”Hvis bare ikke Emma og William var i klassen, ville 7.a være et rigtig godt sted.”

De fleste af os har nok tænkt noget lignende: Det er de enkelte mobbere i en klasse, der skaber dårlig trivsel for alle andre, antager vi. Den forklaring er dog langt fra præcis nok, mener Danmarks førende forsker i mobning, Dorte Marie Søndergaard fra Aarhus Universitet:

   ”Selvom vi fjerner mobberen eller offeret, vil mobningen sandsynligvis fortsætte i klassen, fordi mobningen sidder i kulturen,” siger hun.

 

Fokus på klassen som helhed

Når voksne gør mobningen til et problem blandt enkelte elever i en klasse ved at udpege de skyldige og ofrene, eller i det skjulte bebrejde mobberens forældre, er det ikke, fordi de er særligt onde eller dumme. Det skyldes derimod, at de måder, vi har tænkt mobning på indtil nu, skubber os i den retning, mener Dorte Marie Søndergaard. Derfor skal vi begynde at udfordre vores forståelse af mobning, så vi kan sætte bedre ind i forhold til at forandre tingene:

   ”Vi skal gå fra at spørge: Hvad er der galt med Emma og William? til at spørge: Hvorfor bliver det så oplagt for Emma og William at gøre, som de gør? Hvad er det i klassen som helhed, der fodrer den angst, som får dem til at slå, foragte og skabe intriger?”

   Netop her kan forskningen bidrage med at udfordre vores vante tankegange omkring fænomenet.

 

Alle er afhængige af fællesskabet

Dorte Marie Søndergaard peger på, at mobning i en klasse kan forklares med, at vi som mennesker er afhængige af at tilhøre et fællesskab. I modsætning til isbjørne, der hopper “Hvis en gruppe af børn sammen kan blive enige om at foragte nogen, så lindres angsten på kort sigt.”rundt fra isflage til isflage, er mennesker eksistentielt afhængige af at være en del af en flok. Hvis man føler ens plads i fællesskabet bliver truet, stiger angsten for at blive udelukket, og man bliver usikker på, om man er værdig til at være med. En angst, som i øvrigt ikke kun er på spil blandt børn, men i lige så høj grad ligger og ulmer blandt voksne på de fleste arbejdspladser.

   ”Der er klasser, hvor denne angst for at blive lukket ude præger stemningen. Børnene er overoptagede af at opbygge hierarkier, går ekstremt meget op i, hvem der er de populære, og hvem man ikke skal regne med, og hvem man skal holde sig på pæn afstand af, for ikke selv at blive hevet ned i hierarkiet,” fortæller Dorte Marie Søndergaard.

 

Mobning kan være en måde at lindre angst på

I det lys er mobning en af måderne til at få kontrol over angsten for at blive lukket ude. Hvis en gruppe af børn sammen kan blive enige om at foragte nogen, så lindres angsten på kort sigt, fordi gruppen får kontrol med, hvad der skal skubbes ud, og hvad der skal lukkes ind. De, der foragter, får på den måde en oplevelse af at kunne sikre, at de selv er ”inde i varmen”.

   ”Problemet er, at det øger angsten generelt i klassen, så eleverne får endnu mere behov for at udelukke andre. På den måde opstår der nogle onde cirkler, som der skal noget særligt til at bremse,” siger Dorte Marie Søndergaard.

 

Alle bliver ramt af mobning

I stedet for at udpege enkeltindivider som skurke, der skal straffes, skal både forældre og skolens voksne begynde at tænke på, hvordan man kan være med til at ”reparere” det sociale fællesskab på kollektivt niveau.

   ”Det er vigtigt, at forældrene tænker i, at alle skal have den bedste adgang til fællesskabet og ikke kun tænker: Bare mit eget barn klarer sig godt. Det nyeste forskning viser, at også de øverste i hierarkiet kan være i risiko for at blive ofre for nedvurdering, fordi mobningen ofte ”flytter rundt”. I en klasse, der er præget af mobning, vil der blandt alle børnene være en angst for at blive udelukket af fællesskabet, som virker negativt på alle elevernes trivsel og faglige udvikling,” fortæller Dorte Marie Søndergaard.