En mor fortæller:
”Min søn brød sammen, og jeg følte mig totalt magtesløs”

Dette er historien om Malthe, der mistede sin glæde i mødet med skolelivet. Daglige nedsmeltninger, sorte øjne, tabt livslyst og massivt fravær. Hans mor Freja fortæller om at føle sig helt alene med opgaven. Men det er også en beretning om et smil, der vendte tilbage. På trods af, at hjælpen var alt for længe undervejs.

TEKST: LINE FELHOLT
FOTO: MAJ CARBONI

De er i parken. Malthe og hans lillesøster leger ved et træ med et reb. Det er weekend og en lun forårsdag. De to børn gynger sammen. I næsten et helt skoleår har Malthe været i massiv mistrivsel i skolen. Hans øjne har været sorte, og renderne under dem mørke. Men den dag, efter et ekstremt hårdt efterår og vinter, ser Freja endelig et glimt af sit barn igen. Malthe smiler og griner. Freja kalder det en ”vild” oplevelse.

”Hvis man har haft et barn, der ikke har smilet i flere måneder, og så ser sit barn smile lidt … det er vildt,” siger hun. Hun har indvilget i at fortælle om de voldsomme år, fra hendes midterste barn startede i skole, og familiens liv blev forvandlet til et dagligt mareridt. Derfor starter vi også med den dag, hvor en solstråle brød gennem skyerne.

”Det smil står så stærkt for mig. Jeg tænkte: Okay, du er her stadig. Ja, du har det svært, men du er her stadig. Du har valgt det til stadig at være her,” fortæller Freja. Oplevelsen i parken var et tiltrængt følelses mæssigt lyspunkt. Et forvarsel om, at det kan lade sig gøre at bryde massiv mistrivsel og skolefravær. Også selvom der skulle vise sig at gå et par skoleår mere, før familien for alvor fandt vejen ud på den anden side.

God start

Det hele begynder ellers fint, da Malthe starter i SFO i maj måned. I starten virker alt til at gå godt, selvom rammerne er kaotiske. Malthe er af natur en ”sart” dreng, der tager mange indtryk ind, men han havde haft en god børnehavetid, og Freja er som mor fortrøstningsfuld. Da de når august og den rigtige skolestart i 0. klasse, møder de en dygtig børnehaveklasseleder, der ser det lidt sårbare i Malthe og hans behov for lidt ekstra opmærksomhed, især omkring afleveringen om morgenen. Hun er god til at sige: ”Har du lige brug for at stå her ved mig?” til ham, og det fungerer. De første to måneder går forholdsvis godt.

Samtidig går Freja fra at være studerende til en fuld arbejdsuge, og det betyder, at hun ikke længere kan hente Malthe fra skole eller tidligt fra SFO. Det har mærkbare konsekvenser. Freja begynder at se forandringer hos sin søn. ”Jeg kan godt se om eftermiddagen i SFO’en, at han ligesom har nogle sorte render under øjnene. Altså, han er brugt af at være der,” fortæller hun.

Totalt alarmberedskab

Det er også eftermiddagene, der begynder at falde fra hinanden. Freja beskriver dage, hvor de er på vej hjem fra skole. Malthe og hans lillesøster sidder sammen i familiens ladcykel.

”Hun får trukket vejret for tæt på ham, eller hun synger. Bagateller. Men det eksploderer bare for ham,” fortæller Freja, der er enlig mor til Malthe og hans to søstre.

Malthes nedsmeltninger på vej hjem fra skole og SFO bliver hyppigere, og han bliver ofte voldsom mod sin lillesøster eller løber ud på kørebanen, så Freja må holde fast i ham, mens han græder og råber ”jeg hader dig” eller kalder sin mor og lillesøster for ”idiot”.

Nedsmeltningerne kan vare fra en halv time og helt frem til sengetid. For Freja er det efterhånden tydeligt, at der er tale om noget andet end almindelig træthed. ”Det er et nervesystem, der er i totalt alarmberedskab,” oplever hun.

“Han skal bare herover”

Nedsmeltningerne kommer også om morgenen før skole og flytter også ind i skolens rammer. Ofte starter det hjemmefra med høj konflikt og stor modvilje mod at skulle i skole. Ovre i skolen er der pædagoger, som forsøger at holde Malthe fast, når Freja forsøger at aflevere ham, hvilket mest af alt efter – lader Freja med en knusende dårlig samvittighed. Oftere og oftere må Freja sidde med ham i en sofa, mens han har en nedsmeltning og ikke kan deltage i undervisningen.

