Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

NR. 3/2018

SIDE 7/19

6 tips fra forældre til forældre:

”Sådan styrker vi vores børns kreativitet”

Hvad gør du for at styrke dit barns kreativitet? Hvilket tip vil du give videre til andre forældre? Det har Magasinet Skolebørn fået 171 forældre til børn i folkeskolen til at svare på. Vi har sammenfattet det til 6 gode tips med konkrete eksempler. Læs hvad andre forældre gør, og se om du bliver inspireret.

1.

Inddrag børnene i opgaverne derhjemme

”Vi inddrager vores børn i opgaver i dagligdagen, som kan udfordre til kreative løsninger.”

”Når vi har opgaver eller andet, som skal løses derhjemme, tager vi børnene med i nogle snakke og hører deres ideer til, hvordan noget kan gøres, løses eller samles. Det giver nogle fine dialoger. Vi voksne har ikke altid ret. Børnene har ret ofte en kreativ tilgang til løsninger.”

2.
Skab rammerne for kreativitet


”Jeg forsøger at bevare ja-hatten på, når børnene roder hjemmet til og lægger min egen ordentlighed på hylden. Fx når de finder på skøre påfund, sviner køkkenet til eller bruger en hel rulle tape, snor eller andet materiale på et eller andet - i voksnes øjne - ligegyldigt.”

”Jeg er ikke så god til at være med i selve processen, men forsøger at bakke op om mit barns kreativitet ved at skabe rammer og give plads til, at hun kan få lov til at lave de kreative ting, hun har lyst til.”

”Vi skaber ting sammen, og hver for sig. Vi har gjort det nemt at tage materialer til krea og musik frem til brug. Vi har et stort bord til formålet, som ikke behøver ryddes. Alt der bliver skabt får opmærksomhed og response.”

3.
Sluk skærmen og lad dem kede sig


”Tvungen kedsomhed, dvs. ingen planer eller skærm, der fortæller dem, hvad de skal. De skal selv finde på det styret efter lyst og interesse. De har masser af bøger, musik og andre remedier til rådighed.”

 

”Når man ikke sætte sine børn i gang med noget hele tiden og lader dem kede sig, begynder de selv at tænke kreativt og gøre det, de har lyst til.”

4.
Gør noget skørt sammen


”Mit bedste tip er at give lov til at slippe fantasien løs og ikke være bange for selv at bruge den. Gør noget skørt med dit barn. Det I laver behøver ikke at give nogen mening. Og lad barnet bestemme. Anerkend, vis tillid og giv barnet mod til at stå på egne ben, træffe sine egne valg og stå ved sit valg uanset, hvad andre tænker.”

”Jeg har altid opmuntret til kreativitet og deltaget. Tegne, male, synge og danse. Altid kunnet se det sjove, tossede og spændende i verden. Det kræver dog en balancegang mellem ansvar og frihed.”

5.
Sæt krea-tid i kalenderen


”Vi har en dag om måneden, hvor én i vores familie, vælger hvad vi skal lave. Min mand valgte en dag, hvor vi fiskede, vores ene søn valgte en dag med brætspil, vores anden søn valgte, at vi skulle bygge en havelåge, jeg valgte at vi skulle lave visionboards. Alle skal deltage i denne fælles familieaktivitet. Det er så sjovt og sætter gang i kreativiteten.”

6.
Tag ud i naturen


”Vi tager i skoven og på stranden og finder grene, sten og skaller til at male på.”

”Når vi går i skoven eller kører en tur, kigger vi på om skyer eller træer forestiller dyr eller andre ting.”

Vil du have Skolebørn i din indbakke? Klik her
Vil du have Skolebørn i din indbakke? Klik her