TEKST ULLA HINGE THOMSEN

FOTO LARS BERTELSEN

Multitalentet og lærerbarnet Sigurd Barret har fem børn og

dermed 12 år bag sig og otte foran sig som skoleforælder. Han elsker folkeskolen for at lære børnene at indgå i et fællesskab og hilser samtidig en øget fokus på faglighed velkommen.

Egentlig lå det ikke i kortene, at Sigurd Barret skulle blive fast gæst i den danske folkeskole i hen ved 30 år. Begge hans forældre og hans svigerfar, der alle selv var lærere, advarede nemlig Sigurd og hans kone imod at lægge børn til.

“Da vores første barn skulle starte i skole, var de blevet rigtig godt trætte af det med altid at skulle have de svageste med. De havde lyst til, at deres børnebørn skulle gå et sted, hvor der var ambitioner,” fortæller Sigurd Barret, der fulgte rådet og gik på jagt.

“Vi undersøgte forskellige privatskoler, men den folkeskole, vi hørte til, havde et fantastisk ry, lå bogstavelig talt for enden af vejen – man kunne nå derhen på 37 sekunder! – og så talte vi om, at der også var noget solidaritet i det. Hvis ALLE siger ‘mit barn er noget særligt og skal gå på privatskole’, kan vi jo lige så godt nedlægge folkeskolen. Så vi blev enige om at gøre det i stedet for at flygte med det samme.”

 

Velkommen i fællesskabet

Den beslutning har han ikke fortrudt. For de 37 sekunder nede ad vejen mødte først hans søn og siden hans fire døtre en folkeskole, der afkræftede de negative fordomme.

“Det var og er en dejlig skole med gode, inspirerende lærere og et godt miljø med samarbejde. Jeg blev virkelig overrasket over, hvad folkeskolen kunne.”

Især indskolingen imponerede med sin evne til at socialisere de små nye.

“De brugte blandt andet ‘Trin for Trin’-programmet, hvor de lærte at mærke deres følelser og forstå fællesskabet – noget, jeg tror er vigtigt at give vores børn i denne her jeg-orienterede tid. Selvfølgelig skal der også være læring, men som udgangspunkt synes jeg, at en gruppe børn, der lærer, at de er et lille samfund, er ekstremt vigtigt i indskolingen. Det var vores folkeskole god til.”

 

Sigurds lektiecafe

Også fagligt har Sigurd Barret langt hen ad vejen været godt tilfreds. Måske lidt for tilfreds.

“For at gribe i egen barm har jeg nok ikke været god nok til at følge op på undervisningen og sige ‘skal vi lige finde Stavevejen frem?’. Jeg har haft tillid til, at det fandt de nok ud af i skolen. Det var jo lærernes faglighed, og hvis jeg passede mit job, passede de nok deres.”

Derfor kom det som et chok, da Sigurds søn i ottende klasse pludselig ikke havde lavet lektier i matematik i seks måneder. Eller da en af hans døtre fik et rigtig skidt resultat i en nationaltest. Så nu er der strammet op på lektierne i familien Barret.

“Jeg har indført lektiecafé herhjemme. Så tager vi bøgerne frem og går ind på intra. Jeg har det ellers lidt anstrengt med intra – jeg bliver stresset af alt det, jeg skal tage stilling til – men det er man bare nødt til som ansvarlig forælder. Ellers bliver det alt for let for børnene at sige ‘det har jeg lavet!’. Så det gør vi nu – og forsøger at hygge os med det.”

 

På landevejen med far

Sigurds børn bliver dog stimuleret på mange andre måder end lige over lektierne. Med hundredvis af kilometer på landevejen hvert år er der rig lejlighed til at tale både geografi, historie og – selvfølgelig – musik.

“Så snakker vi om, hvilken bro, vi kører over nu, eller hvilken kendt komponist, der boede på Fyn. Jeg synes, det er fedt at snakke om noget, frem for at de sidder med hørebøffer på. Omvendt gider jeg ikke være en professorfar, hvor de skal lære noget, hver gang vi er sammen.”

Lære noget skal de dog. Det står mere og mere klart for ham, jo ældre hans børn bliver.

“Jeg synes, det er vigtigt, at mine børn får en bred viden om verden, at de er hele mennesker, og at de kan være i et fællesskab. Men nu hvor jeg har store børn, begynder jeg da også at tænke ‘hvordan kommer de mon til at klare sig i verden?’”

I en tid, hvor alle taler om, at kineserne kommer og overtager os, mens vi sidder i rundkreds og hygger os, er svaret dog ikke blind kopi af den form for disciplin, tror han.

“Hvis man skal kunne udtrykke noget som menneske, er man nødt til at vide, hvem man er, og det lærer man ikke af at sidde på en skolebænk hele tiden. Jeg tror på, at vi har en sans for kvalitet og en tænkning, som er bedre end kinesernes.”

Omvendt kunne han godt ønske lidt mere tryk på den faglige gaspedal i de store klasser.

“Udskolingen har været folkeskolens achilleshæl. Gudskelov er den jo befolket af ekstremt mange dygtige og ambitiøse lærere, som godt kan se, at udskolingen halter, og har gjort tiltag for at løse det problem. Det hilser jeg velkommen!”