Mavesmerter førte til skoleskift:
Marius fik det godt igen på byens mindste skole
En klassesammenlægning lige før 6. klasse førte til, at Marius fik massive mavesmerter og stort skolefravær. Det var en svær beslutning, men skoleskift viste sig at være det helt rigtige.
TEKST: LINE FELHOLT
FOTO: IVAN PROKHOROV, UNSPLASH
Det er de sidste uger i 5. klasse før sommerferien. Tre klasser er lagt sammen til to. Nanna er fuld af forhåbning, for hendes søn Marius har aldrig haft det rigtig godt i sin klasse. En klasse, som af skolen betegnes som ’livlig’. Marius er en følsom dreng, og han trives ikke med de vilde drenge, og de er heller ikke søde ved ham.
Derfor er det heldigt for Marius, at skolen af økonomiske årsager vil lægge de tre klasser sammen til to. Nanna tænker, at det netop kan give mulighed for en ny start for hendes dreng. Og den nye klassesammensætning falder endda heldigt ud.
”Han slipper for nogle af de drenge, der ikke har været særligt søde ved ham. Så det skal nok gå,” tænker Nanna.
Men der går ikke mere end en uge i den nysammensatte klasse, før Marius begynder at få ondt i maven. Nanna tænker i første omgang ikke så meget over det, og hun håber, at det bliver godt, så snart klassen rystes mere sammen efter sommerferien.
”Men allerede på fjerdedagen efter sommerferien vil han ikke i skole,” siger Nanna om Marius, der på det tidspunkt er 12 år.
Uroen blev værre
Selvom Marius aldrig har haft det godt i den urolige klasse og også har haft lidt ondt i maven før sammenlægningen, har han ikke haft det store fravær.
”Jeg var nok ikke så lydhør og sagde: Du har ikke feber, og du kaster ikke op, du skal bare i skole. Det var en fejl,” erkender Nanna i dag.
For fra sammenlægningen bliver alting meget værre. Der er nye lærere, som ikke får styr på klassen fra start af. Blandt andet fordi den ene lærer er væk på efteruddannelse i otte uger lige efter opstarten.
Den nye klasse viser sig også at være ’livlig’, og uroen bliver faktisk værre. Desuden er der nogle piger, som opdager, at Marius har en kæreste. De kalder kæresten grim og spørger hele tiden ind til, hvorfor de er kærester. Derudover bliver han kaldt doven, og at han pjækker, når han ikke er i skole. Det er ikke kun hans egen klasse, men også børn fra de mindre klasser, der driller ham.
Der går dog noget tid, inden han for alvor fortæller Nanna om problemerne. I mellemtiden bliver mavesmerterne massive og betyder, at Marius er rigtig meget hjemme. Han gennemgår en stor udredning på hospitalet med blodprøver og scanninger. Men lægerne finder ikke noget fysisk i vejen med ham. I stedet lyder diagnosen: Funktionelle mavesmerter. Det vil sige uden forklarlig grund og formentlig udløst af psykisk pres.
”Der begynder jeg at blive mere og mere klar over, hvor slemt det er for ham i skolen,” fortæller Nanna.
Konflikt med læreren
Hun holder flere møder med skolen, og det bliver besluttet, at Marius skal på ’nedsat tid’. Det vil sige kun komme til de timer, han selv har lyst til. Han får også lov til i frikvartererne at gå ned i en pausecafé på skolen, hvor der er en specialpædagog, som han taler godt med, og som han har haft et forløb med; Barnets Stemme, som er en løsningsfokuseret indsats, der skal sikre, at udsatte børn og unge aktivt inddrages i beslutninger om egen trivsel og læring.
”Men der bliver ikke gjort noget ved de elever, der er efter ham i frikvartererne,” fortæller Nanna. Hun forsøger selv at kontakte forældrene, men det hjælper ikke.
På et tidspunkt opstår der også konflikter med hans dansklærer. Det aftales, at Marius skal prøve at komme til dansktimerne igen, men inden Nanna når at nævne det for ham, stopper læreren ham på gangen og siger i en hård tone: ”Nu skal du begynde at komme til dansk’.
”Hun havde tydeligvis ikke lært noget om Marius og de mange møder,” siger Nanna.
Så Marius kommer bange og grædende hjem og er væk fra skolen i dagevis derefter. Nanna må bede læreren om at tale på en mindre konfronterende måde til Marius, men får svaret, at det ikke kan lade sig gøre at tale anderledes til ét barn, for hun har ”25 andre børn at se til”, genfortæller Nanna.
”Der taber jeg alt for hende. Det går jo ikke det her,” tænker Nanna.
Mistrivslen bliver så stor, at Marius fortæller sin mor, at han føler, at alt kan være lige meget – også livet. Han afviser dog enhver tanke om at skifte skole.
”Jeg tror, at han ser det lidt som en straf. Måske på grund af den måde, jeg fremfører det på. Fordi jeg er jo slidt og siger det lidt i affekt også,” erkender Nanna.
På skolen er der en socialrådgiver, som til sidst henviser dem til Familiehuset, hvor de får en rådgiver med erfaring i teenagere, der har det svært i skolen. Dét bliver et vendepunkt.
