En tidligere folkeskoleelev om karakterer:
“Jeg lærte at få 12, men ikke at være mig selv“

Først pjækkede Sevinç fra timerne, så blev hun en ”12-talsmaskine”. Her fortæller hun om en skoletid, hvor tal var vigtigere end trivsel, og hvor ingen spurgte, hvordan hun egentlig havde det.

FORALT TIL: MAJ CARBONI
FOTO: JON BJARNI HJARTARSON

I 6. og 7. klasse kom jeg næsten ikke i skole. Jeg stod tidligt op hver morgen, gjorde mig klar og mødtes med min veninde. Men i stedet for at følges i skole, gik vi den modsatte vej. Vi tog ofte ud i naturen. Blandt andet i Hareskoven, hvor vi lavede bål og badede i søen. Jeg havde brug for noget andet end at sidde stille i et klasselokale og gøre, hvad lærerne sagde. I naturen fik jeg en følelse af frihed.

Jeg havde ondt i hjertet dengang. Ikke sådan fysisk, men mentalt. Det var en stille smerte, jeg ikke kunne forstå eller forklare. Jeg tror, det var en blanding af mange ting. Jeg kedede mig i skolen, og samtidig kunne jeg mærke, at jeg ikke var som de andre. Jeg blev forelsket i piger, men kom fra en religiøs familie, hvor det ikke rigtig kunne finde plads. Jeg var én person derhjemme og en anden i skolen.

Til sidst blev mit fravær så stort, at min mor og jeg blev indkaldt til samtale med min lærer og SSP. Der fik jeg at vide, at jeg skulle tage 8. klasse om, hvis jeg ikke ændrede mig. Så det gjorde jeg.

I folkeskolen lærte jeg hurtigt, at tallene betød alt. Fik man 12, var man god. Fik man 7, var man middel. Alt under det føltes som et nederlag. Jeg begyndte at leve for karaktererne. De blev mit bevis på, at jeg kunne noget – at jeg var værd at satse på.

“Jeg tror, jeg lærte for tidligt, at min værdi lå i et tal.”

Jeg tillagde karaktererne en enorm betydning. I starten oplevede jeg dem som noget negativt – jeg følte, at jeg præsterede bedre, end tallene viste. Men hurtigt blev de mit mål. Jeg ville ikke stille spørgsmål i timerne, for hvad nu, hvis læreren troede, jeg ikke forstod stoffet? Hvad hvis det trak min karakter ned? Så jeg sad stille, gjorde alt rigtigt og holdt det hele inde.

Jeg er et konkurrencemenneske, så jeg ville have 12 hver gang. Og det fik jeg. Jeg blev en ”12-talsmaskine”, som jeg selv kaldte det. 12-tallet blev en rus. Et øjebliks lykke, der hurtigt forsvandt igen. Jeg jagtede følelsen, men den gjorde mig ikke lykkeligere. Jeg var blevet god til skolen, men dårlig til at have det godt. Jeg tror, jeg lærte for tidligt, at min værdi lå i et tal. Selv når jeg gjorde alting rigtigt, følte jeg mig forkert.

Selvom jeg præsterede fagligt, havde jeg svært ved at være i skolen. Jeg blev tit smidt ud af klassen, fordi jeg satte spørgsmålstegn ved lærerens autoritet og kunne komme med spydige bemærkninger. Når døren lukkede bag mig, følte jeg mig som verdens største fiasko. Jeg stod ude på gangen med mine ting og kunne kun tænke på at komme væk – også fordi jeg havde brug for at græde. Så gik jeg i kiosken eller en tur i skoven. Skolen prøvede at hjælpe på den måde, skoler gør: samtaler, systemer, planer. Men jeg havde ikke brug for flere møder. Jeg havde brug for, at nogen så mig, som jeg var. Ikke som en sag eller et problem, men som et barn, der ikke havde det godt.

Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at det havde gjort en stor forskel for mig, hvis undervisningen ikke kun fokuserede på, at man skal have gode karakterer – hvis skolen også havde handlet om at være menneske. Jeg ville ønske, jeg havde fået lov at være nysgerrig i stedet for at prøve at blive perfekt. At nogen havde talt med os om trivsel, selvværd, forskellighed. Hvis man ikke bare blev målt på det samme som alle andre. For når man hele tiden bliver bedømt, glemmer man at mærke efter, hvem man er. Børn har ikke brug for karakterer. De har brug for at lære, at de er noget værd – også før nogen måler det. Lærerne gjorde, hvad de kunne, men de havde for mange elever og for lidt tid.

Sevinç er i dag 22 år, fortæller og projektmedarbejder på C:NTACT. Ved siden af er hun forfatter hos Lindhardt & Ringhof.

Om C:NTACT

Sevinç er fortæller og projektmedarbejder på C:NTACT. Sevinç er fortæller i forestillingen KALD MIG BARE SNOWFLAKE om unges oplevelser af stress og pres i deres liv (støttet af Ebbefos Fonden).

C:NTACT er en socialøkonomisk virksomhed, som bruger kunst til at skabe forståelse og forandring. De inviterer mennesker med forskellige sociale, etniske og religiøse baggrunde på scenen for at formidle deres personlige historier med kunstneriske virkemidler. C:NTACT kommer ud på skoler til både elev- og forældrearrangementer med unge fortællere inden for emner som et liv på kanten, diskrimination, rusmidler, demokrati, seksualitet, psykisk sårbarhed og mistrivsel i skolen. Efter forestillingerne er der Q&A, hvor fortællere og publikum kan spejle sig i hinanden. Der er som regel også udarbejdet undervisningsmaterialer til forestillingerne. Læs mere eller book på www.contact.dk