Forældre:5 fordele ved karakterer
– og 5 ulemper

Karakterer kan både motivere og presse. I ny undersøgelse fra Skole og Forældre sætter forældrene ord på, hvordan karakterer påvirker deres børn. Her kan du se, hvad flest forældre oplever som henholdsvis positive og negative betydninger.

TEKST: MAj CABRONI
ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL


Forældre:
5 årsager til, at karakterer har en NEGATIV
 betydning

1. De skaber stress og præstationspres 
2. De svækker selvtillid og læringslyst hos nogle børn 
3. De fremmer sammenligning og konkurrence 
4. De overser indsats og andre kompetencer 
5. De giver fokus på præstationer fremfor nysgerrighed

 

”Det kommer til at handle om karakterer og test frem for læring og nysgerrighed.”

Det sætter sig som en oplevelse af at ’være dum’ og konstant blive bedømt, frem for at være barn/ung og lære hen ad vejen. Det opsamlingsarbejde, som jeg som mor skal stå for i fritiden, er stort, for karaktererne og bedømmelserne udvikler ikke – de afvikler derimod tro, håb, selvværd og motivation.”

”Jeg ser fysiske tegn på stress som mavepine, hovedpine og søvnbesvær. Det handler ikke kun om at være utilfreds med stoffet, men en dybfølt angst for selve bedømmelsesøjeblikket. Spørgsmålet ’Hvad hvis jeg dummer mig?’ er et gennemgående tema.”

  
Forældre:
5
årsager til, at karakterer har en POSITIV betydning

1. De motiverer barnet til at tage skolen alvorligt 
2. Gode karakterer giver stolthed og glæde 
3. De viser, hvor barnet har brug for ekstra støtte 
4. De giver anledning til dialog mellem skole og hjem 
5. De forbereder børn på kravene på ungdomsuddannelserne

 

”Det er jo godt, som forældre, at få den information, så vi kan støtte og øve med vores barn hjemme, så hun kan følge med i timerne og ikke føler sig udenfor.”

”Karakter er et pejlemærke, hvor mit barn kan se, hvilke områder der skal fokus på.”

”God bedømmelse giver glæde og lærelyst. Mindre god bedømmelse giver tilskyndelse til at øve/træne, hvis bedømmelsen er formuleret konstruktivt.”

Forældre om karakterers betydning

Denne betydning har karakterer for mit barns FAGLIGE UDVIKLING:

 

  • 31 % Positiv betydning
  • 19 % Negativ betydning
  • 29 % Både negativ og positiv betydning
  • 16 % Ingen betydning

Denne betydning har karakterer for mit barns TRIVSEL i skolen:

  • 17 % Positiv betydning
  • 25 % Negativ betydning
  • 27 % Både positiv og negativ betydning
  • 23 % Ingen betydning


Skole og Forældres undersøgelse er foretaget i oktober 2025 og besvaret af 743 forældre til børn i folkeskolen, herunder 199 hvis børn får karakterer. Undersøgelsen er geografisk repræsentativ og vægtet for respondenternes køn og uddannelsesniveau. De fem årsager til negative og  positive betydninger er fundet ud fra en analyse af forældrenes kommentarer.

HAR DIT BARN UDFORDRINGER I SKOLEN? 
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68

Udgivet: November 2025