En svær balance

Forældre frygter, at mere inklusion går ud over børnene

Stigende udgifter til specialområdet tynger landets skolebudgetter, så almenskoler ikke har ressourcer til at give alle elever den rette støtte. Flere børn falder derfor ud af fællesskabet og ender i specialtilbud på grund af mistrivsel. Politikerne prøver at tippe vippen den anden vej: De vil have færre elever i specialtilbud, så der er flere penge til almenskolerne. Men forældre og skolebestyrelser oplever ikke, at skolen har nok ressourcer til at rumme flere elever med særlige behov. Og uden de rette rammer, risikerer endnu flere børn at miste fodfæstet.

TEKST: MAJ CARBONI
ILLUSTRATION:  METTE EHLERS

S yv ud af ti skolebestyrelsesmedlemmer fortæller, at der i deres kommune er gang i en proces, hvor flere børn med støttebehov skal undervises i den almindelige folkeskole i stedet for i specialtilbud. Kun 1 ud af 10 svarer, at det ikke er tilfældet i deres kommune. Det viser en ny rundspørge fra Skole og Forældre med besvarelser fra 222 skolebestyrelsesmedlemmer. Billedet bakkes op af skoleforsker Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef ved professionshøjskolen VIA University College.

”Man griber det lidt forskelligt an, men ambitionen i langt de fleste kommuner er, at flere elever skal inkluderes i almen området,” fortæller han.

Det vækker bekymring i mange skolebestyrelser. “Jeg ser ikke, at der er de ressourcer, der skal være, for at vi kan lykkes. Tvært imod ser jeg endnu flere børn, der har en træls skoledag, og måske gør skoledagen træls for andre,” skriver et af skolebestyrelsesmedlemmerne.

En anden skriver “Det er verdens dårligste spareøvelse. Jeg kender flere børn med stort behov for støtte, der har været igennem nedbrydende forløb i almenskolen, før de kunne komme på en specialskole, der har givet dem ro, tryghed og undervisning, de kunne forstå og havde lyst til.” 

Forsker frygter for folkeskolen
Ifølge Andreas Rasch-Christensen er skolebestyrelsernes bekymringer ikke ubegrundede. ”Hvis ikke der er den nødvendige økonomi til at investere i området, så tror jeg ikke på, at det lykkes. Vi vil se endnu flere eksempler på børn, som mistrives og får højt skolefravær, og så tror jeg, at flere ressourcestærke forældre vil flytte deres børn til fri- eller privatskoler. Jeg er faktisk bekymret for, om vi kan fastholde folkeskolen i den forståelse, vi har i dag: Som de fleste forældres førstevalg og stedet, hvor børn fra alle samfundslag mødes,” siger han. Men hvorfor har kommunerne gang i en sådan proces, hvis det er så risikabelt? Andreas Rasch-Christensen peger på to overordnede forklaringer: Den etiske og den økonomiske.

Den etiske forklaring tager udgangspunkt i UNESCOs Salamanca-erklæring, som Danmark tilsluttede sig i 1994. Det er en international ambition om, at alle børn skal kunne gå i skole med jævnaldrende, føle sig som en del af fællesskabet og få undervisning tæt på deres hver dag. Derfor skal skolesystemet tilpasses børns forskellighed og kunne rumme alle elever, uanset behov.

”Hvis man lykkes med inklusionen, vil børn med behov for specialundervisning sandsynligvis få forbedrede livsmuligheder. Forskning viser, at hvis elever med støttebehov går i almindelige klasser, er der flere af dem, der gennemfører folkeskolens afgangsprøve og får en ungdomsuddannelse sammenlignet med børn med samme støttebehov, der går i et specialtilbud,” forklarer skoleforskeren og tilføjer: ”Men det er jo ikke noget, der sker af sig selv. Det er kun, hvis inklusionen lykkes.”

6 ud af 10 skolebestyrelsesmedlemmer synes, det er en god idé at inkludere flere elever med særlige behov i den almene undervisning, HVIS der er tilstrækkelige ressourcer og kompetencer. Fra en af dem lyder det: ”Principielt er jeg stor fortaler for inklusion. Jeg tror på, at vi alle sammen har gavn af fra barnsben at lære at tage hensyn til andre. Og lære af forskelligheder – forskellige behov, udfordringer, styrker osv.”