Skolen fastholder, at Malthe ”bare skal herover”, og at han får det godt, så snart han er inde i klassen. Men Freja kan se på sit barn, at det ikke passer. Hun mærker dagligt hans afmagt, og det er tydeligt for hende, at han bruger alle sine kræfter på at fortælle sin mor, at han ikke kan være i skolen. Belastningen bliver til sidst så massiv, at Freja selv bryder sammen. I november bliver hun sygemeldt, fordi hun ikke længere kan bære at have et barn, der lider så voldsomt. Malthes nedsmeltninger er så massive og konstante, at hun med egne ord til sidst selv mister evnen til at føle omsorg, når kriserne udspiller sig.

”Jeg havde en følelse af total afmagt og en følelse af ikke at kunne rumme ham, når det stod på,” siger hun og for – tæller, at hun ofte endte med selv at stå og græde sammen med sin søn.

Skole udnytter sygemeldning

En morgen når det en skillevej. Det er emneuge i klassen, og strukturen i skoledagen er løs. Malthe nægter at gå i skole. Den dag giver Freja op. Hun kører ham hjem igen. For første gang vælger hun at lytte til sin mavefornemmelse frem for skolens krav.
”Jeg giver ligesom slip på hans hånd, og så kører vi hjem. Det er den første gang, hvor vi ikke engang kommer derover,” fortæller Freja og beskriver det som, at hun overgiver sig til, at jo mere tvang der er, jo mere modstand møder Malthe hende og skolen med. Nogle gange er man nødt til at give slip på hånden og køre hjem for at redde sit barns trivsel, forklarer hun. 

Resten af 0. klasse bliver en fragmenteret tid med et fravær på 44 procent og formentlig endnu mere, for ikke al Malthes fravær bliver registreret i den kaotiske periode.
Skolen, PPR og Freja begynder at holde netværksmøder, og det aftales, at Malthe kan få pauser i et andet lokale på skolen. Men hjælpen føles utilstrækkelig. Freja oplever, at skolen på en måde udnytter, at hun er sygemeldt. 

”Jeg tror, at skolen synes, det er fedt, for det gjorde, at man ikke skulle kigge ind i noget med støtteundervisningstimer eller noget andet. Fordi jeg ligesom bare gik ind og tog over eller bare sad med ham derovre i skolen,” fortæller hun. 

Malthes mistrivsel begynder også at antage nye former. Han udvikler angstpræget adfærd. Freja oplever også, at hans vrede kommer som en form for Dr. Jekyll og Mr. Hyde-forvandling. 

I maj måned begynder en ny gruppe børn i SFO’en, og det skaber fornyet uro efter skole, men også færre voksne i klassen. Det gør heller ikke noget godt for hendes kamp med at forsøge at aflevere sit barn om morgenen og hans modstand mod skolen.

Får ADHD-diagnose

I sommerferien mellem 0. og 1. klasse oplever familien et tiltrængt pusterum, som de nyder. De laver ingenting. De er bare sammen. Da Malthe skal starte i skole igen efter ferien, er det med bange anelser. Klassen har fået nye lærere, men Freja oplever, at de forstår sagens alvor. De nye lærere ser det samme hos Malthe, som Freja oplever: De voldsomme konflikter, hans behov for pauser og de fysiske tegn på stress. 

Alligevel vurderer PPR efter en enkelt observation under en legetime i klassen, at der ikke er grundlag for en PPV, fordi Malthe ”leger godt”. Freja bryder fuldstændig sammen over afvisningen.
”Jeg føler mig ladt helt alene med en opgave, som jeg ikke er uddannet til at løse,” fortæller hun. 

De eneste allierede, Freja har, er et par veninder, der har prøvet noget lignende med deres børn, og de er med til at give hende noget styrke trods alt, også i kampen med systemet.

I december går PPR med til at sende en henvisning til psykiatrien. Endelig kommer der lidt skred i tingene, oplever Freja. I marts i 1. klasse får Malthe diagnosen ADHD, som Freja beskriver som en ”manual” til at forstå hans verden. Hans lærere går også 100 procent ind i det. De er meget villige til at få redskaber til, hvordan de kan være omkring ham, de bruger tillidsbaseret pædagogik hele vejen, og vigtigst af alt: De får skabt en stærk tilknytning, der gør, at han føler sig tryg derovre. 

