Børn har brug for grænser i deres grænseløse verden

Skærme i vores børns liv er et både og – ikke et enten eller. Vi skal både lære børnene at begå sig i den digitale verden og hjælpe dem med at sætte grænser for det. Og det begynder med viden, understreger forsker i digitale indfødte, Søren Schultz Hansen.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION: PIA OLSEN

Brrrm! En sms, der skal tjekkes. Push! Dyrene på den virtuelle farm er sultne. Snap! Veninden sender et billede af sin nye kanin. Og hov, nu sagde læreren vist også lige noget? Kampen om et moderne skolebarns opmærksomhed er benhård, for smartphonen kalder og lokker med konstante fristelser.

“I gamle dage var der groft sagt to kilder til forstyrrelse af timerne. Man kunne skrive på små sedler og give dem til sidemanden, eller man kunne glo tomt ud ad vinduet. I dag har børnene bogstavelig talt hele verden som kilde til forstyrrelse i form af alverdens underholdning og alle deres venner, men al verdens viden er jo også tilgængelig,” siger Søren Schultz Hansen, erhvervsforsker og forfatter til bøgerne Årgang 2012 og Digitale indfødte på job.

Søren Schultz Hansen har forsket i ‘digitale indfødte’ i over 15 år og mener, at vi voksne må sætte os ordentligt ind i, hvad de digitale medier betyder for børnene, inden vi kan blande os i deres brug af dem.
“Hvis vi skal møde de her børn på den rigtige måde og sætte de rigtige grænser, så er vi som minimum nødt til at forstå dem og ikke bare afskrive dem som asociale eller ukoncentrerede,” understreger han.

Fordybelse er svært

‘Digitale indfødte’ er de børn og unge, som er vokset op med moderne internet, mobiler som hvermandseje og fremkomsten af sociale medier. Ifølge Søren Schultz Hansen tænker de fundamentalt anderledes end deres forældre og (de fleste af) deres lærere.

“Deres grundlæggende sprog er det digitale, det sidder simpelthen i kroppen på dem, for eksempel i deres pegefinger som de bruger på iPad’en. De forstår det digitale, interaktive sprog, altså at når man trykker på en knap, kommer man et andet sted hen på skærmen, nærmest før de kan tale og længe før, de kan læse og skrive,” siger Søren Schultz Hansen. Derfor er det en stor udfordring for de digitale indfødte, når de kommer i skole.
”Fx når de altså skal læse – og ikke mindst koncentrere sig om at læse – en helt almindelig fremadskridende tekst, som jo netop er lineær, ikke interaktiv.”

En anden stor udfordring for dem er fordybelse og koncentration. Ikke fordi de som udgangspunkt ikke har evnen, men for børn, der har hele verden som adspredelse, er det åbenlyst svært at være ét sted mentalt. Samtidig har de ikke på samme måde som vi voksne følelsen af, at opmærksomheden er knyttet til rum.

“Vi er i dag ikke afsondret fra verden, blot fordi vi fysisk går ind i et klasselokale. Så hvis man vil opnå fordybelse og koncentration i undervisningen – og det kan der være gode pædagogiske grunde til – er man nødt at skabe ’kunstige grænser’ og fx bede eleverne om at lægge mobilerne væk, for grænserne kommer ikke af sig selv,” siger Søren Schultz Hansen.

”Aldrig har der været så meget brug for at sætte grænser som for børn og unge, som er vokset op i en grænseløs verden.”

“I gamle dage var der groft sagt to kilder til forstyrrelse af timerne. Man kunne skrive på små sedler og give dem til sidemanden, eller man kunne glo tomt ud ad vinduet. I dag har børnene bogstavelig talt hele verden som kilde til forstyrrelse i form af alverdens underholdning og alle deres venner, men al verdens viden er jo også tilgængelig.”
Søren Schultz Hansen, erhvervsforsker og forfatter

Grænseløs verden

Netop det at kunne sætte grænser for sig selv er en kompetence, børnene har brug for.
“I den digitale verden er der ingen naturlige grænser, og børnene vil engang skulle ud i et grænseløst arbejdsmarked, hvor de potentielt altid kan være på arbejde,” siger Søren Schultz Hansen og tilføjer:
”En del undersøgelser viser, at det faglige udbytte er højere på skoler med forbud mod mobiler end uden, så forstyrrelsen har reelle konsekvenser. På den anden side er det ærgerligt kun at se de digitale medier som afbrydere af den ‘rigtige undervisning’. For de er også fantastiske kilder til læring,” understreger Søren Schultz Hansen.

