14/18 Sjov læring med dit barn
Sider
Indhold
Sådan gør du regnestykker og stavning til en leg
Snart banker efterårsferien på døren, og der skal hygges med ungerne. Hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk og træn stavning, tabeller og fremmedsprog samtidig med, at I har det sjovt sammen? Pia Torreck, der står bag hjemmesiden sjovskole.dk giver her tips til tre spil, der gør læring til en leg.
Terningekamp
Ingredienser:
• Fire børn, to på hvert hold. Eller et barn og en voksen på hvert hold.
• To terninger eller flere. Gerne store.
• En tavle eller et papir på væggen.
Regler:
• Hvert hold kaster en terning (eller flere alt efter sværhedsgrad).
• Det hold, der først plusser tallene og skriver det rigtige resultatet op på tavlen, får point. (Større børn kan gange eller dividere)
• Det hold, der til slut har fået flest point, vinder.
Modellér, gæt og stav på tid
Ingredienser:
• To hold
(eksempelvis et barn og en voksen på hvert hold).
• Modellervoks i forskellige farver.
• Kort med et billede og et ord på hvert kort
(I kan selv tegne dem sammen eller printe
dem ud fra sjovskole.dk).
• En terning.
• Et minutur.
Regler:
• En person på holdet trækker et kort og skal bruge modellervoksen til at lave det, der står på kortet. De andre på holdet skal gætte det inden tiden løber ud.
• Personen slår med terningen, som bestemmer, hvor meget tid, der gives. En et’er giver måske ti sekunder, en to’er tyve sekunder og så videre.
• Holdet får ekstra point, hvis barnet kan stave til ordet.
Alternativt kan ordene tegnes, males eller mimes. Ordene kan gøres sværere jo ældre børnene er og man kan tale om, hvad de betyder.
Hop og stav
Ingredienser:
• To deltagere/To hold.
• Et tastatur med alle bogstaverne i skostørrelse. Tegn det eventuelt med kridt i gården eller på fortovet. Man kan også tape bogstaver på køkkengulvet eller købe et
alfabettæppe eller gulvtastatur til indendørs brug,
eksempelvis på www.abcleg.dk
• Et antal kort med illustrationer.
• En tavle eller et papir til at notere point på.
Regler:
• Placer kortene i to bunker.
• Den ene deltager (A) trækker et kort og fortæller hvad illustrationen forestiller for (B).
• B går ind på “tastaturet” og staver ordet ved at hoppe fra bogstav til bogstav. Hvert bogstav siges højt.
• B skriver ordet på sedlen.
• A (og eventuelt den voksne) tjekker om B har stavet og skrevet ordet korrekt, såfremt får B et point.
• A og B bytter.
• Den der har flest point vinder.
Tip: For ældre børn kan ordene være på engelsk eller et andet fremmedsprog. Hvis det er søskende, der spiller, kan den voksne målrette sværhedsgraden af ordene til de forskellige aldersgrupper, så de får en bunke kort hver, der er alderssvarende. Eller voksne og børn kan dyste med kort, hvor mor og far skal stave ordene på fransk eller tysk og barnet tjekker ved at slå ordet op i ordbogen.
Andre muligheder for lege på gulvtastatur:
• Tag en fluesmækker hver og vær hurtigst til at smække på det bogstav, som ordet begynder med.
• Lav twister-leg – ”højre fod på G” – ”venstre fod på O” etc.
• Stopdans. Hop fra bogstav til bogstav. Hvilket bogstav står du på, når musikken stopper? Hvis du står på ”B” skal du nævne så mange ord du kan, der starter med ”B” (eventuelt på tid eller før man rører sig). Den der til slut har nævnt flest ord, vinder. Børnene kan også skrive ordene ned på papir.
Se flere sjove og lærerige lege og spil på www.sjovskole.dk
Skolebørn nr. 4 – okt 2013. Magasinet Skolebørn udgives af Landsorganisationen Skole og Forældre og udkommer fire gange årligt. Det nyeste magasin er forbeholdt forældre på Skole og Forældres medlemsskoler og kan findes på deres Forældreintra.
Redaktion: Redaktør: Maj Carboni (DJ): mc@skole-foraeldre.dk · Ansvarsh. red. Mette With Hagensen · Redaktionssekretær og annoncer: Lizzi Ege Johansen: lej@skole-foraeldre.dk Layout: Gregorius
Vil du annoncere i Skolebørn? Se priser her.
Vil du også have det nyeste nummer af Skolebørn? Din skole kan blive medlem her.
Du kan købe magasinet til download her.
Du kan også blive personligt medlem af Skole og Forældre og få det trykte magasin leveret til døren, her.
Skole og Forældre er landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Medlemmerne er forældrerepræsentanterne i 80 % af folkeskolens skolebestyrelser. Organisationens aktive er selv forældre fra skolebestyrelser. Se mere på: www.skole-foraeldre.dk
Skolebørn bruger cookies med det formål at forbedre indholdet og brugeroplevelsen for vores læsere.