Teen er hældt i kopperne, kagen står på bordet, og Maise Njors to yngste døtre, Betty Marie og Cornelia, har pennalhusene fremme. Det ligner verdens hyggeligste lektiecafé. Men er det mon sådan hver dag?

“Jeg tror ikke, jeg er så god til at hjælpe med lektierne. I dansk, jo. Bestemt ikke i matematik. Men nu har jeg jo nogle utrolig kloge og lidt egenrådige børn. Du kommer ikke så tit og spørger, hvordan du skal løse en opgave, du går bare i gang, ikke, Betty?” siger Maise Njor.

“Du har ikke lyst til at tale om mig?” bryder yngste datter ind.

“Jo, vi lavede da engelsk sammen i går. Det, synes jeg var sjovt,” lyder det fra hendes mor.

Cornelia nikker og tegner tilfreds videre.

Er Maise Njor ikke superlektielæser, er hun nu alligevel dybt involveret i sine børns skole.

“Mest i festudvalget, hvis vi skal være ærlige! Det er vigtigt, at man kender hinanden, hvis der bliver problemer mellem børnene senere.”

Og så er det sjovt ...

“Engang, hvor der havde været forældrefest, kom mor først hjem, da det var ved at blive lyst,” griner Betty-Marie, der er cool med, at mor og de andre fester igennem sammen.

 

Min gode klasse

Maise Njor har haft det så godt med forældrene i Betty-Maries klasse, at hun faktisk er lidt trist over, at den nu er opløst efter 6. klasse for at skabe nye 7. klasser. Også fordi en klasse i sig selv har en stor værdi i en verden, hvor børnene har 400 venner på Facebook.

“I stedet for at sige, de skal rustes til fremtiden og kunne klare forandringer, synes jeg netop, man skal give børnene den tryghed at følges ad hele vejen. Det giver en base, også senere i livet. Jeg var absurd glad for min skole og ses stadig med syv-otte af pigerne fra min gamle klasse.”

Var der et stærkt fællesskab i Maise Njors klasse, var det til gengæld også et, børnene selv var overladt til at skabe og bevare.

“Pigerne imellem var der ikke mobning. Men drengene var hårde ved hinanden, og jeg tror, nogle af dem følte, at de gik ud på slagmarken i frikvarteret. Det blev der ikke talt om. I dag gør de meget ud af tage mobning alvorligt og lære børnene at tage hånd om hinanden.”

I Cornelias klasse er der for eksempel indført en smiley-ordning, hvor børnene med sure, mellemglade eller glade smileyer skal vise, hvordan de har det i klassen.

“Der var nogle, der ikke rigtig havde nogen at lege med, men det er blevet meget bedre nu,” fortæller Cornelia.

 

Ildsjæle smitter

Måske var der ikke smiley-ordninger i 70’erne, men gode lærere, dét var der.

“Karen, som var min dansklærer i 1.-9. klasse, var sådan en, hvor man kom til at sige ‘mo-ar, nej Ka-ren’. Hun og min dansklærer i gymnasiet, Bo, er grunden til, at jeg blev journalist. De smittede med deres begejstring, og så sked de lidt på reglerne. Hvis jeg ville skrive stil om noget andet end ‘min sommerferie’, så gjorde jeg det. Jeg kan næsten ikke tale om det uden at komme til at græde,” smiler Maise Njor.

Sådanne ildsjæle har hun også mødt på Ordrup Skole, hvor hendes døtre går.

“Morten kan vi godt hylde lidt, ikke? Han er desværre pensioneret nu, men han underviste i natur og teknik og matematik, og han var sådan en, du kunne spørge om ALT. Vi har tit spurgt ham ‘hvor mange unger får et egern?’ eller ‘har bænkebidere lunger?’. Det påvirker børnene, at deres lærer er så interesseret i sit fag.”

Interesse i faget er dog ikke nok – læreren skal brænde for at få eleverne med.

“På et tidspunkt havde vi en lærer, der kun stod oppe ved tavlen og forklarede. Alle havde tegnegrej klar, når vi skulle have hende, for så vidste vi, at vi bare kunne sidde og tegne, mens hun stod og talte. Hun opdagede det ikke, fordi hun var så interesseret i det selv, men ikke fik os med,” siger Betty-Marie, hvis opskrift på en god lærer lyder:

“De skal være forberedt til timerne og være klogere end børnene, ellers virker det jo ikke. De skal lære en noget!”

Hvis hendes mor kunne sætte ind med et par poser millioner på skoleområdet, ville hun da også lade dem regne ud over lærerne.

“Jeg synes, skolelærere burde behandles som professionelle fodboldspillere. De bedste lærere præger jo dit barn resten af dets liv. Og de gode pædagoger og lærere kan redde de børn, der har det svært, fra et frygteligt voksenliv. Det skal da honoreres!”