Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 3/2017

SIDE 14/21

Faglig førstehjælp til forældre

Hjælp dit barn med biologi, kemi og

fysik. En visuel

guide til grundskolen og gymnasiet

 

★ ★ ★ ★

 

Carol Vorderman,

Forlaget Bolden

Anmeldt af: Poul Exner,

far til Kaisa i 7. klasse.

 

Der er en genkendelsens glæde forbundet med at bladre i den her bog. Den emmer af fortættet viden, som minder mig om min barndoms fortabelser i leksika og andre opslagsværker, hvor jeg også lige skulle læse lidt i de andre artikler ved siden af det, jeg slog op.   Således også her, hvor enhver læser med bare en smule naturlig nysgerrighed tilbage i livet, nærmest ikke kan undgå at blive mere vidende.

  Det er ambitiøst at ville klare både biologi, kemi og fysik i en enkelt bog, og den største udfordring for forfatteren har helt sikkert været at fravælge stof. Men det er gjort overbevisende. TEKST:en er nøgtern, grænsende til det vindtørre, men delt op i mange korte afsnit, og sammen med den farverige grafik giver det lige nøjagtig det, jeg har brug for at læne mig op ad som far.

  Bogen påstår at dække både grundskole og gymnasium, og det gør den sikkert også. Men det er lidt en svaghed, at stoffet på den måde kan blive rigeligt avanceret til grundskoleniveau. Det er en skønhedsplet, der koster en stjerne, men ikke kan afholde mig fra at anbefale bogen med begejstring.

 

 

Den lille

danskhjælper

 

★ ★ ★ ★

 

Minna Skytte Madsen,

forlaget Frydenlund

Anmeldt af: Tina,

mor til Emilia i 5. klasse.

 

Den lille danskhjælper er let og pædagogisk forklaret.

  Bogen er bygget nemt op, man kan læse hele bogen, som er hurtigt overstået, og man kan bruge den som et lille fint opslagsværk.

  Minna Skytte Madsen guider og forklarer meget letforståeligt, hvordan tingene hænger sammen.

  Bogen går ikke meget i dybden, men det vil nok også gøre det mere komplekst. Har du brug for at gå mere dybt ned i den danske grammatik, må du søge info et andet sted.

  Jeg er lettere ordblind og kunne godt forstå, hvad der blev forklaret. Nogle af tingene skulle jeg dog læse et par gange for helt at fatte ideen. Jeg blev lettere forvirret med ordklasserne, men forklaringen på ligge eller lægge, og på ad og af, var godt og simpelt forklaret.

  Jeg har efterfølgende brugt min viden fra bogen til at spørge ind til min datter om, hvor hun er i undervisningen. Vi talte bl.a. om at tillægsordet beskriver navneordet og at biord beskriver udsagnsordet.   Det var en god lille snak, vi fik ud fra det.

 

En forældreguide: Styrk dit barn,

matematik

0.-3. klasse

 

★ ★ ★

 

Kirsten Von Müllen, komma

Anmeldt af: Karin Garde Frandsen, mor til Emilie

i 3. klasse.

 

Hvordan var det nu lige med de brøker, hvordan var det man dividerede, og hvordan finder man ud af sandsynlighed?   Selv elementære matematiske opgaver kan ofte tage pusten fra matematikforskrækkede forældre, der skal hjælpe ungerne med lektierne. Nu er der hjælp at hente i bogen: ” Styrk dit barn -Matematik 0.-3.klasse”.

   Forældrene skal genfinde et matematisk sprog og vise i praksis, hvad måling, deling og geometri kan. Lillepus derhjemme skal gøres parat til systematisk matematikundervisning gennem matematisk leg, positiv kontakt og hyggeligt samvær.

   Forældrene får en fin opskrift på, hvordan børnene kan ledes ind i det, for nogle, skræmmende matematiske univers gennem praksisnære ting som terningespil, opmåling af gardiner, tælle figurer etc.   Bogen er til gengæld ikke nogen æstetisk eller nyskabende oplevelse. Det vil klæde formidlingen eksempelvis at tage et par af de kunstneriske eksempler med som matematikken også er fyldt med, og sætte det hele ind i en både kreativ- og nutidspraksis.

Andre bøger

  • Styrk dit barn, Matematik, 4.-6. klasse, Kirsten Von Müllen
  • Du kan regne med dit barn, Erik Bjerre og Pernille Pind, Forlaget Pind og Bjerre
  • Lektier og forældrestøtte, Adam Valeur Hansen, Forlaget UP
  • Forældre-lektiebogen. Sådan støtter du dit barns lektielæsning.
    Lis Pøhler og Torben Pøhler, Dafolo

Hjælp dit barn med matematik gennem grundskolen og

gymnasiet

 

★ ★ ★ ★

 

Carol Vorderman, Bolden

Anmeldt af: Maj Carboni, mor til Bertram og Emil i 1. og 4. klasse.

 

På 264 sider fører bogen læseren gennem matematikkens 6 hovedområder og fungerer rigtig godt som opslagsbog, når man skal hjælpe sit barn med et svært regnestykke eller forklare, hvad procentregning er. De farveinddelte kapitler giver et godt overblik.   Korte indledninger til kapitlerne og forklaringer til hver overskrift giver et hurtigt indblik i, hvad en ligning eller algebra er. De mange ILLUSTRATION:er gør bogen indbydende at bladre i og matematikken til at forstå – selv for sådan én som mig, der ikke altid har synes matematik har været lige sjovt. Jeg er vild med, at forfatteren både i indledningen og flere steder i hvert kapitel gør plads til at fortælle, hvorfor matematik er vigtigt, og hvad man bruger de forskellige områder til – for eksempel, at primtal bruges til databeskyttelse eller forholdsregning er nødvendigt, når man skal læse et landkort.   Så giver det pludselig mening. En viden, der er vigtig, når man skal motivere sit barn til at bruge tid på lektierne og anstrenge sig, selvom det er svært.

  Problemet med bogen er, at den vil favne matematik i både grundskole og gymnasiet. Derfor går kapitlerne hurtigt fra det banale til det indviklede, så der er en risiko for, at man kommer til at gøre det mere kompliceret for sit barn, end det egentlig er nødvendigt. Det kunne have været brugbart, hvis det i bogen havde været gjort tydeligt, hvad en elev skal kunne på hvilke klassetrin. Helt perfekt ville det have været, hvis der også havde været forslag til øvelser, lege og spil, som man kan lave med sit barn for at træne de forskellige discipliner.

 

Skolebørn nr. 3 2017 INDHOLD