Flere børn med særlige behov gør skole-hjem-samarbejdet endnu vigtigere

Inddragelse, støtte og hjælp til at kommunikere med de andre forældre er noget af det, forældre til børn med særlige behov har ekstra brug for fra skolen. Skolen har til gengæld brug for forældrenes opbakning til inklusionsindsatsen.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION: METTE EHLERS

N år der skal ske en større indsats for trivsel, læring eller begge dele, er både skole, forældre og barn afhængige af at arbejde sammen. Desværre viser en analyse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, ‘Forløb for børn med særlige støttebehov og deres familier’, at det ikke altid er så vellykket:

“(…) det pres og den frustration, som børns mistrivsel kan medføre, kan skabe gnidninger i samarbejdet mellem fagprofessionelle og forældre,” står der i analysen. Og: “Flere af de interviewede forældre fortæller, at deres negative erfaringer er knyttet til tilfælde, hvor samarbejdet med bestemte fagpersoner har været vanskeligt.”

Uenige om problemet
Ifølge rapporten har forældrene især negative oplevelser, når de ikke føler, at de fagprofessionelle er på linje med dem. Det kan fx være: “En lærer, som ikke ser de samme tegn på udfordringer, som forældrene gør. En PPR-medarbejder, som forældrene oplever ikke kender deres barn godt nok. En skoleleder, som har en anden vurdering af barnets støttebehov end forældrene,” som der står i rapporten.

“Der er ofte et netværk rundt om et barn med særlige behov, og her er det virkelig vigtigt, at samtlige voksne siger til sig selv, at det handler om et barn, som har en udfordring i sit skoleliv, ikke om at placere skyld i skole og hjem,” siger Lotte Wibe, leder af Skole og Forældres Forældrerådgivning:

“Det er helt afgørende, at skole og forældre ikke blot taler sammen, men at de også får det formidlet til en form for handleplan. Både forældre og lærere har travlt, derfor er det vigtigt, at de skriver ned, hvilke mål de sætter for de næste tre-fire måneder. Hvis der skal støttende foranstaltninger til, skal det også være beskrevet, hvem der gør hvad.”

Utålmodighed og frustration
En anden knast kan være, at forældrene oplever indsatsen som alt for langsom.

“(Skolen) skal samtidig tage hensyn til de andre børn og deres forældre og har derfor ikke altid mulighed for at handle så hurtigt, som forældrene ønsker. Derfor er det ikke overraskende, at der opstår konflikter mellem forældre og fagprofessionelle (…),” står der i rapporten fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Lotte Wibe kan godt genkende, at forældrene bliver frustrerede over tempoet. “Det kan være svært, hvis man har store ambitioner for, at barnet skal løftes på mange områder på én gang, for det er ikke altid muligt. Derfor er det så vigtigt at få set hinanden i øjnene og aftalt, hvad målet er i samarbejdet lige nu,” siger Lotte Wibe:

“I en periode har man måske fokus på de sociale relationer, og at barnet skal opleve at være en del af fællesskabet. Derfor skruer man lidt ned for ambitionerne om, at barnet også skal nå en masse skriftlige opgaver,” siger hun. Tålmodighed er – også – her en dyd. Ikke for systemets skyld, men for barnets.

“Børn med særlige behov har nemlig rigtig meget brug for, at de voksne har ro på og udstråler, at barnet er accepteret og okay, som det er,” siger Lotte Wibe.

De andre forældre i klassen
Ud over selve udfordringerne med barnet kan det at have et barn med særlige behov vise sig i samarbejdet med de andre forældre i klassen. Forældrene kan føle sig sårbare, hvis de oplever, at andre taler om deres barn eller de støttepersoner, barnet har “ført ind i” klassen. Her har skolen et stort ansvar for kommunikationen.

“Forskellige skoler har forskellige kulturer for, hvordan man kommunikerer om det. Nogle forældre stiller sig op på forældremøder og fortæller om deres barns vanskeligheder, andre er mere private omkring det,” siger Lotte Wibe:

“Min anbefaling er, at skolen tager ansvaret for at melde ud, hvis der er støtte i klassen – uden at nævne det enkelte barn – ved fx at skrive: “Lige nu er der nogle børn, som har brug for at blive understøttet i et læseforløb,” eller, “der er ekstra voksne i klassen for tiden for at støtte nogle af eleverne i deres læring”.

LÆS OGSÅ: Skolebestyrelser frygter at mere inklusion går ud over børnene

Ingen “inklusionsbørn”

Derimod kommer der ikke noget godt ud af at benævne børnene, mener Lotte Wibe: “Der findes jo ikke “inklusionsbørn”. Der findes børn. Og så findes der et værdigrundlag om, at børn skal være inkluderet. Så man kan fx sige, at her er en klasse med forskellige børn, hvoraf nogle i perioder har sværere dage end andre, men så er der til gengæld den her form for støtte til klassen,” siger hun.

“Som lærer og pædagog står man i dagligdagen med en stor arbejdsopgave, hvor man dag efter dag skal levere klasseledelse, god og afvekslende undervisning, relationskompetence og have et blik for fællesskabet og den enkelte elev. Ind i det arbejde giver det arbejdsro, at man som forældre og skole har sat nogle rammer for samarbejdet i en handleplan og har en gensidig tillid til hinanden,” siger Lotte Wibe og tilføjer:

“Der vil være dage med udfordringer for både barnet og samarbejdet, hvor man må se tilbage på den gensidige aftale og stole på, at både hjem og skole ønsker en faglig og trivselsmæssig god udvikling for barnet.”

LÆS OGSÅ: Forældre: 10 forudsætninger for at inklusion kan lykkes

Udgivet: Februar 2026