HHele vinteren venter mine børn på sneen. Jeg gør det samme, fordi det gør mørket lettere at trækkes med, når sneen kaster lidt lys ind i ligningen. I løbet af januar begyndte vejrværterne at tale om mulighed for sne og frost, og skolen var med det samme på pletten med et passende dekret af den slags, som kun udstedes i tilfælde af force majeure, og sne på skolens område er force majeure.

Dekretet skitserer de særligt afmærkede områder, hvor snekamp er tilladt. Områderne er klasseinddelte. Et område til indskolingen. Et til mellemtrinet og et til overbygningen.

Der må således kun kastes med sne inden for de afmærkede områder. Der må ikke kastes med sne på nogen, der er (ret meget) større eller mindre end dig selv. Og det er til en hver tid forbudt at sule de andre (sul er den fynske betegnelse for en vasker). Der indsættes ekstra gårdvagter, når skolen er sneramt, og en af lærerne har en særlig indberetningsblanket for de elever, der ikke følger reglerne.

 

Sne for alvor

Det er meget alvorligt med sne, forstod jeg nu. Vi blev opfordret til at gennemgå snereglerne med vores børn derhjemme. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg sprang den del over, fordi det føltes lidt, som om jeg skulle gennemgå en evakueringsplan for en større naturkatastrofe.

Da sneen endelig kom, var begejstringen stor. I hvert fald indtil Carlas for 3. gang skred ud på de isglatte cykelstier og igen lå viklet ind i cyklen med ansigtet i begravet i sne. ”Jeg er færdig med at cykle i sne. Det kommer ikke til at ske igen,” proklamerede hun, mens jeg forsøgte at skille hende og cyklen ad. Jeg gav hende ret. Vi burde have udarbejdet et dekret for, hvordan man skal forholde sig til cykling i snevejr.

Til gengæld var skolens snekamp-dekret nu trådt i kraft, og på morgensamlingen gennemgik lærerne reglerne og understregede, at det var strengt forbudt at gå ind på de andres kampområder. Ifølge dekretet måtte man ikke kaste med sne med de store.

Må man sule sig selv? spurgte en pige så.

Og lærerens svar faldt prompte: ”Nej, det må man ikke, for sne er både koldt og vådt, og det er ikke rart at få sne i ansigtet.”

Så rakte en dreng fra min datters klasse hånden op. ”Må man bygge en iglo af snebolde der, hvor vi ikke må kaste med sne?” ville han vide.

Læreren tøvede. Der var tydeligvis tale om et særtilfælde på grænsen til civil ulydighed. Må man lave snebolde, som man ikke har tænkt sig at kaste med? Hun overgav sig til sidst, men understregede, at snebolde uden for kampområderne kun måtte bruges som byggemateriale. Ikke som våben.

 

For en sikkerheds skyld

Det er svært at have noget imod regler, som forhindrer et tilfældigt barn i at ende nederst i en bunke, mens de store elever stopper jakken fuld af sne. Og det er svært at se sig sur på skolen, fordi de bruger ekstra ressourcer på gårdvagter, så børnenes begejstring over sneen ikke ender i den rene vendetta.

Det, jeg opponerer mod, er tendensen. Voksenkontrollen, der sniger sig ind alle vegne i børnenes liv. Vores behov for at tage alle sorger på forskud. Med en bibel af regler og faste rammer forsøger vi at skærme børnene mod det, der er svært. Better safe than sorry er vores motto i omgangen med børnene. Og det sætter sig alle vegne, så når skolen laver et snekampsdekret, gør de det ikke kun for deres egen skyld, men også for at kunne dokumentere over for forældrene, at situationen er under kontrol. Og situationen er under kontrol, faktisk så meget, at det er forbudt at tage en håndfuld sne og køre den rundt i hovedet på sig selv.

Hvorfor er det så svært for os give slip og lade børnene deres egne erfaringer uden formaninger og indblanding fra de voksne? Hvorfor tør vi ikke lade den eventyrlystne pige fra 2. klasse kaste sig ind i en sneboldkamp med de store fra 7.? Måske ender hun med en masse sne under jakken og beslutter sig for at holde sig væk for fremtiden. Måske har hun det sjoveste frikvarter den vinter.

 

Slip børnene fri

Så for min skyld kan vi godt fyre snedekretet og gå lidt mindre ambitiøst til værks, når det gælder regler og rammer. Vi har ansvar for, at børnene ikke udsættes for decideret fare, men vi er nødt til at turde slippe kontrollen lidt. At være barn handler også om at gøre sig sine egne erfaringer og blive klogere af dem. På den måde lærer de at mærke deres egne grænser og behov, og det er for mig mindst ligeså vigtige kompetencer som de faglige færdigheder.

P.S. Hvis jeg sad i skolebestyrelsen, ville jeg arbejde for, at skolen næste år også afmærker et område til snekampe for voksne. Og et område, hvor forældre i smug kan give deres egne børn en ordentlig vasker.