“Det er indlysende, at skolerne skal bruge de muligheder, internettet giver for at søge viden fra hele verden, og her har læreren en vigtig rolle at spille. Ikke som den, der går forrest på det tekniske – der vil de fleste voksne halte håbløst bagefter – men som den, der i kraft af sin gode faglighed sætter rammerne for at bruge medierne,” siger han.
Digital dannelse er “(…) at kunne begå sig socialt og etisk i den virtuelle virkelighed.”

Ingen at lege med 

Nu er en skole jo ikke kun timer og faglighed. Den er også kammerater, fællesskab og frikvarterer. Charlotte Skau Pawlowski er lektor ved SDU, Institut for Idræt og Biomekanik.

Som en del af sin Ph.D-afhandling undersøgte hun i sin tid, hvad der afholdt børn fra at bevæge sig i frikvarteret ved at interviewe eleverne i fjerde klasse på 17 danske skoler.
“På samtlige skoler nævnte børnene uopfordret mobiler, iPads og computere som en stor forhindring for at få legen i frikvarteret i gang. Nogle fortalte mig, at de ikke kunne stille med et fodboldhold, andre at de ikke kunne finde nogen at lege med, fordi deres kammerater var så optagede af skærmene,” fortæller Charlotte Skau Pawlowski.

Også de skærmivrige børn selv var frustrerede.
“De sagde, at de simpelthen ikke kunne lade være – en dreng udtrykte det sådan, at mobilen var som en magnet, der tiltrak ham,” fortæller hun.

”Tiltide” vigtigere end tilstede 

Den oplevelse bakker Søren Schultz Hansens resultater op.
“Når mobilen brummer i lommen – hvor den altid ligger, som en del af kroppen – føler børnene samme nødvendighed af at svare, som vi voksne ville gøre, hvis nogen kom og prikkede os på skulderen.
Mange voksne tager fejl af dette og stempler de unge som asociale, men de er alt andet end det; for dem ville det være meget uhøfligt over for vennerne, der skriver, ikke at svare med det samme,” fortæller han.

Ifølge Søren Schultz Hansen skelner børnene heller ikke på samme måde som os voksne mellem samvær i den fysiske virkelighed og på nettet.
“Jeg interviewede på et tidspunkt to drenge fra 8. klasse, der skiltes efter skole med replikken, “vi ses derhjemme!” – ikke fordi de skulle hjem sammen, men fordi de skulle hjem og spille sammen online. De to verdener smelter fuldstændig sammen, det er ikke et enten eller for dem, men et både og,” understreger han.

I et andet interview med tre piger fra 8. klasse spurgte han, om de havde nogen veninder, som de kun var sammen med ”i virkeligheden” og ikke var sammen med via mobilen. ”Nææææ…”, svarede de lidt tøvende, ”…det er altså et mærkeligt spørgsmål”. At være sammen, uden det involverer det digitale og ’til-tide-værelsen’, er simpelthen mærkeligt for de digitale indfødte.

Hjælp os med at være ’rigtigt’ sammen

Søren Schultz Hansen understreger samtidig, at selvom den gammeldags tilstedeværelse i rummet altså er underligt for de unge, kan det også være vidunderligt.
”Fra mine allerførste studier for over 15 år siden til mine allerseneste aktuelle studier har de unge efterspurgt og gerne villet have samvær uden mobilen: ”Hjælp mig og mine venner med en gang imellem at få fri fra hele tiden at skulle kigge i mobilen, hjælp os til også at være sammen ’rigtigt’,” siger de unge,” fortæller Søren Schultz Hansen.

Når det digitale samvær ofte får første ret, skyldes det ifølge Søren Schultz Hansen, at det for børn og unge i dag er vigtigere at være ‘til tide’ og svare hurtigt på en sms end at være til stede i rummet her og nu, som vi voksne ofte vægter tungt. Det betyder altså ikke, at de er asociale, når skærmen drager dem. Men det betyder, at samværet her og nu, for eksempel i frikvarteret, bliver udfordret.

“Jeg kunne godt se i min undersøgelse, at nogle af pigerne for eksempel sms’ede med veninder på andre skoler, og at der dermed var et socialt element i det, men det var samtidig meget frustrerende for dem, der gerne ville lege her og nu – og det var et problem for bevægelsen,” siger Charlotte Skau Pawlowski.

