Demokratisk ideal udfordrer skolerne

Tidligere priste man det lydige barn, som slog øjnene ned når de voksne talte. I dag værdsætter man det selvstændige barn, der kan gå i dialog og diskutere med de voksne. Pædagogikken og opdragelsen af børn har ændret sig markant de senere årtier.

   ”I dag bliver børn bliver lyttet til og inddraget på en måde, der ikke er set før i historien. Forældre skal ikke som tidligere bare udstikke regler og sanktioner. Nu forventes de at indgå i dialoger med deres børn. Vi sidder over middagsbordet og snakker om barnets dag med stor indlevelse. Vi taler om, hvad man kunne  have gjort anderledes og tolker på deres erfaringer og følelser. Det er blevet en del af familielivet,” siger Eva Gulløv. På mange måder er det et ideal at inddrage børn og unge i hjemmets beslutninger og gå i dialog med dem. Samtidig bliver netop forhandlingskulturen også kritiseret.

   ”Det bliver problematiseret, at børn og unge ikke får klare retningslinjer og mangler tydelige voksne. De mangler ansvar for fællesskabet og skal derfor i mindre grad sættes i centrum,” siger Eva Gulløv.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Sådan opdrager forældre deres børn

Pas på fundamentet for demokratiet

Det skaber dagligt udfordringer i både skoler og hjem, at børn og unge udfordrer de voksnes autoritet. Der er for meget uro og for lidt respekt for pædagoger og lærere. Børnene forhandler for meget og sætter de voksne i vanskelige situationer, når de insisterer på at blive set som individer, lyder kritikken. Dér skal man huske på, hvorfor den antiautoritære pædagogik opstod, mener Eva Gulløv.

   I kølvandet på 2. Verdenskrig og Østblokkens tilblivelse blev der i 50’erne og 60’erne reflekteret over, hvordan vi som samfund ikke skulle komme i samme situation igen. Det kunne gå så galt, fordi folk i for høj grad gjorde, hvad magthaverne sagde de skulle, i stedet for at tage kritisk stilling og sige fra. Derfor var der folk, der argumenterede for, at der skulle gøres op med lydighed og underkastelse, og det blev gradvist bortkastet som ideal for opdragelsen i hjemmet og i skolen.

   ”Det er netop evnen til at kunne fortolke og gå i dialog, der er fundamentet for et funktionelt demokrati og derfor har det været en af kerneværdierne i efterkrigstiden i Danmark og i de øvrige skandinaviske samfund. Derfor handler debatten om opdragelse også om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have,” siger hun. Idealet om, at børn skal inddrages demokratisk og turde sige deres mening er af relativ ny dato og er ikke en større selvfølgelighed end, at det kan laves om igen, mener Eva Gulløv.

LÆS OGSÅ: Uopdragen? Det er en svær balancegang at opføre sig ”velopdragent” i skolen

Skolen må påtage sig den demokratiske dannelse

Den antiautoritære opdragelse står for skud, men Eva Gulløv vil gerne slå et slag for den.

   ”Der er masser af lærere og pædagoger, der helt berettiget synes det er besværligt. Men vi skal passe på med ikke at være for hurtige til at skyde den antiautoritære opdragelse ned, for vi har også vundet meget med den, som vi skal passe på ikke at sætte over styr,” siger hun.

   Spørgsmålet er hvordan de udfordringer, der er opstået i kølvandet på den antiautoritære opdragelse, skal løses og adresseres. Eva Gulløv taler for, at det skal løses på skolerne snarere end ved at bebrejde forældrene, at de ikke opdrager godt nok. Forældrene kan jo af gode grunde ikke løse problemerne i skolerne.

   ”Det er bøvlet at lære børn om dialog og demokratisk deltagelse, men det er også værdifuldt. Fordi demokratisk dannelse er besværligt skal der også være mandskab nok i skoler og daginstitutioner til at håndtere det. Det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, når en lærer er alene, med 28 elever i en klasse,” siger hun.