Kalenderen viste slutfirserne. En teenageknægt fra Ringsted havde en skolekammerat på besøg. Pludselig fik kammeraten øje på en diskette til en Amiga 500 computer. Kroværten – af Kenneth Bøgh Andersen stod der på.

    ”Hvad er det?” spurgte kammeraten.

   “Øh, det er et computerspil, jeg er ved at programmere,” sagde Kenneth hurtigt.

   Det var løgn. På disketten lå den første historie fra en ung mand, som mange år senere skulle blive en af Danmarks mest læste børne- og ungdomsforfattere. Men lige der var han endnu en halvstor skoleelev og bestemt ikke interesseret i at blive afsløret som mærkelig.

   “Det var bare lidt federe med et computerspil, ik’? Hold da op, tænk at skulle sige i folkeskolen, at man sad og skrev …,” siger Kenneth Bøgh Andersen.

   Men sad og skrev gjorde han. Drevet af en tidlig interesse for gys, en livlig fantasi og en masse tanker om det religiøse og guddommelige, som fantasy-genren undersøger. Om det var skriveinteressen, der fjernede ham fra kammeraterne, kan han ikke helt sætte fingeren på i dag, men noget fremmedgjorde ham i skolen.

   “I de sidste klasser, hvor alt det der teenagehalløj begyndte, skete der et eller andet. Jeg gik én vej, og ingen andre gik med. Hvor de så gik hen, fandt jeg aldrig ud af, men jeg fik en meget klar oplevelse af, at her hørte jeg ikke hjemme,” fortæller Kenneth Bøgh Andersen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvad er trivsel?

Indtil da havde Kenneth være en del af fællesskabet. Han var kommet ind i klassen på Dagmarskolen i Ringsted i 3. klasse og havde straks vundet respekt ved at være den, der kunne sige flest bandeord på kortest tid.

   “Jeg var ikke klassens klovn, men jeg var bestemt heller ikke ham, der bare sad og lavede lektier. Selv om jeg var den dygtige elev, var jeg ikke den flittige. Nærmere den irriterende – med mange kritiske spørgsmål og tendens til ordkløveri,” griner forfatteren.

   Men omkring konfirmationsalderen skete der altså et skift.

“Det var der, hvor alt det med at invitere nogen med til noget og andre ikke, begyndte. Jeg havde det ikke dårligt, blev ikke drillet eller mobbet, og hvis du spurgte mine klassekammerater i dag, ville de sikkert heller ikke se det, som at jeg var udenfor. Det handlede mere om en følelse, jeg bar indeni. Jeg var ikke ked af at komme i skole, men det var også fint at komme hjem og være alene med mine tanker.”

   Set ud fra en nutidig norm var drengen, der dengang sad alene på sit værelse og skrev, måske ikke præcis et mønstereksempel på trivsel.

   “Når vi taler trivsel i dag, har det en tendens til at handle meget om at være sammen med andre børn, og det behøver det måske ikke. Det med legeaftaler er også lidt farligt – man risikerer at skabe et problem hos barnet, som ikke nødvendigvis er der. En paranoia a la ’åh nej, der er ingen, der gider lege med mig’, når det måske i virkeligheden bare handler om, at der ikke er nogen, som kan den dag.”

   Trivsel er noget andet, mener Kenneth Bøgh Andersen, som er og har været tæt på folkeskolen både som tidligere lærer, som nuværende forfatter med mindst et foredrag om ugen og som far til to drenge på 11 og 9 år.

   “Jeg tænker mere, at det handler om at give forståelse og plads til hinanden med de forskelligheder, man nu har. Det er jo urimeligt, at man sætter 20-30 børn i samme klasse og forventer, at alle har det godt hele tiden i de næste 10 år. Der vil ske ufede ting, så hvordan lærer vi børnene at håndtere det?”

   Én vej er at lære børnene at håndtere den uundgåelige modgang.

   “Hvis man har det godt hele tiden, er der sider af en selv, man ikke kommer til at kende, og evner man ikke udvikler.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fiktion giver empati

I Kenneth Bøgh Andersens bøger kommer hovedpersonerne hverken uden om modgang eller om at lære sig selv at kende. I de kendte Antboy-bøger bliver mobbeofferet Pelle en superhelt, og i serien Den store djævlekrig ryger duksedrengen Filip i Helvede ved en fejl.

   “Hvis Pelle var en dreng med styr på det hele, der så også fik superkræfter, ville han blive irriterende. Det er federe, at der sker noget godt for en dreng, som har det svært. Samtidig ville jeg gerne give ham det karaktertræk, at han ikke bare er den hakkekylling, han beskriver sig selv som. Han er også den, der får sagt det, vi andre tænker bagefter. Det er befriende, selv om det har konsekvenser,” siger Kenneth Bøgh Andersen og fortsætter:

   “I Den store djævlekrig var udgangspunktet at fremstille Filip som den gode dreng, der aldrig laver ballade, passer sine ting og gør som læreren siger. Det skaffer ham en masse problemer, for det gør ham ikke fed at være sammen med. Så udgangspunktet var at problematisere den englagtighed og sige: Sådan skal det heller ikke være. Filip har brug at erkende, at han også rummer andre sider.”

   Den erkendelse har alle brug for, mener Kenneth Bøgh Andersen, og her kan bøger hjælpe. Gennem dem lærer børn at sætte sig ind i andre menneskers følelser.