Blandt forældre til børn, der går i specialtilbud på en almenskole, er der flere, der oplever, at det har en positiv betydning for deres barn end forældre, der oplever en negativ betydning. Det viser en ny undersøgelse fra Skole og Forældre blandt forældre til børn i folkeskolen, der er besvaret af 1.129 forældre, herunder 81 forældre til børn i specialklasser eller mellemformer på almenskoler. Disse forældre oplever, at det er godt for deres børn, at de kan blive i lokalområdet, ikke skal bruge lang tid på transport til en specialskole og kan gå på samme skole som deres venner. Flere fremhæver, at deres børn kan have sociale relationer med børn fra almenklasserne i frikvarterne og efter skole og for nogles vedkommende have fag sammen med en almenklasse.

”Det betyder, at han kan spejle sig i de ”almindelige børn”,” skriver en forælder. Der er dog også forældre, der fortæller, at deres børn bliver drillet med at være anderledes eller ikke kan rumme at være blandt de mange børn, der er på skolen.

Den økonomiske forklaring handler om, at kommunerne har ét samlet skolebudget. Og når udgifterne på specialområdet vokser, er der færre penge til almenskolen. Og det er sådan udviklingen har været de senere år på trods af, at man tilbage i 2012 vedtog en inklusionslov med en målsætning om, at 96 procent af alle børn skulle inkluderes i almenundervisningen. Ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er antallet af elever på specialskoler steget med 27 procent de seneste fem år, så det nu er syv procent af eleverne, der går i specialtilbud. Og det er syv gange dyrere at have en elev gående på en specialskole fremfor i en almindelig folkeskoleklasse.

Det betyder, at en større del af folkeskolens budget går til en mindre gruppe af elever i specialtilbud: Knap 28 procent af folkeskolens samlede økonomi bruges på cirka 7 procent af eleverne. Som Andreas Rasch-Christensen formulerer det: ”Den økonomiske side af sagen fylder temmelig meget i øjeblikket.” At specialundervisning sluger en stor del af folkeskolens samlede økonomi, forklarer også, hvorfor mange skolebestyrelser oplever, at deres skole ikke har penge nok, selvom politikerne siger, at der er tilført 2,2 milliarder ekstra om året til folkeskolen siden 2020.

LÆS OGSÅ: Inklusion sker når skoler tilpasser sig børnene – ikke omvendt

6 ud af 10

forældre til børn med særlige behov vurderer, at økonomi ”i høj grad” har haft betydning for, hvilken støtte eller skoletilbud deres barn har fået. 2 ud af 10 oplever dette ”i nogen grad”.*

Folkeskolen er endt i en negativ spiral, hvor almenområdet presses økonomisk af, at flere og flere elever modtager undervisning i specialklasser og på specialskoler. Det giver almenskolerne dårligere muligheder for at støtte elever med særlige behov, der risikerer at mistrives i så høj grad, at de ender på en specialskole, selvom de kunne være blevet i almenskolen med den rette støtte.

Manglende støtte giver mistrivsel

Allerede i 2024 vurderede lærerne, at hver fjerde elev i den almene skole havde behov for støtte ifølge en undersøgelse, som VIVE lavede for Børne- og Undervisningsministeriet. Lærerne oplevede også, at flere og flere elever ikke får den støtte, de har behov for. Det er tidligere blevet vurderet til 7,5 procent, hvilket svarer til 1-2 elever i hver klasse.

I Skole og Forældres undersøgelse svarer hver fjerde forældre til børn med særlige behov, at de har ønsket støtte til deres barn, men at dette ikke har været muligt. Og knap halvdelen af de elever, der har fået tildelt støtte, får den støtte, de er blevet tildelt, vurderer deres forældre. Samtidig mener kun omkring halvdelen af forældre til børn med særlige behov i undersøgelsen, at deres barns lærere og pædagoger har de rette kompetencer til at imødekomme deres barns behov.

Konsekvensen af den manglende støtte kan være mistrivsel for børnene. Undersøgelser viser da også en stigende mistrivsel blandt eleverne i folkeskolen og en stigning i elever med bekymrende skolefravær.

”Det kan ikke forklares alene med, at der er for få ressourcer til at støtte eleverne, men det er en del af det,” siger Andreas Rasch-Christensen. 4 ud af 10 forældre til børn med særlige behov i Skole og Forældres undersøgelse oplever, at deres barn i ringe grad eller slet ikke trives i almenskolen. 

