”Hvad lavede I til idræt i dag?”

Hver onsdag spørger jeg Sofus på syv år om det fag, drengen hader mest, fordi ”vandet er koldt, og det er kedeligt”. Men pludselig kom Sofus hjem flere uger i træk og svarede, at han (igen) ikke havde haft idræt. Først havde der været håndværkere. Så var der ikke vand i badet. Så skulle salen bruges til noget andet. Helt ærligt! De sølle to timer om ugen, hvor det faktisk er et plus ikke at kunne sidde stille på en stol, er da for vigtige til at aflyse gang på gang!

   Uden idræt sidder ungerne bare på deres flade hele dagen for at komme hjem og chille videre på deres flade foran Netflix og ... hov. Røde kinder og pinlig selverkendelse rammer mig. Bare fordi jeg har en dreng, der er mere til e-sport end anden sport, og skolereformen har sat mere bevægelse på skemaet, kan jeg jo ikke give skolen skylden for, at barnet ikke bevæger sig nok.

Helle for intet ansvar!

Måske er det også at presse citronen lige surt nok, når den nye reform kræver, at den enkelte lærer skal sørge for, at 26 børn bliver klogere, får opmærksomhed og bevæger sig mindst 45 minutter i undervisningen hver eneste dag. Men der er altså forældre – ja, som mig – der vist er kommet til at aflevere ansvaret for den daglige motion sammen med barnet i garderoben, for så tager skolen sig nok af det. Det står jo i reformen! Men altså, bare fordi skoletandlægen har pligt til at holde øje med vores børns tænder, betyder det jo heller ikke, at det er tandlægens ansvar at tage kampen hver dag mod Karius og Baktus i barnets mund.

   For nylig delte en far en håndskrevet besked, der hang på døren foran hans søns skole, på Facebook. Her mindede skolen forældrene om, at det er dem, som skal lære deres børn om værdier som respekt og gode manerer, så kan skolen koncentrere sig om at lære dem dansk, matematik og de andre fag. ”Vi forstærker kun den opdragelse, barnet får hjemme af sine forældre,” stod der. For det er ikke skolens ansvar at opdrage vores børn – men det er heller ikke skolens ansvar (alene, i hvert fald), at vores børn bevæger sig nok. Det er vores ansvar.

Kom op af sofaen!

Vi ved godt, at børn ikke gør, som vi siger, men som vi gør. Når jeg forsømmer min romaskine i kælderen for at sidde med hovedet i computer eller HBO, hvorfor skulle mine børn så opføre sig anderledes? Min undskyldning for, at vi ikke bevæger os nok: Vi har ikke nok tid. Men jeg kender også godt svaret: Let rumpen, og kom i gang! Det er så meget sværere, end det lyder, det ved jeg. Jeg, som er alt andet end fitness-typen, og hellere vil dyrke sofa og chokolade end motion. Men jeg har faktisk formået at tage løbetøj på for at lunte ned og hente mine børn (et par gange!). Og indendørstypen her, som foretrækker vin og varme fra brændeovnen frem for frisk luft og fyrrenåle, har leget krig med ungerne i skoven. Vi kan jo godt, hvis vi vel at mærke vil, og holder op med at forvente, at andre gør det for os. Jeg er vild med, at 0.B har morgenløb på skemaet og hopper sig igennem alfabetet og den lille tabel. Men jeg forventer ikke (mere), at skolen ’motionerer’ min søn. I stedet vil jeg glæde mig over, at skolen har meldt sig ind i kampen om mere bevægelse og gider spille videre med ungerne i undervisningen.