   ”Hvis børnene læser om en dreng, der bliver drillet eller har mistet sin mor, sætter det sig i dem som læsere og giver mulighed for identifikation. Både for den, der har det svært, og den, der får andre til at have det svært. Samtidig er det lettere at tale om, fordi det handler om en tredje person, ikke os her i klassen.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor meget fylder mor og far?

Både som tidligere lærer og som nuværende skoleforælder er Kenneth Bøgh Andersen optaget af, at børn trives.

   “Som lærer havde jeg en stor svaghed for de børn, der havde brug for mere end en lærer – en halv far eller mor. Eller som syntes, det faglige var svært. Trivsel kan jo også handle om at synes, man er dårlig til matematik. De elever prøvede jeg at give små succesoplevelser. Som lærer er man nødt til at skabe et trygt læringsmiljø, og det er ikke nødvendigvis et, hvor alle er i den syvende himmel hele tiden, men det er i hvert fald et, hvor alle respekterer hinanden.”

   Her spiller forældrene også en stor rolle:

    ”Helt basalt tror jeg, det er vigtigt, at der er nogle arrangementer, hvor forældrene lærer hinanden at kende. Det har en afsmittende effekt på børnene og gør det nemmere at ringe til hinanden om ting, der kan virke små, men er store for børnene. Jeg tror også, det er godt, at børnene kender forældrene. Jeg synes, det er superfedt, når mine børns klassekammerater går forbi udenfor og siger hej til mig.”

   Omvendt kan mor og far også have fingrene for langt nede i børnenes liv.

   “Børnene skal skabe deres egen hverdag og relationer. Forældrene skal være backup, hvis barnet føler sig holdt udenfor, drillet eller endda mobbet. Men vi skal også erkende, at vi ikke fylder særligt meget i vores børns skoleliv. De er der fra 8-15, og i de timer er der altså plads til mange tanker og oplevelser, der bliver formidlet i to-tre sætninger, når de kommer hjem. Jeg tror, vi ville blive chokerede, hvis vi fandt ud af, hvor lidt vi fylder.”

 

Kineserne mangler noget

 

Mobning er et hot emne, og her tænker Kenneth Bøgh Andersen, at et stort skridt er taget, hvis forældrene ikke først interesserer sig for problemet, når de selv har det.

   “Hvis vi kan få formidlet, at det er alles ansvar, at alle har det godt, så er vi nået langt.”

   Og så gælder det om at holde fast i noget af det, vi er gode til i Danmark.

   ”Vi har meget fokus på mobbekultur, men der er også lige blevet vedtaget en reform, hvor børnene skal være meget længere i skole og der er meget fokus på resultater og det, der kan måles – men dyrker en eller anden form for konkurrencementalitet, som ikke altid er den bedste grobund for empati."

   I efteråret var Kenneth Bøgh Andersen med på et dansk kulturfremstød i Kina, og selv om det kun varede en uge, fik han en klar fornemmelse af, at vi danskere måske ikke kun skal være misundelige på kineserne, når det gælder skoleuddannelse, selv om 9.Z. i en meget omtalt udsendelse i 2013 fik bank af kineserne, også i kreativitet og innovation.

   ”Kineserne mangler en form for selvstændighed, som man ikke kan lære ved at læse fagbøger, og som er vigtig at udvikle i forhold til kreativitet og fantasi. I Danmark har børnene et ligeværdigt forhold til læreren og bliver opfordret til kritisk tænkning. Det er værd at holde fast i. Omvendt kan vi havne i den anden grøft, hvor det at stille spørgsmål og være nysgerrig ikke er velset. Hvis vi kan skabe et miljø, hvor det er fedt at lære noget, så har vi også skabt et trygt miljø.”

 

3 Bøgh Andersen-bøger om trivsel (eller mangel på samme!)

 

• De hvide mænd: Dystopisk fortælling om mobbekultur foranlediget af stærkt skolepres. I fremtidens Danmark skal man have 9,6 i snit til sine eksamener, ellers bliver man henrettet af De Hvide Mænd, for der er kun plads til de bedste i samfundet.

 

• Tempus fugit: Gyserhistorie om drengen Victor, der ikke har det nemt i skolen, blandt andet fordi den populære Casper konstant er på nakken af ham. Men da Victor en dag finder et ur, der kan spole tiden tilbage, ændres alting. Når man kan styre tiden, er det dog ikke altid lige nemt at styre sig selv.

 

• Sisdæ sjangsæ: En billedroman i serien fra Dansklærerforeningens forlag om en staveprøve i 5. klasse, hvor eleverne bliver skudt, hvis de svarer forkert på lærerens spørgsmål. Eller hvis de svarer rigtigt …

 

 

Kenneth Bøgh Andersen

 

• Født 1975.
• Uddannet lærer og har tidligere arbejdet som sådan.
• Debuterede i 2000 med fantasy-trilogien Slaget i Caïssa på forlaget Høst og Søn.
• Skrev 15-20 bøger, før han debuterede i 2000. Har efterfølgende udgivet over 30 bøger for børn og unge. Nogle af de kendteste er serien om superhelten Antboy, der også er filmatiseret. Aktuel med sjette bind af den populære serie Den store djævlekrig, Den faldne djævel. Serien var egentlig afsluttet efter fire bind, men sidste år kom overraskende et bind fem, Den faldne engel.
• Bor i Valby med sin kone, sine to børn og sin hund.
• Holder foredrag for skoleklasser eller på biblioteker en gang om ugen i gennemsnit.