Hvad er det vigtigste indsatsområde?

Børn er sociale væsener, og angsten for ikke at høre til gør, at de kan hoppe med på mobbevognen. Rollerne kan desuden skifte, så børnene nogle gange er mobbere og andre gange ofre, og dermed bliver de ’mobbeofre’. Derfor er det vigtigste, at vi en gang for alle slår fast, at der ikke kun er én mobber og ét mobbeoffer.

Hvem har ansvaret, når der sker mobning?

Forældre skal opbygge en kultur internt, hvor de kan tale åbent om svære ting, så de står sammen om at løse konflikter. Men skolen har børnene som gruppe og ser, hvad der sker, og har derfor et kæmpe ansvar for at opdage mobning og håndtere det. Lærerne er krumtappen, og de skal derfor have viden og værktøjer til det. Børn må gerne opfordres til at hente hjælp eller gribe ind, men de har aldrig ansvaret for at stoppe mobningen.

Hvorfor skelnes der mellem drilleri og mobning?

Med små børn taler man om drilleri for sjov og drilleri for alvor. Man skal ikke lave en definition eller decideret skelne mellem de to, men lytte til barnet. Her har modtageren et stort ansvar for at sikre, at barnet føler sig taget alvorligt. Der kommer uddannelse ind, da læreren ofte er modtageren og den, der skal vurdere alvoren.

Er det blevet sværere at opdage mobning i en digital verden?

Børn er digitale eksperter, når det gælder at bruge teknik, men vi skal danne vores børn digitalt med spilleregler, opmærksomhed og åbenhed, så de tør komme til os, hvis de oplever noget ubehageligt.

Hvad er det vigtigste indsatsområde?

At vi indser, at det handler om en kultur, som påvirker alle børn, og at mange ting skal lægges rigtigt til rette for at kunne give mobning et kraftigt tryk nedad. Derfor skal der tages stilling til alle aspekter af mobning.

Hvem har ansvaret, når der sker mobning?

I virkeligheden skal den mobbede ofte bare udfylde en rolle som den, der skal holdes udenfor. Den kultur skal der gøres op med. Men børnene kan ikke selv bryde den onde cirkel, og en lærer kan ikke alene stoppe mobning. Skolebestyrelsen, ledelsen og forældrene skal også ind over med en fælles strategi.

Hvordan skal man som forælder håndtere mobning?

Første skridt er at tage kontakt til læreren og skolen. Vi håber, at planen kan være med til at give skolen og lærerne nogle redskaber, så de kan håndtere problematikken, som er en del af klassekulturen.

Hvor alvorligt er mobning i Danmark?

Det er et kæmpe problem, fordi det rammer mange flere, end tallene giver indtryk af. Næsten alle mødre, fædre eller børn, jeg taler med, har erfaring med mobning. Man skal også huske, at det ikke kun er mobberen og mobbeofferet – der er også medmobberne, som forholder sig passivt, fordi de er bange for, at det sker for dem. Derfor påvirker det de fleste børn på en eller anden måde, og det kan vi ikke leve med.

Hvorfor er en national handleplan vigtig?

Historien har vist, at det er nødvendigt at råbe højt, og nu skal vi det her djævelskab til livs. Hvert femte barn fortæller i trivselsmålingerne, at de føler sig mobbede. Dermed er der jo tale om tusindvis af børn. Og børn har altså ret at leve et liv uden mobning – det står i børnekonventionen.

Hvad er det vigtigste indsatsområde?

Ministeren har arbejdet effektivt og hurtigt, men nu skal Folketinget lovgive. Det skal understreges, at det ikke er frivilligt, om skoler vil mobning til livs, og det er vores anbefaling, at privatskoler også inddrages. Klageinstansen er et godt tiltag, men uden lovgivning kan ombudsmanden ikke gå ind i sagerne.

Hvem har ansvaret for at stoppe mobning?

Når man spørger eleverne, vil de gerne gøre noget ved mobning, men det er ikke bare dem, som skal tage sig sammen. Selve mobbegruppen er ofre for egen adfærd, og derfor skal de voksne involveres. Her har ledelsen og skolebestyrelsen et stort ansvar for at sætte klare retningslinjer. Udgangspunktet må ikke være forskelligt, alle skal kunne bekræfte hinanden i, hvordan mobningen håndteres. Men da det ofte er lærerne, børnene kommer til, skal de have flere redskaber allerede på uddannelsen.

Hvad skal forældrene gøre?

Tage mobning op som gruppe. Hvis det er ens eget barn, der mobber, må man ikke hive paraderne op – så mener jeg faktisk, at man svigter sit barn. Det er en gruppeudfordring, idet hele klassen har problemet. Forældrene skal derfor italesætte det og kræve, at skolen iværksætter en strategi, der løser det.