”Hvis man vil flytte grænser, skal man overskride grænser,” lyder et motto fra den erfarne coach og jægersoldat B.S. Christiansen. Han mener, at det at turde er en afgørende faktor for udvikling. En pointe, man ifølge ham, sagtens kan overføre på skoleelever og deres uddannelse. B.S. er kendt for at coache mennesker til at opnå det, som ingen andre troede var muligt. Med de danske tv-seere som vidne har han ledet en gruppe fysisk handicappede 2.200 km gennem barsk terræn i Afrika, trænet overvægtige ”basser” til at komme i militæret og fået Bubber til at overleve i vildmarken på trods af hans angst for krybdyr, teltfobi og lave smertetærskel.

”Når man har prøvet at overvinde sig selv, får man mere selvtillid og tro på, at man også kan klare andre svære opgaver. Hvis børn trænes i at overskride deres egne grænser, tør de også godt springe ud i nye udfordringer både i og efter skolen, hvilket er afgørende for at nå sine mål i livet,” siger B.S.

 

Frygt hober sig op

Den tidligere jægersoldat synes, at forældre alt for ofte pakker deres børn ind i vat og sørger for, at de ikke kommer ud i situationer, der er ubehagelige for dem. De skærmer dem i øjeblikket, men det hæmmer deres udvikling og kan få alvorlige konsekvenser for børnenes liv, mener han.

”Hvis man som menneske ikke konfronterer sin frygt, bliver den forstærket gennem årene, og man begynder at kanalisere frygten over på alt muligt andet. Pludselig er der mange ting, som man er bange for, og så trækker man sig fra forskellige sammenhænge og får et mindre rigt liv,” siger B.S. Christiansen. Han har selv mere end 4.000 gange sprunget ud fra en flyvemaskine, nogle gange i 10 kilometers højde og 60 graders frost,  men han understreger, at de udfordringer, man giver sine børn, selvfølgelig skal være på børneniveau. Hvis børn er bange for højder, kan man forsøge at motivere dem til at prøve en klatrevæg. Hvis de er bange for edderkopper, skal de måske prøve at holde en edderkop i hånden. Hvis de er bange for at holde oplæg foran resten af klassen, kan man øve dem i at tale foran andre.

 

​”Hvis man står med et landkort, hvor kun målet er markeret, så finder man aldrig derhen. En forudsætning for at finde målet, er at man kender sit udgangspunkt.”

 

På skovtur i mørket

”Jeg har selv taget mine børn med på teltture i skoven om natten for at lade dem mærke, at der faktisk ikke er noget at være bange for. Så taler vi om, hvorfor de er mørkeræde, hvad de konkret er bange for og øver, at de for eksempel skal gå alene hen til skovkanten og tilbage igen. De ved selvfølgelig, at jeg holder øje med dem, og er der for dem. Det har givet dem en positiv oplevelse. Det kan godt være, at de stadig er bange for mørke, men nu har de fået det på plads, så det ikke er noget, som de har et problem med,” fortæller B.S., der er far til to drenge i skolealderen. Det betyder dog ikke, at man skal lære sine børn at være frygtløse, for det kan være ganske fornuftigt at være bange i bestemte situationer, forklarer den tidligere jægersoldat:

”Mange tror, at vi jægersoldater aldrig er bange, men det er ikke rigtigt. Vi er også bange for mange ting, men vi konfronterer os med det, for at få det på plads. Jeg har for eksempel omformet min oprindelige barne-frygt for slanger til respekt. Altså, det påvirker mig ikke at stå med en slange i hånden, men når jeg går i Afrika ved jeg, at man kan blive dræbt, hvis man bliver bidt af nogle bestemte slanger. Derfor forholder jeg mig til det.”

 

Forældre skal motivere – ikke skubbe

Det er helt afgørende for, at en udfordring bliver en god og frugtbar oplevelse, at man som forælder eller lærer aldrig skubber børnene ud over kanten. Man skal motivere dem til selv at hoppe.

”Man kan sammenligne det med en fuglemor, der sidder på en gren og pipper til sin unge, der sidder på kanten af reden og tager sig mod til sin første flyvetur. En fuglemor kunne aldrig finde på at sparke en unge ud af reden. Så ville den falde ned og dø. Hun opmuntrer den bare: Kom så, du kan godt! Vores opgave som forældre er være rollemodeller og at opdrage og motivere vores børn til at tage springet, så de lærer at flyve selv,” siger B.S.

