Forsker:
Inklusionsforsker Lotte Hedegaard-Sørensen fortæller, hvad der skal til for at flere børn med særlige behov kan være en del af almenområdet. Og hvordan hun ser på den nye politiske aftale om inklusion og fravær.
TEKST: ANDY HØJHOLDT
ILLUSTRATION: METTE EHLERS
L otte Hedegaard-Sørensen har forsket i inklusion og eksklusion i skolens undervisning gennem de sidste mere end 20 år. Hendes forskning viser, at inklusion ikke kun handler om, hvor børn placeres men om, hvordan undervisningen og den øvrige inklusionsindsats faktisk organiseres.
Særligt to forhold er vigtige:
1. Selve undervisningen: “Det er yderst vigtigt at få specialpædagogiske greb, metoder og strategier indarbejdet i almenundervisningen til glæde for alle børn,” forklarer Lotte Hedegaard-Sørensen.
2. Organisering af støtteindsatser: “Der skal være en tydelig, klar organisering og ledelse af skolernes indsats for elever på kanten af fællesskaberne.”
Ny aftale er godt nyt…måske
Så er den nye aftale i overensstemmelse med den førende forskning på inklusionsområdet? Det korte svar fra Lotte Hedegaard-Sørensen er: Ja. Overordnet er hun positiv over for aftalens tilgang til skolernes inklusionsopgave:
“Jeg synes, det er det rigtige fokus, der skubber inklusion og mulighederne for at inkludere i en bedre retning.” Kernen i aftalen om, at skolen hurtigere skal iværksætte støtte, er godt. Det er ifølge forskeren et vigtigt skridt:
“Ideen om at få hjulpet de børn meget hurtigere det er dét, vi alle sammen skal arbejde hen imod. Så det er superdejligt, at der også er fokus på det i aftalen. Men meget er også uklart endnu,” understreger hun.
En trinvis tilgang
Lotte Hedegaard-Sørensens forskning viser, at hvis der er behov for støtte, skal skolen først prøve at hjælpe børn med støtte i almenundervisningen. Hvis det ikke er nok, kan der sættes mere målrettede indsatser ind tæt på almenundervisningen. Først til sidst kommer egentlig specialundervisning på tale. Indsatsen kan kaldes ”trinvis indsats”. Særligt i Finland har man længe haft gode erfaringer med denne model, fortæller forskeren.
Præcis på dette område er den nye aftaletekst et konkret svar på skolens udfordringer. Den rimer ganske enkelt godt med den nyere inklusionsforskning.
Uklarhed giver usikkerhed
Hvad mener forskeren så om et af aftalens nye begreber: forstærket undervisning? Her bliver Lotte Hedegaard-Sørensen mere skeptisk:
“Teksten er enormt uklar. Jeg forstår godt, at nogen siger: ”Forstærket undervisning” hvad er det? Det er noget, der lige er blevet opfundet.” Når begreber er uklare, kan det betyde, at skoler rundt om i landet fortolker dem forskelligt. Det kan skabe usikkerhed også for forældre, der prøver at forstå, hvilken hjælp deres barn har ret til.
“Der er mange ting, der er uklare i aftalen, og meget der skal fortolkes,” udtaler hun. Så selvom aftalen rummer gode elementer og forsøg på at skabe tydelighed om inklusionsindsatsen, er det stadig noget uklart, hvad indsatsen faktisk kommer til at bestå af. Hvilket reelt gør det svært at vurdere store dele af aftalen.
Forældre får en større rolle
Noget af det mest markante i aftalen er, at forældres rolle skrives tydeligere ind. Skolelederen får pligt til at tage kontakt tidligt og lave en støtteplan, hvis et barn har højt fravær eller mistrivsel. For mange forældre vil det lyde positivt. Det gør det også for forskeren, men…:
“Det lyder supergodt, at man hurtigt laver en støtteplan i samarbejde mellem skole og forældre. Men hvis støtteplanen ikke baserer sig på ordentlig inklusionsekspertise og indsigt, så er vi lige vidt,” understreger Lotte Hedegaard-Sørensen.
“Man bliver fx nødt til at vide: Hvor meget er et individuelt problem? Er der udfordringer i fællesskabet? Hvor meget handler det om undervisningen? Det skal man vide, før man kan sætte rigtigt ind,” uddyber hun. Herved ser hun altså en risiko ved en inklusionsindsats, som lægger op til mindre brug af traditionelle pædagogisk-psykologiske vurderinger udarbejdet af kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning.
Også behov for fleksible løsninger
Hvad er det så særlig vigtigt, at skolerne er opmærk somme på? “Der er ikke én model, der passer til alle. Hvis en skole fx ligger i et socialt udsat område, står den med en social pædagogisk og socialpolitisk problemstilling – ikke kun en undervisningsopgave,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
En tydelig beskrivelse af fx forstærket undervisning er godt, men skoler har brug for frihed til at tilpasse indsatser til de børn og familier, de faktisk møder. Fx står skoler i udsatte områder ofte med langt større sociale udfordringer end skoler i ressourcestærke kvarterer, understreger forskeren.
“Inklusion lykkes ikke ved, at børn skal tilpasses en fast skoleform. Den lykkes, når skolen tilpasser sig børns forskellige behov gennem fleksibel undervisning, special pædagogisk viden tæt på klassen, tydelig organisering og tid til samarbejde. Aftalen peger i den retning. Men den efterlader også ubesvarede spørgsmål om ressourcer, faglig understøttelse og uklare begreber.”
Derfor bliver det afgørende, hvordan aftalen udfolder sig på den enkelte skole, og hvordan forældre, lærere og ledelse sammen fylder rammerne med konkret handling. For som Lotte Hedegaard-Sørensen understreger: “Inklusion sker først rigtigt, når skolen tilpasser sig børnene ikke omvendt!”
Ny støtte i skolen – centrale dele af modellen
Støtteplaner skal sikre samarbejde og progression:
Støtteplaner indføres for elever, der har bekymrende fravær og/eller ikke trives fagligt eller socialt.
Skolen skal tilpasse sig barnet:
Aftalen lægger op til, at undervisning og skolemiljø tilpasses børns forskellige behov ikke omvendt.
Støtte tæt på fællesskabet:
Hjælp skal gives trinvis: først i klassen, derefter i målrettede forløb tæt på almenundervisningen. Specialundervisning bruges først, hvis andet ikke rækker.
Forstærket undervisning:
Introduceres som beskrivelse af en støtteform, der ligger mellem almindelig undervisning og egentlig specialundervisning. Formålet er, at flere elever med særlige behov kan blive i almenfællesskabet. Den gives på baggrund af en støtteplan. Forældre kan selv anmode om tilbuddet og kan også sige nej.
Tydelig ledelse og organisering:
Skoleledelsen får større ansvar for at sikre, at støtteindsatsen er planlagt og koordineret.
Forældre som aktive partnere:
Forældre skrives tydeligt ind i processen. Skolen skal tage tidlig kontakt og lave støtteplaner i samarbejde med hjemmet. Forældre kan som noget nyt klage til kommunalbestyrelsen over skoleledelsens beslutninger.
Kilde: uvm.dk
Udgivet: Februar 2026
