Spidsrod gennem hverdagen

Skolestart

 

For fem uger siden gik det løs igen. Jeg er blevet 10 år ældre på de fem uger. Mindst. Jeg er ny mor i 1. og dermed en slags erfaren mor i 0.  Børnene elsker skolen, både Halfdan, den debuterende, og Carla, den tilbagevendte.

Halfdan har idræt om mandagen, Carla om fredagen (husk håndklæde). Halfdan er på biblioteket om tirsdagen, Carla om torsdagen (husk bøger). Tirsdag og onsdag er der udeskole (husk turmadpakker og – tasker). Fredag er legetøjsdag (husk legetøj). De andre dage er det bare rulleskøjter (husk knæbeskyttere og cykelhjelme).

Carla er en del af skolens digitale årgang og skal hver morgen møde op med opladet computer.

Halfdan er i gang med alfabetet, hver dag et nyt bogstav. I dag var det Egernet Egon og i skoletasken lå en elefant. I går var det en tang til Tussen Thomas. Husk også at huske skiftetøj, drikkedunke, gummistøvler, skolefoto og madpakker – 12 halve fordelt i seks madkasser sammen med frugt og gulerødder pakket ind i god samvittighed.

Der er tidspunkter, sådan ca. midt på ugen, hvor jeg har det som en marathonløber, der rammer muren 15 km før mål. Hey, jeg er bare et helt almindeligt menneske, har jeg lyst til at råbe, men så bimler min telefon. Ny besked på intra, som jeg forsøger at læse, mens Carla med forventningsfuld stemme fortæller, at i morgen er der åben skole og alle, alle, de andre forældre kommer. Mit blik flakker, jeg kan ikke i morgen, men måske næste gang lover jeg.

Til den tid har jeg formentlig sagt mit job op for at passe børnenes skole. Breath in. Breath out.

 

Læs Suzette Frovins blog Kun Sandheden:

http://kunsandheden.com

”Hey, jeg er bare et helt almindeligt menneske, har jeg lyst til at råbe”.