Tidligere folkeskoleelev om karakterer:
“Fagligt lå jeg i toppen, men mit selvværd var i bund“

For Levi blev karaktererne en måde at bevise sit værd på. I dag forsøger han at aflære præstationskulturen og genfinde glæden ved at lære for sin egen skyld.

FORALT TIL: MAJ CARBONI
FOTO: JON BJARNI HJARTARSON

Jeg kunne virkelig ikke lide at gå i folkeskole. Jeg husker mest skolen som et sted, hvor jeg aldrig helt følte, jeg passede ind. Det sociale var svært for mig, og jeg havde svært ved at regne de sociale koder ud, som virkede til at falde de andre så naturligt. Jeg brugte alt min energi på at observere, analysere og forsøge at kopiere i en alt for ung alder. Når jeg kom hjem, var jeg udmattet og havde brug for tid alene for at kunne lade op. Der blev aldrig taget fat i, at jeg havde det dårligt i skolen, fordi jeg klarede mig godt fagligt, var stille og ikke lavede problemer. Jeg ved ikke, om de ikke så det, eller om der bare ikke var ressourcer til at tage sig af det. Der var jo andre, som både havde det svært fagligt og socialt.

Jeg glædede mig til den dag, jeg kunne få karakterer. Jeg voksede op med en forestilling om, at gode karakterer betød et godt liv. Mit selvværd var lavt, men jeg havde et håb om, at karaktererne ville bevise, at jeg var god nok. Men uanset hvor høje karakterer jeg fik, følte jeg mig aldrig tilfreds. Det var ligesom at prøve at putte et plaster på et kødsår. Karaktererne lærte mig at søge anerkendelse udefra i stedet for at mærke efter, om jeg selv var tilfreds. Et godt selvværd skulle jeg finde et andet sted, kan jeg se i dag. 

Karaktererne kom til at dræbe min glæde ved at lære. I begyndelsen af min skoletid havde jeg en stor nysgerrighed på verden og havde lyst til at lære nye ting. Det begyndte at ændre sig. Særligt da karaktererne kom ind i billedet. Læring blev til noget målbart – noget, der skulle vurderes og bedømmes. Så handlede det ikke om at fordybe sig og forstå, men om at gøre det rigtige for at få det rigtige tal. Jeg kom helt væk fra mit naturlige videnbegær. Det var pludselig kun det, der stod i pensum, som var vigtigt for mig. Først mange år senere gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig mistede dengang. Jeg tror også, at det er det, der har gjort, at det har været så svært for mig at vælge uddannelse. Lige pludselig skulle jeg mærke efter, hvad jeg selv ville, og hvad, jeg syntes, var spændende.

Der var sociale færdigheder, jeg aldrig havde lært.  Det fandt jeg først ud af, da jeg kom på efterskole i 9. klasse, hvor jeg blev konfronteret direkte med det af en lærer. Det var der ingen, der havde hjulpet mig med i folkeskolen. Det var en mærkelig erkendelse – at have klaret sig godt på papiret, men stadig føle sig usikker på alt det menneskelige. Heldigvis er de haltende sociale kompetencer noget, jeg er kommet efter efterfølgende. Det første, jeg gjorde efter gymnasiet, var at komme så langt væk som muligt fra karakterer og præstationskultur. Jeg flyttede ud på en lille ø midt i Øresund, Ungdomsøen. Her blev fejl fejret. Det at gøre noget og engagere sig, var vigtigere end at lære noget. Det endte med at lære mig langt mere, end jeg nogensinde gjorde i det ordinære skolesystem.

Hvis jeg ser tilbage på min folkeskoletid, tænker jeg, at det, jeg havde brug for dengang, var mindre fokus på præstation og mere fokus på dannelse. På at lære, hvordan man er i verden, hvordan man har det godt, og hvad man interesserer sig for. Jeg tror, mange børn kunne have haft det bedre, hvis vi ikke blev gjort til tal på et papir. Jeg tror, det havde gjort en forskel, hvis vi i folkeskolen havde talt mere om, at mennesker er gode til forskellige ting. At man ikke behøver at være god til alt for at være noget værd. Den forståelse manglede jeg.

I dag prøver jeg at genfinde min nysgerrighed og lære igen – ikke for at bevise noget, men fordi jeg oprigtigt synes, det er spændende. På mit studie arbejder vi projektbaseret, og fejl bliver set som en del af processen. Det er et stort skift fra den skoleverden, jeg voksede op i. Jeg prøver stadig at aflære præstationskulturen – at turde stille spørgsmål uden at være bange for at virke dum. Jeg kan mærke, hvor dybt det sidder i mange af os: frygten for at fejle, når man bliver målt og vejet. Jeg tror, at karakterer gør os afhængige af andres vurdering. Vi lærer tidligt, at vores værdi ligger i et tal, i stedet for i alt det, vi faktisk er. Og den tanke er svær at slippe. 

Levi er i dag 24 år, fortæller hos C:ONTACT og i gang med en bachelor i bæredygtigt design på Aalborg Universitet i Sydhavnen. 

Om C:NTACT

Levi er fortæller hos C:NTACT i forestillingen ZIGZAG om unges ikke altid lige vej i uddannelsessystemet (støttet af Egmont).  

C:NTACT er en socialøkonomisk virksomhed, som bruger kunst til at skabe forståelse og forandring. De inviterer mennesker med forskellige sociale, etniske og religiøse baggrunde på scenen for at formidle deres personlige historier med kunstneriske virkemidler. C:NTACT kommer ud på skoler til både elev- og forældrearrangementer med unge fortællere inden for emner som et liv på kanten, diskrimination, rusmidler, demokrati, seksualitet, psykisk sårbarhed og mistrivsel i skolen. Efter forestillingerne er der Q&A, hvor fortællere og publikum kan spejle sig i hinanden.  Der er som regel også udarbejdet undervisningsmaterialer til forestillingerne. Læs mere eller book på www.contact.dk 

LÆS OGSÅ: En tidligere folkeskoleelev fortæller: “Jeg lærte at få 12, men ikke at være mig selv”

LÆS OGSÅ:Elever presses og mister læring i jagten på karakterer

Udgivet: November 2025