Mange skolebestyrelser har styr på de centrale principper og fører tilsyn med skolens virke. Men hvordan kommer vi til næste level og gør en god skolebestyrelse bedre? Det fælles sprog om, hvad vi vil, og hvorfor det er vigtigt, er et godt sted at starte.

   Personligt er jeg ret optaget af spørgsmålet om, hvorvidt vores mange forskellige test-regimer og it-systemer rent faktisk er valide og i tilstrækkelig grad afspejler den virkelighed, vi skal kende for at træffe gode beslutninger? Jeg er løbende i dialog med mig selv om rapporternes betydning for vores praksis i skolebestyrelsen. Hvordan er trivslen egentlig i børnehaveklassen? Er der trods kvalitetsrapportens manglende informationer om problemer, virkelig heller ingen mobning blandt pige-gruppen i udskolingen?

    God undervisning fordrer læringsparate elever, ansvarlige forældre og motiverede lærere. Det forudsætter også god ledelse, som igen skal ske inden for gode forvaltningsmæssige rammer, som igen kræver politisk styring. Men i hele denne system-tankegang er der nogle gange for lidt plads til mennesket og dets historier. Det kan gå ud over meningen med det hele. Det manglende ”meningsrum” kan betyde, at skolens lærere og pædagoger mister fodfæstet i forsøget på også at implementere næste forandringsbølge, opdatere data om undervisningsparathedsvurderinger og markere alle læringsforløbene i læringsportalen, mens den gode undervisning skrider i svinget. Så bliver forældrene utrygge. Eleverne taber.