Forrige - Næste

SIDE 11/15

Kære Forældrerådgivning

Vores datter går i 2.klasse og er en meget intelligent pige, der absolut ingen faglige problemer har i skolen, men vi har i den seneste tid oplevet, at hun har ændret sig. Fra at være en glad pige bliver hun nu let vred og er meget pirrelig. Hun klager tit over mavepine og hovedpine og vil ikke i skole. Noget vi aldrig har oplevet før.

Hun vil heller ikke have veninderne fra klassen på besøg længere. De er os bekendt ikke uvenner, men vores datter fortæller, at hun er for træt i hovedet til at lege efter skole.

Det skal siges, at hendes matematiklærer sagde op efter juleferien, og der er ikke kommet en fast lærer på endnu, og hendes klasselærer/dansklærer er langtidssygemeldt.

Vores datter klager meget over larm og støj i klassen, og siger der er mange, dog ikke vores datter, der bliver kaldt ved øgenavne.

Jeg valgte at tage med i skole og med mine egne øjne se, hvordan hendes skoledag var. Jeg må sige, at jeg godt kan forstå hende. Der var rigtig meget larm og kaos, og sproget var meget grimt, uden at nogen af de to vikarer brød ind. Vikarene skældte meget ud, men det bidrog mest til en forøgelse af larmen og skabte blot flere konflikter.

Vi overvejer nu, om vi skal skifte skole, eller blot bide tænderne sammen og håbe på, der snart bliver ansat en ny matematiklærer og dansklæreren, som vi har været glade for, kommer tilbage. Kan vi have tillid til at problemer bliver løst hurtigt? Vi synes det er dyrebar tid for vores datter, der går til spilde.

Hvis vi vælger at skifte skole, hvordan er reglerne så? Vi overvejer en anden folkeskole ikke så langt fra vores hjem, men er meget i tvivl.

Glæder mig til at høre fra jer.

 

Mor til E

 

Kære ”Mor til E”

Forældre må til stadighed tage en lang række beslutninger og valg på deres barns vegne. Nogle valg er imidlertid sværere at træffe end andre, og skoleskift hører bestemt til den kategori.

Der er vist ingen tvivl om, at jeres datter ikke trives i hendes klasse, som det ser ud for tiden. Spørgsmålet er om det bare er et lille bump på vejen, der hurtigt løses, og om I kan have tillid til at klassen hurtigt kommer tilbage til sin gamle gænge med dygtige lærere, der håndterer klassen godt.

Det lyder umiddelbart som om, I ikke længere har den tillid, og mest hælder til at flytte jeres datter, men måske mangler I noget viden for at kunne tage det endelige valg? I kunne bede skolens inspektør om et møde, og høre om vedkommende kan sige noget om udsigterne til en fastansættelse af en ny matematiklærer, og gøre vedkommende opmærksom på de problemer I oplever, der er i klassen. Alt andet lige kan skolen kun reagere på problemer, de er opmærksomme på eksisterer.

Det er bestemt bekymrende, at jeres datter ikke længere vil have veninder med hjem, når hun tidligere har været en social og glad pige. Måske I kunne tage en snak med sfo’en, om de har oplevet en ændring i den måde klassen er sammen på, og om de også har oplevet en ændring hos jeres datter.

I kunne derudover bede om et møde med den måske kommende skole, så I ved lidt mere om den. Det kan måske give jer et bedre grundlag at træffe beslutningen ud fra.

Alt sammen for at I kan få truffet en beslutning om, hvor jeres datter skal gå i skole, inden hendes trivsel bliver endnu mere påvirket, end den allerede er.

Med hensyn til reglerne om skoleskift, er der frit skolevalg i Danmark indenfor folkeskoleområdet, så længe der er plads på den skole I måtte ønske.

Du er altid velkommen til at skrive igen eller til at ringe til forældrerådgivningen på tlf. 70 25 24, hvis du har yderlige spørgsmål. Der er åbent på hverdage fra kl. 10 til kl. 14.

 

Venlig hilsen og held og lykke

Forældrerådgivningen

 

 

Forældrerådgivningen er Skole og Forældres uvildige rådgivning, som har til formål at give råd og vejledning til alle forældre, der oplever, at deres børn har problemer i skolen. Rådgiverne har stor erfaring med og viden om skoleområdet. I hvert nummer af Skolebørn bringer vi udvalgte spørgsmål og svar fra Forældrerådgivningen i anonymiseret form. Du kan kontakte Forældrerådgivningen på telefon 7025 2468 fra  kl.10-14 på hverdage eller sende en mail til: cb@skole-foraeldre.dk

 

Se også flere spørgsmål og svar på: www.foraeldreraadgivningen.dk