IInklusionsbørn, ja, ordet i sig selv er med til at skabe et billede af børn, som er alt andet end inkluderede. De har fået et stempel, som tydeligt viser, at de er anderledes, skiller sig ud og ikke en del af fællesskabet, og derfor er det let at give disse børn ansvaret, hvis fællesskabet i klassen ikke fungerer. Men intet kan være mere forkert, det må aldrig blive børnenes ansvar at få skolefællesskabet til at fungere, den opgave er skolens i samarbejde med forældrene.

Skolen er rammen om fællesskabet, og derfor er det skolens ansvar og opgave at stille de nødvendige ressourcer til rådighed, så fællesskabet i klassen kan fungere til alle børns bedste. Fællesskabet fungerer ifølge eksperter, når der er en tydelig klassekultur med fælles normer, værdier og regler for fællesskabet, og når der er gode relationer mellem klassens voksne og børnene.

Skolebestyrelsen er gennem folkeskoleloven forpligtet til at udarbejde et værdiregelsæt med værdier, ordensregler og anti-mobbestrategi for hele skolen, og det er skolelederens og medarbejdernes opgave at føre strategien og reglerne ud i hverdagen i skolen – i samarbejde med eleverne og forældrene, med skolen som den ansvarlige og udførende part. Den opgave er for stor og for vigtig til, at den alene kan løftes af klassens forældre eller af eleverne selv. Selvfølgelig skal elever og forældre involveres og inddrages, som vi ser eksempler på i dette nummer af SKOLEBØRN, men ansvaret er skolens.

Det er ikke en let opgave, og forudsætningen for at få fællesskaberne til at fungere er, at ressourcerne er til rådighed, både de økonomiske ressourcer og de menneskelige ressourcer.

Inklusion er blevet en spareøvelse i alt for mange kommuner. Pæne ord om, at pengene følger barnet lyder hult, når det reelt betyder, at et barn som flyttes til en specialskole koster den afgivende skole penge, og kun når barnet flyttes den anden vej, kommer der økonomi med barnet. Incitament hedder det, når lokalpolitikere skal forklare det, men på skolerne ligner det en straf, når et barn med behov for et specialtilbud bliver en omkostning for skolen.

Pengene skal bruges til uddannelse af personalet og til at have det relevante personale til rådighed på skolen. Forældrene og eleverne skal også klædes på til at skabe et fællesskab med børn, som skiller sig ud. Vi skal have viden om børnenes – alle børnenes - særligheder, deres styrker og deres udfordringer, så vi forstår og kan agere i et fællesskab af forskelligheder.

Og en sidste opfordring: Lad os afskaffe begrebet inklusionsbørn og blot tale om børn, forskellige børn, for når alle er forskellige er ingen anderledes.