Min søn fortalte mig en historie fra en temadag på skolen:

“Der var et oplæg med en mand, som talte meget højt og hurtigt og blev ved med at spørge os: Har I et mål i livet? Hvis du ikke har et mål, så skal du finde ét med det samme”.

“Nå, var det ikke forfriskende med en rask, lille peptalk?”, spurgte jeg.

“Nej, det var megastressende”, svarede han.

Min søn synes grundlæggende, at manden var for meget. Helt forståeligt efter min opfattelse. Nogle unge har tilsyneladende en veludviklet bullshitdetektor. Skal man virkelig have et livsmål som 14-årig, eller er det ok, hvis man synes, at verden stadig står helt åben, og man skal prøve sig frem for at finde sin vej? Men også forståeligt, at han blev stresset.

 

 

”Skal man virkelig have et livsmål som 14-årig, eller er det ok, hvis man synes, at verden stadig står helt åben?”

 

 

Forventninger og pres er der nok af i forvejen: Kineserne kommer, så I skal blive hurtigt færdige, ud på arbejdsmarkedet, smide skattekroner i statskassen og spare op til pensionen. I skal også helst uddanne jer til ingeniører, naturvidenskabsfolk og håndværkere, for ellers hænger verden ikke sammen længere. Hvem skal ellers opfinde nye gadgets, finde kuren mod kræft eller reparere køleskabet? Og I må gerne gå på gymnasiet, men helst ikke for mange af gangen. Og man skal selvfølgelig også vælge med hjertet og være reflekteret over sine fravalg, især hvis man ikke vil være håndværker eller ingeniør.

 

Min søn er lige begyndt i 8. klasse og for første gang har han og hans klassekammerater en afgørende stemme i at forme deres fremtid. Om et år skal de beslutte, hvor de skal bruge deres tid efter folkeskolen. Hans skole gør en ihærdig indsats for at vise dem, hvad der er af muligheder derude.

 

Forleden var han med sin klasse på besøg på et stort uddannelsessted med både gymnasie- og erhvervsuddannelser. Eleverne skulle krydse af på et spørgeskema, om de havde overvejet at tage en erhvervsuddannelse. Det var der en pæn del, der havde.

“Glimrende!”, sagde jeg til ham, “Det er der brug for i dagens Danmark”.

“Ja, men da dagen var slut, skulle vi tage testen igen”.

“Og…?”

“Og så var der næsten ingen, der ville det længere”.

 

Det burde nok opfattes som en fiasko, at antallet var styrtdykket. Men egentlig kan jeg godt se en lille succes i det. Det må være et sundhedstegn, at de tænker selv. Det er præcis det, der er pointen med at vise dem mulighederne.

 

 

Læs også:

”Sådan bliver du dit barns bedste vejleder”

”Forældre forudser forkert uddannelsesvalg”

”Gør dit barn parat til uddannelse”

 

Læs også andre klummer:

”-Nej, selvfølgelig kan han ikke gå hjem alene”

”Spidsrod gennem hverdagen”

”Jamen, det stod da ellers på Forældreintra”