Kompetenceløft til skolebestyrelser
Undervisningsministeriet tildeler Skole og Forældre godt 12 mio. kr. til en fireårig indsats for at højne kompetenceniveauet i skolebestyrelserne. Det sker som led i aftalen fra juni mellem regeringen, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om et fagligt løft af folkeskolen, den såkaldte folkeskolereform.
Skole og Forældres væsentligste mål med dets lobby- og presseindsats i foråret 2013 blev dermed opnået. Politikerne viste sig lydhøre overfor Skole og Forældres argumenter for et kompetenceløft, bl.a. baseret på resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse om emnet, som Skole og Forældre gennemførte i foråret. Undersøgelsen viste, at under halvdelen af medlemmerne af skolebestyrelserne følte sig godt eller meget godt klædt på til arbejdet.
Indsatsen for at løfte kompetenceniveauet blandt alle skolebestyrelsesmedlemmerne vil folde sig ud i 2014-17 og omfatter bl.a.:
Digital platform:
Ny fuldt udbygget og brugervenlig hjemmeside med relevant viden og konkrete redskaber til direkte brug i skolebestyrelserne. Samt online-læringsmoduler med fx videooplæg, test og feedback.
Rådgivning:
En styrkelse af hotline-rådgivning og rådgivning via web.
Publikationer:
Revision af skolebestyrelsens håndbog og udgivelse af temafoldere om for eksempel skolebestyrelsens nye opgaver i forbindelse med skolereformen.
Regionale viden- og erfaringsseminarer:
Årlig kursusdag i alle regioner for skolebestyrelsesmedlemmer.
Kampagne:
Markedsføring af den digitale platform bl.a. gennem en kampagne der skal kåre de bedste udviklingsindsatser på skoler i Danmark.
Høringssvar om folkeskolereformen
Undervisningsministeriet har anmodet Skole og Forældre om at afgive høringssvar til deres forslag til lov om ændring af folkeskoleloven. Ændringsforslaget kommer som led i udmøntningen af folkeskolereformen, der blev indgået aftale om inden sommerferien.
Skole og Forældre har til mål at sikre skolebestyrelsens kompetencer og forældrenes indflydelse i skolebestyrelsen. Lovforslaget rummer både svækkelse, men også styrkelse af skolebestyrelserne.
Skole og Forældre er tilfreds med, at forældrene, i lovforslaget, beholder deres flertal i skolebestyrelsen samt formandsposten, men er samtidig stærkt bekymret for kommunalbestyrelsens mulighed for at sammensætte endog meget store bestyrelser.
Skole og Forældre noterer med tilfredshed, at det i lovforslaget bliver fastsat, at skolebestyrelsen skal fastsætte et princip for holddannelse og for forældrenes ansvar i samarbejdet mellem skole og hjem. Dog mener Skole og Forældre, at det bør pointeres i lovforslaget, at princippet også skal omhandle skolens ansvar overfor forældrene.
Endvidere står der, at skolebestyrelsen kan fastsætte principper for samarbejdet med lokalsamfundets foreningsliv m.m., hvilket er tilfredsstillende. I bemærkningerne til lovforslaget står der desuden, at skolebestyrelsen kan fastsætte principper for den nyopfundne understøttende undervisning, hvilket Skole og Forældre gerne ser udtrykt i selve lovforslaget også.
Du kan se hele Skole og Forældres høringssvar på www.skole-foraeldre.dk
Skole og Forældre deltager i udviklingen
af den nye skole
Foruden de lovændringer der skal sikre implementeringen af folkeskolereformen, skal der ske initiativer der umiddelbart ikke kræver lovændringer, herunder forenkling af Fælles Mål, bedre undervisningsmiljø, kompetenceudvikling samt udvikling af kvalitetsrapporter og elevplaner. Skole og Forældre bliver inddraget af Undervisningsministeriet til udviklingen af flere af disse områder gennem repræsentation i for eksempel referencegruppen for initiativet om et nationalt læringskonsulentkorps, referencegruppen for ressourcecenter for folkeskolen, referencegruppen for arbejdet med forenkling af Fælles Mål, Rådet for Børns Læring (det tidligere Skoleråd) samt deltagelse i udviklingen af nye elevplaner.
Landsmøde 2013
Skole og Forældre
Til alle forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer på medlemsskoler
Dato:
fredag til lørdag 15. – 16. november
Sted:
Nyborg Stand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg
Information følger til de udpegede delegerede
Kontakt:
Skole og Forældre
Lizzi Ege Johansen
telefon 3386 0204
e-mail lej@skole-foraeldre.dk
Skolebørn nr. 4 – okt 2013. Magasinet Skolebørn udgives af Landsorganisationen Skole og Forældre og udkommer fire gange årligt. Det nyeste magasin er forbeholdt forældre på Skole og Forældres medlemsskoler og kan findes på deres Forældreintra.
Redaktion: Redaktør: Maj Carboni (DJ): mc@skole-foraeldre.dk · Ansvarsh. red. Mette With Hagensen · Redaktionssekretær og annoncer: Lizzi Ege Johansen: lej@skole-foraeldre.dk Layout: Gregorius
Vil du annoncere i Skolebørn? Se priser her.
Vil du også have det nyeste nummer af Skolebørn? Din skole kan blive medlem her.
Du kan købe magasinet til download her.
Du kan også blive personligt medlem af Skole og Forældre og få det trykte magasin leveret til døren, her.
Skole og Forældre er landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Medlemmerne er forældrerepræsentanterne i 80 % af folkeskolens skolebestyrelser. Organisationens aktive er selv forældre fra skolebestyrelser. Se mere på: www.skole-foraeldre.dk
Skolebørn bruger cookies med det formål at forbedre indholdet og brugeroplevelsen for vores læsere.