Brug for de voksne

Charlotte Skau Pawlowski besøgte også fem skoler i New Zealand. På fire af dem var mobiler i frikvarteret forbudt, på den femte var de tilladt, men næsten ikke brugt. På alle fem skoler observerede hun, at børnene bevægede sig mere end i Danmark, og fraværet af mobiler var én vigtig årsag, vurderer forskeren, der slår til lyd for flere regler i Danmark.
“De danske børn, jeg talte med, skreg efter at få nogle regler fra de voksne. De ønskede måske ikke et fuldstændigt forbud, men de talte om skærmfri dage, og de var helt klare på, at de IKKE selv kunne finde ud af at lave dem,” siger hun.

Siden Charlotte Skau Pawlowski afsluttede sin Ph.D., er der indført mobilpolitikker på en del skoler. I Skole og forældres egen undersøgelse fra 2024 svarede 88 procent af forældrene, at der er mobilforbud i timerne på deres barns skole, og Søren Schultz Hansen supplerer med, at danske efterskoler fx i de første uger indfører forbud mod mobiler.
”De gør det, fordi det jo er meningen, eleverne skal finde nye venner og være til stede sammen med de andre på efterskolen, ikke være til tide sammen med sine gamle venner derhjemme,” siger han.

Begge eksperter mener, at vi digitale ‘indvandrere’ – forældre og lærere – skal gøre os gældende, selv om vi måske har svært ved at overskue børnenes digitale verden.
“Der er i den grad brug for dannelse i den digitale dannelse – vi ikke bare kan bidrage med noget over for børnene, vi skal gøre det. Vi kan ikke følge med teknisk, men vi kan lære børnene om værdien af tilstedeværelse, om kildekritik og om sociale spilleregler, som også gælder, selv om dem vi omgås, ikke er i rummet lige nu,” siger han.

“På samtlige skoler nævnte børnene uopfordret mobiler, iPads og computere som en stor forhindring for at få legen i frikvarteret i gang. Nogle fortalte mig, at de ikke kunne stille med et fodboldhold, andre at de ikke kunne finde nogen at lege med, fordi deres kammerater var så optagede af skærmene.”
Charlotte Skau Pawlowski er lektor ved SDU, Institut for Idræt og Biomekanik

7 veje til bedre skærmbalance

  1. Vær med til kollektivt at udsætte tidspunktet for, hvornår vi giver børn smartphones.
    En mobiltelefon uden internet er fint til at begynde med. Kæmp for det på klasseplan, så det bliver ens for alle.
  2. Insistér på, at dit barn overholder aldersgrænserne for sociale medier og computerspil Igen er det noget, I helst skal være enige om i klassen, så der ikke opstår en stor gruppe, der gerne må spille eller være på medier, som ikke er alderssvarende, og en gruppe, som føler sig udenfor.
  3. Aftal mobilfri ”zoner” og tidspunkter
    Fx telefon ud af soveværelset og væk fra spisebordet. Køb et vækkeur. Begræns skærme en time før sovetid.
  4. Brug hinanden
    Vi forældre er små i forhold til techgiganterne, men vi er stadig vores børns rollemodeller, og jo flere vi slår os sammen, desto mere kraft har vi. Det er ensomt at udøve ’skærmpolitik’ alene, og
  5. Tøjl angsten.
    Løsningen er ikke totalforbud, men interesse, nysgerrighed og tydelige rammer. Ligesom vi ikke kan holde vores børn fra trafikken for evigt, skal vi heller ikke holde dem fra de muligheder og hele det liv, der ligger i den digitale verden. Gå med dit barn ud på ’vejen’, og interessér dig for, hvad I møder der.
  6. Undlad at bruge skærme som straf eller belønning
    De er en del af dit barns liv og bør ikke bruges som autoritativt sanktionsværktøj.
  7. Undgå skærmskam
    Løftede pegefingre og dårlig samvittighed over skærmbrug hjælper ikke dit barn, men får snarere barnet til at lukke af og fjerne sig fra dig. Aftal med dit barn, at det altid kan komme til dig med digitale oplevelser. Husk, at du er ekspert i at være forælder til dit barn.
Kilde: Camilla Mehlsen, Cand.mag., digital medieanalytiker, foredragsholder, medlem af Medienævnet og forfatter til flere bøger om digital adfærd, senest Opmærksomhedstyveriet.

VIL DU HAVE MERE INSPIRATION TIL LIVET SOM SKOLEFORÆLDER?
TILMELD DIG SKOLEBØRNS NYHEDSBREV
Klik her

Udgivet: januar 2025