Elever:
“Det kan føles som om, at hele livet afhænger af, hvilken karakter man får“
I 9. klasse får Frida og Emma næsten karakterer i alt. De fortæller, hvordan karakterer både kan motivere og presse dem – og hvorfor de hellere ville have lidt færre af dem.
TEKST: MAJ CARBONI
ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL
Hvad betyder karakterer for jer?
Frida: For mange i vores klasse betyder det alt – nogle gange føles det som om, at hele livet afhænger af, hvilke karakterer man får.
Emma: For mig handler det mest om mine egne forventninger. Jeg vil gerne gøre det godt, men jeg prøver også at huske, at det ikke er hele verden.
Hvor ofte får i karakterer?
Frida: Vi får karakterer for stort set alt, hvad vi laver. Vi får standpunktskarakterer i alle fag to gange om året. Derudover får vi karakterer for fremlæggelser og afleveringer. I sidste uge fx fik vi karakterer hver dag.
Hvordan føles sådan en uge?
Emma: Det var virkelig stressende. Det får mig til at tænke, at ugen bare skal overstås så hurtigt som muligt.
Frida: Når man har fået én karakter, tænker man allerede på den næste dag. Man når aldrig rigtigt at puste ud. På den anden side: Når man får karakterer så tit, så betyder én dårlig karakter heller ikke så meget, for næste dag får man en ny. Men det bliver stadig lidt stressende i længden.
Hvordan har I det med at få så mange karakterer?
Emma: Jeg synes egentlig, at standpunktskaraktererne er meget fine, fordi de er et gennemsnit af alt, man laver. Så får man et overblik over, hvor man ligger fagligt. Men det er lidt meget at få karakterer for næsten alt, vi laver.
Frida: Der kunne godt blive skruet lidt ned, så det ikke var hver eneste fremlæggelse og aflevering, der blev bedømt. Det bliver lidt overvældende, og så oplever man også oftere at blive skuffet.
Kan I huske den første karakter, I fik?
Emma: Den første rigtige karakter var i dansk i 8. klasse. Alle var helt spændte og glade, for det var noget nyt.
Frida: Ja, alle i klassen glædede sig. Der var en stemning af, at det var stort. Men lige så snart vi fik vores papirer med karaktererne, begyndte alle at sammenligne, og pludselig var stemningen ikke så god. Man kunne tydeligt mærke, hvem der var stolte og glade, og hvem der blev pressede eller skuffede.
Emma: Efter vi begyndte at få karakterer, blev det hurtigt tydeligt for alle, hvem der plejer at få høje karakterer – og hvem der ikke gør. Det er selvfølgelig ikke rart for dem, der får lave karakterer, men det kan også være hårdt, hvis man plejer at få 12, og pludselig ikke gør. Så bliver der lagt mærke til det.
Hvordan påvirker karaktererne jeres motivation?
Frida: Før vi fik karakterer, tog folk ikke skolen så seriøst. Nu vil de fleste gerne gøre det godt og aflevere noget ordentligt. Hvis jeg får en karakter, jeg ikke er tilfreds med, så får jeg lyst til at gøre det bedre næste gang og lære af mine fejl.
Emma: Ja, jeg synes faktisk, det kan være meget motiverende. Man får hele tiden lyst til at forbedre sig. Men lige i det øjeblik man får karakteren, kan det godt føles som et slag, hvis man ikke fik det, man håbede på. Dagen efter tænker jeg dog mest på, hvordan jeg kan gøre det bedre.
Nogle af dem, der altid får lave karakterer, kan dog godt miste motivationen. Det er som om, at de har opgivet lidt. De siger bare: ”Nå ja, jeg fik 02 igen,” og griner af det, som om det ikke betyder noget.
Hvordan taler lærerne om karakterer?
Emma: De taler meget om det. Nogle gange siger de direkte: ”Hvis I ikke siger mere i timen, får I ikke højere end 4 i standpunkt.”
Frida: De siger, at det ikke er for at presse os, men det gør det jo alligevel. Det bliver lidt en trussel. Man kan godt blive helt nervøs, især når man ved, at karaktererne kan være afgørende for, om man kan komme i gymnasiet.
Hvordan påvirker det jeres lyst til at deltage i timerne?
Emma: Jeg får lyst til at række hånden op og vise, at jeg kan svare. Men nogle gange tør jeg ikke, fordi jeg er bange for at sige noget forkert, som så kan gå ud over mine karakterer.
Frida: Ja, vi sad engang i matematik og vidste godt, hvad svaret var, men ingen af os turde sige det højt. Jeg endte med at sige det – og det var rigtigt – men bare tanken om at tage fejl gør, at man tøver.
Hvordan ville det være, hvis I slet ikke fik karakterer?
Emma: Folk ville nok tage det lidt mindre seriøst, men der ville også være meget mindre pres.
Frida: Jeg synes det bedste ville være at beholde standpunktskaraktererne, for de giver et godt overblik, men droppe alle de små karakterer hele tiden.
Får I feedback fra lærerne sammen med karaktererne, så I ved, hvad I kan forbedre?
Emma: Ofte, men ikke altid. Nogle gange afleverer vi opgaver før ferier, hvor vi bare får en karakter uden nogen forklaring.
Frida: Ja, og så bliver det frustrerende. For eksempel fik vi ikke gennemgået vores seneste matematikprøve, og så ved vi jo ikke, hvad vi lavede forkert. Der burde altid være en opfølgning eller forklaring – ellers ved man ikke, hvad man skal arbejde på til næste gang.
Føler I, at I bliver bedømt på det, der er vigtigt?
Frida: Ikke rigtigt. Vi bliver ikke bedømt på kreativitet, og det burde vi måske. Jeg synes skolen burde lægge mere vægt på kreativitet – især nu, hvor AI kan skrive og regne for os, bliver det vigtigt, at vi lærer noget, som computere ikke kan.
Hvordan taler I med jeres forældre om karakterer?
Emma: Jeg taler kun med dem om det, når jeg får en karakter. Hvis den er god, deler jeg glæden. Hvis den er dårlig, hjælper de mig med at finde ud af, hvad jeg kan gøre bedre.
Frida: Mine forældre siger også, at karakterer ikke er alt, og at der er mange andre ting, der er vigtigere. Men selvom de siger det, tænker man jo stadig over, hvilken karakter man får.
Emma og Frida er opdigtede navne, da pigerne ønsker at være anonyme. Redaktionen er bekendt med deres rigtige navne og identitet.