På flere af specialskolerne oplever skolebestyrelsesmedlemmerne en stigning i antallet af elever, der bliver visiteret til deres skole efter en årrække med mistrivsel i almenskolen, hvor de ikke fik dækket deres støttebehov. ”Flere børn bliver forsøgt inkluderet med dårligt resultat og kommer så til vores specialskole, hvor de egentlig ikke hører hjemme, fordi kategorien er for vidtgående for dem,” skriver en af dem.

Frygt for at økonomien knækker projektet

Det er den negative spiral, man forsøger at vende i kommunerne: Med færre børn i specialklasser vil der være flere penge til at give støtte til eleverne i almenklasserne, så de ikke ender med at have behov for specialundervisning. På Christiansborg har de samme ambition med en ny politisk aftale, der blandt andet har til formål at give børn støtte langt tidligere end tilfældet er i dag, så de ikke ender i mistrivsel på grund af ventetiden. Men der følger ikke flere penge fra Christiansborg med den nye aftale. Og i kommunerne er det forskelligt, hvor mange penge der investeres i at inkludere flere elever på de almindelige skoler.

Er der så den nødvendige økonomi til at løfte opgaven? Det korte svar fra Andreas Rasch-Christensen er nej. ”Det ser ikke sådan ud,” siger han. Skolebestyrelserne er enige i den vurdering. Omkring hver fjerde skolebestyrelsesmedlem fortæller, at der ”i nogen grad” er tilført flere ressourcer til skolen i forbindelse med den nye bevægelse i deres kommune. Men 8 ud af 10 vurderer stadig, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at løse opgaven.

”Intet der står mål med opgaven,” skriver en af dem. ”Skolen er slet ikke gearet til det. Der er for mange elever i klasserne, der mangler lærere, og der mangler plads,” skriver en anden.

Vi ved mere i dag

Kommuner og skoler har dog et forspring i dag sammenlignet med den tidligere store inklusionsreform i 2012, som mange ser som forfejlet, mener Andreas Rasch-Christensen.

”Vi står ikke helt samme sted i dag, fordi der er opbygget mere viden om, hvad der faktisk skal til, for at inklusion kan lykkes.”

Som eksempel nævner skoleforskeren NEST-klasser. Her er der 16 elever i klassen, hvoraf de fire har en autismediagnose og resten er ”almenelever”. Der er altid to lærere, hvor den ene har særlige specialpædagogiske kompetencer i, hvordan man håndterer elever med autisme. Der er faste strukturer, varieret undervisning, øget brug af bevægelse og fokus på samarbejde med forældrene.

”Det er en god model, fordi det virker godt for elever med autisme, men også for de andre elever i klassen,” fortæller skoleforskeren. Udfordringen opstår, når man på grund af manglende økonomi går på kompromis med det, man ved, virker.

”Så sætter man måske 20 elever i klassen med én lærer, men så opnår man ikke samme resultat,” siger han. Og det er her, at Andreas Rasch-Christensen får flashback til inklusionsreformen i 2012.

Man asfalterer, mens man kører

”Mange af de her modeller som fx NEST er ikke billige, men jeg er ret overbevist om, at man kunne sikre en økonomisk bæredygtighed på sigt, fordi man kan inkludere flere elever på den måde. Der er også nogle kommuner, der afsætter mange penge til projektet fra start, men hvis man kaster et blik ud over det kommunale landskab i forhold til skolebudgetterne, så ser det ud til, at man mangler mulighederne for at investere, inden børnene skal inkluderes, så børnene begynder på skolen, før rammerne er på plads. Det er lidt som at forsøge at asfaltere, mens bussen kører. Så stiger risikoen for, at projektet kører af sporet,” siger han.

Hvad kan skolebestyrelserne så gøre? Skolerne og skolebestyrelserne kan ikke løse det her alene, påpeger Andreas Rasch-Christensen. Men…

”Det er skolebestyrelsens rolle at undersøge, om skolen har mulighederne for at sætte ind med de rette indsatser for at løse den opgave, de står med. Og hvis ikke, må man kaste sig ind i dialogen med de lokale politikere og arbejde for, at man får bedre rammer. Det oplever jeg faktisk også, at mange skoler og skolebestyrelser gør,” siger han.

LÆS OGSÅ: Hvordan får vi elever tilbage fra ufrivilligt skolefravær?

Udgivet: Februar 2026