Peter har lige mistet sin far. Alle på skolen spørger kærligt til, hvordan han har det, og vil rigtig gerne hjælpe. I hvert fald de første tre eller fire uger. Herefter begynder hverdagen igen, og Peter går rundt i sit stille sind og er rigtig ked af det. Lyde og dufte minder ham om hans far, og når læreren beder eleverne om at få underskrevet et papir af mor og far, får han en klump i halsen. Han siger ikke noget, for han føler ikke, at nogen kan forstå ham og ingen spørger til ham mere. Han føler sig alene i verden.

 

Eksemplet er tænkt, men historien er desværre typisk. Det mener Kræftens Bekæmpelses Børn- og Ungechef Per Bøge, der er tidligere folkeskolelærer og ansvarlig for organisationens indsats for sorgramte børn i de danske skoler.

   ”Akutberedskabet fungerer rigtig godt på de fleste skoler, men man glemmer tit at følge op på barnets situation over tid. Det kan efterlade dem i enorm ensomhed og frustration. Derfor er det vigtigt at tænke den længerevarende indsats ind i sin omsorgsplan (også kendt som sorg- eller kriseplan, red.),” siger Per Bøge.

 

Spørgsmål for livet

Når hverdagen begynder igen efter en akut krisesituation som død, skilsmisse eller sygdom i familien, oplever Kræftens Bekæmpelse ofte, at skolens dialog med barnet aftager for hurtigt.

”Der kan være en tendens til at glemme det, når en travl hverdag igen begynder. Men Peters sorg stopper jo ikke der, hvor hverdagen begynder for andre. Den bliver ved i lang tid, og han vil hele tiden blive mindet om ting, der gør ham ked af det,” siger Per Bøge.

   Hvis et barn går alene med sin sorg over tid, kan det have store konsekvenser for trivslen.

   ”Det vil komme til at føle sig alene, anderledes og ikke forstået, og det gør det vanskeligt at socialisere med andre, følge med i skolen og tage læring ind,” siger Per Bøge.

   Derfor er der et stort behov for at kunne blive ved med at snakke om det svære.

   ”Børn i sorg skal jævnligt og over en lang periode spørges til, hvordan de har det, så de får mulighed for at sætte ord på. Det er vigtigt at spørge ind til, hvad deres behov er. Skal sorgen for eksempel tages op i klassen som et emne?” siger Per Bøge.

Samtidig skal skolen have tæt kontakt til hjemmet i hele sorgperioden.

   ”Det er vigtigt at dele tanker og erfaringer, for de er med til at danne et indtryk af, hvordan barnet har det, og det kan hjælpe til at snakke med barnet,” siger Per Bøge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sorggrupper fremmer trivslen

Ud over skolens løbende dialog med barnet og forældrene anbefaler Kræftens Bekæmpelse at oprette sorggrupper, hvor børnene kan dele deres tanker og følelser med andre børn i samme situation.

   ”Det gør en kæmpe forskel for trivslen,” siger Per Bøge.

Sorggrupper på skolerne har gennem flere år har været et højt prioriteret indsatsområde i Kræftens Bekæmpelse. Ifølge Per Bøge er der et stort behov, hvilket blandt andet er blevet bekræftet gennem et længerevarende samarbejde med tre danske kommuner.

   ”Der er cirka 200 samtalegrupper for børn på landsplan, men alene i de tre kommuner, vi har samarbejdet med, er der blevet startet 40 grupper op, baseret på behovsundersøgelser,” siger Per Bøge.

   Grupperne behøver ikke kun at handle om sygdom og død. Hanssted Skole i Valby ved København har gennem de sidste fire år haft grupper for børn, hvis forældre ikke lever sammen. Her mærker man tydeligt den positive effekt. Grupper på seks-otte børn mødes en gang om ugen, hvor de gennem samtaler og forskellige aktiviteter som rollespil, film og bøger kan dele deres tanker og følelser. Det har, ifølge lærer og børnegruppeleder Jesper Holdt, en stor betydning for børnenes sorgbearbejdning:

   ”De lærer deres følelser at kende og kan få afløb for dem i trygge omgivelser, hvor de ved, de bliver forstået. De opdager, at de ikke er alene om sorgen. Brian synes også, det er træls med en syv-syv-ordning, og Kristian synes heller ikke, det er fedt med mors nye kæreste,” fortæller Jesper Holdt, som har taget en børnegruppelederuddannelse.

 

Langsigtet og dynamisk sorgplan

I Kræftens Bekæmpelse mener man, at det er nødvendigt at tænke den længerevarende indsats ind i skolernes omsorgsplaner, så der ikke kun findes procedurer i akutte situationer, men for eksempel også for, hvordan man taler med eleverne, forældrene og lærerne, og hvordan man gør, hvis en lærer ikke magter opgaven. Samtidig er det vigtigt, at skolens sorgplan ikke blot ligger i en skuffe og samler støv, indtil katastrofen rammer.

   ”En sorgplan skal bruges som et dynamisk redskab, der jævnligt bliver taget frem til at skabe dialog i personalegruppen. Det er ikke et dokument, der bliver færdigt. Den bliver udviklet gennem en løbende proces, hvor man deler tanker og erfaringer,” siger Per Bøge.

   Det handler nemlig også om at skabe en åben kultur og ruste lærerne til opgaven.

   ”Det kan være med til at nedbryde tabuer, som gør det svært for nogle lærere at gå i dialog med eleverne, og det kan skabe et større samarbejde i lærerstaben, hvor man kan hjælpe hinanden, hvis der for eksempel er en lærer, der selv befinder sig i en svær livssituation og derfor ikke magter opgaven.”

   Og så skal børnene generelt lære om sorg og andre svære følelser.

   ”Jo mere det indgår i undervisningen generelt, desto mere bliver der skabt en kultur for at forstå og snakke om svære følelser og så kan de andre elever måske godt forstå, at Ask er ked af det.”