Der indføres desuden piktogrammer på hans bord, og han får lov til at tage pauser på egne præmisser, for eksempel ved at spille fodbold i gården, når han er overstimuleret. 

I foråret i 1. klasse begynder Malthe at være i skole på stort set normal vis, fortæller Freja. 

Børn, der aldrig kommer tilbage

I 2. klasse får familien tilknyttet en aflaster og også en ekstern familiebehandler. Han kommer i hjemmet, taler med børnene og giver Freja den sparring, hun har manglet. Det har gjort en stor forskel for familien og har medvirket til, at Freja i dag endelig kan sige, at Malthe trives i skolen og har fået sit glade jeg tilbage. 

Hun fortæller, at den hårdeste del af processen har været at se sit barn miste sin livsglæde. Den dag i parken var skelsættende, fordi hun efter lang tid i dybt mørke endelig så et lys i øjnene på ham. 

En forvandling, som også helt konkret kom til udtryk ved, at Malthe lagde den skærm fra sig, som han havde brugt som skjold mod verden i de mange svære måneder. Freja oplevede det som, at skærmen var en måde at håndtere den massive overbelastning på. Et tilflugtssted, som Malthe kunne have valgt at blive i og aldrig kigge op fra igen. 

Men den forårsdag i parken valgte han aktivt at kigge op og være en del af virkeligheden i stedet for at gemme sig. Freja tolker det sådan her:
”Der var et eller andet, der havde gjort, at han havde fået tillid til, at ’jeg kan godt komme tilbage’. Jeg kan godt være en del af verden igen. Det er jeg enormt glad for. For man hører om børn, der aldrig kommer tilbage,” siger hun og tror, at det var det, at Malthe var begyndt at mærke, at han blev lyttet til, der gjorde forskellen.

Alt for sent

Når Freja ser tilbage, fyldes hun af vrede over, hvor meget der kunne have været sparet, hvis systemet havde lyttet tidligere.

”Man kunne have sparet min sygemelding. Man kunne have sparet det, der skete med Malthe. Han har jo en belastningsreaktion,” siger hun.

Dertil kommer de sår, som Malthes lille- og storesøster formentlig har fået. Det efterlader spor, når man er barn i en familie, hvor ét barn fylder næsten det hele. Freja er overbevist om, at mange af de traumer, som både Malthe og hans søstre har fået, kunne have været undgået, hvis skolen, PPR og kommunen havde taget hendes bekymringer alvorligt tidligere i forløbet.

Hun mener også, at det er ”logik for burhøns”, at en familie i så stor krise har brug for konkret hjælp, ikke bare fem timers anonym rådgivning, som familien på et tidspunkt får tilbudt, men som Freja ikke oplever den store gavn af.

”Kræv en tovholder, der kan tage noget af sagsbehandlerbyrden fra dine skuldre,” lyder hendes råd i dag, og hun genfortæller også en familiebehandlers ord: Det tager tid at komme sig over en belastningsreaktion. Et år med svære ting kan tage fire år at samle op på.

En vigtig kvalitet

Trods hele processen kan Freja alligevel finde noget livsbekræftende i familiens oplevelser. I dag ser hun Malthes modstand mod skolesystemet som en styrke og en vigtig kvalitet i ham frem for blot et problem.

”Hvis man skal finde noget godt i det, så er det, at han virkelig har krævet noget af livet. Han har virkelig krævet noget af sit skoleliv. Han har krævet, at der skulle være nogle rammer, han kunne være i. Og han har ikke kunnet og heller ikke villet ’settle for less’ eller acceptere, at det ikke var en ramme, han kunne være i,” siger Freja.

Hun ser mange børn, der gør sig selv mindre for at prøve at passe ind i den skoleramme, de bliver sat i. ”Men han har konsekvent ikke accepteret præmissen for de rammer, der var. På den måde synes jeg også, at det er en kvalitet, han har. Og som er vigtig at have,” siger Freja

Malthes navn er opdigtet, ligesom vi også har valgt at udelade efternavne. Begge dele af hensyn til privatlivet. Redaktionen kender Frejas og Malthes fulde identitet. 

Udgivet: Februar 2026