 

Tillid er grundlaget

Det altafgørende for om hele øvelsen kan lade sig gøre er én ting: Tillid. Man skal vise sine børn tillid, og de skal have tillid til én. Og det er en svær opgave, for det er ikke noget, som man bare kan købe sig til i nuet, når ungen står med kløerne klamret til kanten af reden. Det kræver hårdt arbejde. Hver dag! Og hvis man bare en enkelt gang svigter, er det svært at opbygge tilliden igen.

Hvis du skal motivere dit barn til selv at svømme til den anden ende af bassinet uden svømmevinger, skal barnet have tillid til, at du er der til at redde ham, hvis kræfterne slipper op.

Tilliden til sig selv og sine voksne er også nødvendig, hvis børn skal turde have høje ambitioner og nå sine mål, mener B.S. Christiansen.

”Hvis du står med en riffel på en platform, der vipper, rammer man ikke sit mål. Hvis man derimod står på en stærk og stabil platform, er der større chance for at man rammer rigtigt og tør sigte efter den målskive, der er længst væk,” siger han.

 

Sæt ambitionsniveauet højt

B.S. mener, at det er vigtigt, at forældre og lærere hjælper eleverne til at opstille realistiske mål for sig selv. I skolen og i livet. Og man må gerne sætte ambitionsniveauet højt.

”Jeg var aldrig selv blevet jægersoldat, hvis ikke jeg havde haft ambitioner om at ville noget eller var bange for udfordringer. Jeg fik tudet ørerne fulde af, at jeg aldrig kunne klare det, men jeg troede selv på det, for jeg kunne fornemme mit eget potentiale,” fortæller han.

Hvis man sætter for høje forventninger, i forhold til de evner og det talent man har til rådighed, så gør man på forhånd sig selv til en fiasko. I stedet skal man være realistisk, så målsætningen matcher med noget, der reelt kan opnås. Det er også afgørende at finde ud af, hvad ens status er i forhold til de mål, man sætter sig.

”Hvis man står med et landkort, hvor kun målet er markeret, så finder man aldrig derhen. En forudsætning for at finde målet, er at man kender sit udgangspunkt,” forklarer B.S.

 

Et mål uden en plan, er en drøm

Derefter følger spørgsmålet: Hvordan gør jeg det så? Her kommer endnu et motto fra B.S. på banen: ”Et mål uden en plan, er bare en drøm.” Og man skal have en god plan, om det så handler om at krydse Afrika med et kunstigt ben eller bestå en prøve i folkeskolen.

B.S. har selv tre krav til en god plan: Den skal være simpel, let at forstå og fleksibel, så den hele tiden bliver tilpasset situationen og virkeligheden. Hvis ikke man kan løbe på det planlagte tidspunkt, så justerer man planen, og gør det på et andet tidspunkt. Bare man får det gjort. Planen skal desuden være velforberedt.

”Jeg kunne aldrig have fundet på at lede en gruppe handicappede tværs over Afrika, hvis jeg ikke selv havde rekognosceret på ruten forinden. Ellers kunne jeg jo ikke lægge en plan for, hvor langt vi kunne gå hver dag, hvem der skulle gøre hvad og så videre. Delmål er også nødvendige for at kontrollere, at man er på sporet. Det kan være svært at overskue mål, som ligger langt fremme. Når det bliver hårdt virker endemålet måske uoverskueligt, men delmålet er ikke så langt væk. Det er vigtigt, at der hele tiden følges op på, hvordan det går,” forklarer B.S.

Afgørende for at nå frem til målet er også evnen til at samarbejde med andre mennesker.

”Jeg har altid sagt, at hvis du vil gå hurtigt, skal du gå alene, men hvis du vil gå langt, skal du gå sammen med andre. Sådan er det både i vildmarken og i skolen. Sammenhold og evnen til at arbejde sammen i grupper er noget af det vigtigste i det samfund, som vi har i dag. Der skal være nogen, du har tillid til og kan stole på, som samler dig op, når du falder. Det håber jeg, at vores børn lærer i skolen,” siger han.