SSom om det ikke var nok med stavning, gymnastikomklædning, skolemælk, madpakker og kø i kantinen, så smed jeg en ekstra linje på min søde kones store bekymringsliste, da jeg foreslog at vores førsteklassesdreng, Kasper, da sagtens kunne gå hjem fra skole selv.

   Indtil nu er han troligt blevet hentet i bil af enten far eller mor, og det er såmænd også gået fint. Men faderens hovedregning viste hurtigt, at der var tid at vinde for begge parter, hvis han selv kunne gå hjem (jeg er selvstændig med hjemmekontor, så det betød, at han kunne gå hjem fra skole lidt tidligere).

   Hovedregning blev dog hurtigt til hovedrysten, da den blev vendt af begge forældre sammen: ”Det kan han da ikke,” var min kones input. ”Han er kun syv. Han kan blive kørt over. Fare vild. Og var der ikke noget med at der engang var set en børnelokker herude? Og kan hans små ben overhovedet gå så langt?”

   ”Men, skat,” forsikrede jeg, ”han kender jo turen. Og han skal gå på fortorvet på samme side af vejen hele vejen. Og hans ben virkede ret godt sidst jeg cyklede/løb/gik tur sammen med ham. Tror du ikke det går an?”

”Det kan han da ikke,” var min kones input. ”Han er kun syv. Han kan blive kørt over. Fare vild.”

   Løsningen blev - som så mange andre gange – et kompromis: Bevæbnet med en legeaftale fik vi lavet et par test-ture, hvor knægten gik hjem sammen med en kammerat. Det forløb uden anmærkninger, så jeg udtænkte et snedigt plot:

   Hvis jeg nu lod ham gå hjem alene næste gang – så kunne jeg jo bare lade være med at sige noget til min kone om det, før hun kom hjem om aftenen, og alt var gået godt.

   Snedigt, ikke? Bestemt. Så jeg satte i værk. Jeg startede med at få den clearet med den egentlige hovedperson: Sønnen. Han var med på den. Med et lille forbehold:

   ”Men hvad nu hvis du ikke er hjemme, når jeg kommer hjem, far?”

”Arrhmen, DET er jeg. Jeg sidder jo og arbejder, så det skal du ikke bekymre dig om.”

  Se. Nu er det sådan, at den ene dag har Kasper fri

kl. 13, og den anden dag har han fri på et andet tidspunkt.

   Og mens jeg havde travlt med at sole mig i lyset af min egen snedighed, havde jeg lige fået byttet om på dagene. Så i stedet for at sidde og arbejde derhjemme, var jeg til et møde. Lige indtil det slog mig kl. 13.37, at Kasper sguda vist var gået hjem kl. 13.00.

   Og ganske rigtigt. Da jeg kom hvinende ind på p-pladsen og lavede en Miami Vice-parkering, sad der en 7-årig på vippen foran vores blok – og gloede på mig med store øjne.

  Tro mig, der blev købt aflads-is den eftermiddag. Og grublet over, hvordan jeg skulle servere: ”Ja, jeg sagde ikke noget til dig om det, men Kasper gik alene hjem fra skole i dag, og jeg glemte ham, så han sad ude foran en halv time” på en måde, så jeg ikke lignede en komplet klaphat.

   For mens Kasper var den mest uanfægtede af situationen, så fik jeg serveret 1-sekunds-øjenbrynene. Det borende blik fulgt op af et hurtigt vip med brynene. Det varede kun ét sekund, men huskes i mange, mange timer og siger: ”Hva’ sagde jeg!”