har brug for hinanden til at finde nogle kreative løsninger. Det skal siges rigtig mange gange,” siger hun.

“Og så skal vi gøre tydeligt, at dygtighed ikke kun er at kunne svare hurtigt og fejlfrit på lærerens spørgsmål, men også at kunne hjælpe en kammerat, turde prøve sig frem, komme med en kreativ løsning, være vedholdende, når noget er svært, og at øve sig på noget. For mig er det, hvad god undervisning handler om.”

Konstant og kontant bedømmelse 
En ting er dog de andre 23 kammerater i klassen, men de tusindvis af andre, der følger med i børnenes liv over telefonen, har også en kæmpe betydning for cringe-kulturen.

“SELVFØLGELIG er unge rædselsslagne over at blive dømt og bedømt, for de har aldrig prøvet andet end en konstant værdibedømmelse på de sociale medier,” understreger Søren Schultz Hansen. I en kronik i Jyllands-Posten skriver han:

“De er aldrig i tvivl om deres egen værdi, for den bliver fastsat og målt konstant. Men det betyder samtidig, at de er afhængige af hele tiden at måle sig mod andre, blive vurderet af andre, se sig gennem andres øjne og spejle sig i andre. Således opstår risikoen for, at de aldrig føler sig gode nok, fordi de aldrig er bedre end den sidste måling, og selv når den er god, er de allerede på vej mod den næste.”

Ifølge Lene Heckmann er det igen de voksne, der skal hjælpe børnene til en proces, hvor de nyder at lære og har mindre fokus på at blive bedømt.

“Jeg er optaget af at sige, at det ikke handler om, at vi skal være verdensmestre – og det bliver vi heller ikke alle sammen. Det er jo en mikroskopisk procentdel, som ender med at kunne leve af at være fodboldspiller eller professor. Men det handler om, at vi øver os, vi prøver os lidt frem, og så justerer vi. Og det er okay, at vi ikke bliver udtaget til førsteholdet. Det er heller ikke målet,” siger Lene Heckmann. “Jeg plejer at sige, at øvelse gør ikke mester, det gør bedre.”

6 ud af 10

forældre oplever, at deres barn er nervøs for at begå fejl i skolen.*

Hvad kan skolen gøre?

• • Bruge et andet sprog om dygtighed end karakterer. Dygtighed kan også være at holde ud, være en god kammerat, skabe en sjov stemning eller lytte til de andre. 
  • Give børnene et realistisk billede af, hvad karakterer betyder, og ikke sætte dem op som lig med børnenes værdi eller mulighed som mennesker. 
  • Skabe et trygt læringsrum, hvor fejl er velkomne, og ingen griner af hinanden – igen og igen. 
  • Gøre fejl til noget normalt ved at sige “Når vi begår fejl …” frem for “Hvis vi begår fejl ….” 
  • Indføre ugens eller månedens bedste fejl – den, vi lærte mest af, eller som var sjovest. 
  • Give eleverne brain breaks, der stimulerer andre dele af hjernen end traditionel indlæring og giver succesoplevelser, som fx at bygge korthuse, træne hukommelse eller løse grubleopgaver sammen. 
  • Lade eleverne få en pause fra mobilen og de sociale medier, selvom de ikke har lyst. 
  • Undervise eleverne i at afkode de sociale medier og blive mere resiliente over for glansbilleder. 
  • Tale direkte ind i børnenes angst for at præstere og give dem redskaber til at reflektere over, hvorfor de synes, det er svært. Fx ved hjælp af Carol Dwecks ideer om udviklende og fastlåste mindsets 
  • Give tid til at tænke og tale sammen frem for at bede om hurtige, rigtige svar. 

Kilde: Lene Heckmann, Kompetencehuset Heckmann 

Udgivet: November 2025