Sund reaktion
Familierådgiveren afviser efter samtaler med Marius og Nanna, at der er behov for en udredning.
”Der er ingenting i vejen med Marius,” siger hun og tilføjer: ”Han reagerer sundt på en svær situation.”.
Familierådgiveren vurderer, at forholdet til dansklæreren og de andre børn på skolen aldrig bliver godt.
”Jeg tror, din mor skal finde en anden skole til dig,” siger hun.
Dét hjælper. Marius er stadig bange for det, men bliver mere åben for tanken om en ny skole. Nannas første tanke er en privatskole, fordi hun så kan vælge en mindre skole, som måske er mere tryg. Men en privatskole, som Marius er på prøve hos i et par uger, vurderer, at de ikke har ressourcerne til at håndtere hans skoletraumer, som han fortæller åbent om.
”Det er fair nok. Det er kun godt, at de siger det,” mener Nanna.
Hun begynder i stedet at kigge på andre folkeskoler i nærområdet, og der er en del at vælge imellem. Men det er svært for Nanna at vurdere, hvor der er bedst for Marius, selvom hun undersøger dem alle.
Vil ikke skifte
En dag får hun en skole anbefalet, fordi skolelederen er en bekendt af en i Nannas netværk.
”Jeg taler i telefon med skolelederen, og det føles med det samme anderledes,” fortæller hun.
Efterfølgende viser souschefen Nanna og familierådgiveren rundt på skolen. De mærker stor forståelse for det, Marius havde været igennem. Familierådgiveren har også en god fornemmelse og mener, at det vil være det rigtige sted for Marius.
”Vi får et rigtig godt indtryk af skolen,” siger Nanna.
Det viser sig samtidig at være byens mindste folkeskole. En klar fordel, tænker Nanna. Et par dage senere har Marius og Nanna et møde med souschefen og de to klasselærere, som han får, hvis man skifter. Efter mødet siger Nanna til sin søn:
”Det gik da fint”. Hvortil Marius svarer: ”Der vil jeg ikke gå”.
Nanna bliver meget overrasket, for hun oplever netop den tryghed, omsorg og forståelse fra skolen, som de har så hårdt brug for. Men der er en forklaring på Marius’ forbehold:
”Han synes, de var så alvorlige, og at de stillede nogle ubehagelige spørgsmål, så der ville han ikke gå,” fortæller Nanna.
Hun får forklaret ham, at det jo også er meget alvorlige ting, han har fortalt dem om, at de så alvorlige ud, fordi de tog ham alvorligt og vil ham det bedste.
Bliver taget godt imod
Marius ender med at gå med til at skifte til netop den skole. Og skoleskiftet bliver det vendepunkt, de har behov for. I den nye klasse bliver Marius taget godt imod fra start, særligt af en god drengegruppe, som han også har fodbold tilfælles med.
På den nye skole får han en klasselærer, som er god til at skabe ro i klassen og som ser Marius som den følsomme dreng, han er, og gør meget for at få ham godt ind i klassefællesskabet. Marius og lærerne laver også nogle specialaftaler, som giver ham mulighed for at gå afsides eller gå en lille tur rundt om skolen, hvis han får det skidt.
Fraværet falder drastisk med det samme. Selvom mavesmerterne ikke er helt væk. Af lægen får de at vide, at de fortsatte maveproblemer skyldes, at Marius efter mange års mistrivsel mærker alt, der foregår i hans mave, meget tydeligt og voldsommere end de fleste andre. Men det går fremad.
”Fra at være hjemme 70 procent af tiden, er han nu i skole 70 procent af tiden,” siger Nanna og fortæller, at en mindfulness-app også har hjulpet ham til at finde mere ro.
Svært at tro på
Faktisk har Marius det nu så godt i 7. klasse på sin nye skole, at han på eget initiativ har haft overskud til at tage over og sige ordentligt farvel til socialpædagogen i pausecaféen på den gamle skole. Han har også været forbi sin gamle klasse – som han ellers havde nægtet at sige farvel til – og hilst på dem. De gamle lærere stødte han også på, og de var glade for at se ham.
”Men mødet med dansklæreren var ret akavet,” genfortæller Nanna.
”Hun har nok godt vidst, at hun ikke fik gjort det godt nok,” gætter hun på.
Især to ting har ifølge Nanna hjulpet Marius derhen, hvor han i dag er glad for at gå i skole: Samtalerne i Familiehuset og hans fodbold. Fodbolden har været et frirum i alt det svære, og familierådgiveren en god sparringspartner hen mod beslutningen om skoleskift. Som mor er hun lettet, men også forsigtig.
“Jeg er glad for, at vi er ude på den anden side, og han har det godt. Men jeg tør nok ikke helt tro det endnu,” siger hun.
Hun fortæller dog, at Marius så sent som dagen før har sagt:
”Jeg elsker mit liv nu.”
Derfor er hendes budskab også til andre forældre, at man ikke skal være bange for at tage beslutningen om skoleskift, hvis trivslen er væk.
Udgivet: Maj 2026
