Husk, at der altid er to sider af en sag

Som det første skal man møde sit barns følelser. Samtidig skal man altid være bevidst om, at der er mindst to versioner af en konflikt mellem to børn. Det er en god ide at spørge ind til situationen: Hvad skete der, hvor skete det, hvad gik forud for, var der andre (i så fald, hvad gjorde de), hvor meget skete der. Spørg også gerne ind til dit barns følelser omkring situationen og kom ind på, hvordan det andet barn monstro føler. Det er vigtigt, at børn øver sig i at forstå hinanden og se ting fra de andres perspektiv. Alle børn vil i bund og grund gerne have gode venner. Det er bare ikke alle børn, der har strategier, som andre forstår og accepterer.

   Spørgsmålene må ikke have karakter af et forhør, men i stedet en åben interesse for, hvad der er sket.

Overvej hvordan I kommer videre

Brug svarene fra denne samtale som baggrund for at overveje, hvordan I kommer videre. Spørg også dit barn om hans/hendes idéer til at få løst situationen. Hvis konflikten bunder i en misforståelse, vil børnene som regel gerne hurtigt videre. Måske vil de slet ikke vende tilbage til konflikten/uoverensstemmelsen. Måske vil de spørge deres kammerat om de skal være gode venner igen. Eller måske vil de selv sige undskyld, fordi de godt kan se, at de selv har en andel i konflikten. Hvis konflikten har været slem for barnet, kan det være en god idé, at ringe til den andens forældre. Måske kan I voksne hjælpe børnene på rette spor igen. Det kan også være en god idé at bede om hjælp hos skolen eller fritidsinstitutionen. Mange skoler har sat deres mægling blandt børnene i system.

LÆS OGSÅ: Må vi so få ro! Men hvordan? Nye metoder til at bekæmpe uro

Tal om, hvad man kunne gøre en anden gang

Det er vigtigt, at børn lærer at tænke i løsninger og forsoning. Derfor er det en god idé at tage en snak om, hvordan barnet kunne reagere på en lignende situation en anden gang. Har dit barn selv forslag? Man kan også selv tilbyde en god idé eller fortælle, hvordan man klarede sådan nogle situationer, da man selv var barn – eller man kendte et andet barn, der havde held med denne eller hin strategi. Det er vigtigt, at voksne prøver at udvide børns repertoire både i forhold til, hvad man kan tænke om situationer, og hvad man kan sige og gøre i selve situationen.

Aftal i klassen, hvem man kontakter, hvordan og hvornår.

Det en god idé på et forældremøde at aftale en rækkefølge for, hvem der skal kontaktes i hvilke situationer og hvordan. Måske behøver man ikke reagere første gang. Hvis man vurderer, at der skal reageres på en situationen, vil jeg anbefale at kontakte det andet barns forældre først. Husk at være åben for det andet barns version af historien, undgå at være anklagende og have fokus på løsning af konflikten. Man kunne for eksempel indlede samtalen ved at sige ”Mit barn har oplever sådan og sådan. Hvordan har dit barn oplevet det?”. På den måde kan man få vendt de forskellige versioner af historien og måske sammen hjælpe forsoningen på vej. Hvis det er gentagne mønstre, kan det være fint at kontakte kontaktforældrene. Kontaktforældrene har ofte styr på i hvilke situationer skolen anbefaler, at lærere, ledelse og skolebestyrelse skal inddrages. Det kan være godt at skelne mellem dem, der skal informeres - og dem, der skal handle. Nogle skal måske begge dele.

LÆS OGSÅ: Mentalisering: Tanketræning kan gøre børn mere robuste

Fokusér på løsninger

Det er også rigtig vigtigt, at omsorgsfulde/ bekymrede forældre ikke kommer til at vedligeholde konflikter. Forældre kan - uden det er deres hensigt - komme til at fastholde mønstre/fortællinger om børn og konflikter, fordi de er engagerede. Desværre ses af og til alliancer blandt forældre, som ingen børn har glæde af – især ikke hvis de overhører de voksnes samtale. Børnene kan komme til at føle sig i en gevaldig klemme. Børn har fortalt, at de ville ønske de aldrig havde sagt det til forældrene – og faktisk har de det fint med kammeraterne igen.

   Man skal huske på, at hvis man leder efter dårlige situationer, bliver man ekspert i disse. Hvis man leder efter forståelse og et rigt repertoire af løsninger, bliver man ekspert i det. Forældre er supervigtige – de er rollemodeller for deres børn. Så de skal være opmærksomme på, hvad og hvordan de fokuserer.