Skolen byder forældrene op til en kompliceret dans

Hvordan samarbejde?

Mens fokus flytter sig fra klassen til det enkelte barn med for eksempel differentieret undervisning, får skolen sværere ved at sætte klare rammer for samarbejdet.

   ”Det bider på mange måder sig selv i halen, fordi det enkelte barn nu er omdrejningspunktet, mens klassens trivsel samtidig afhænger af fællesskabet. På mange måder er det en ustyrlig ledelsesopgave, der stiller store krav til forældrene, men i den grad også til lærerne,” siger Hanne Knudsen.

   Dorthe Boe Danbjørg oplever netop, hvordan forældrenes rolle ikke altid er klart defineret. På den ene side opfordrer skolen forældrene til at involvere sig, ja, de har måske ligefrem forventninger om et vist engagement. På den anden side viser der sig i praksis at være ret snævre rammer for, hvor langt inddragelsen går.

   ”Jeg kan godt få følelsen af, at vi skal levere en masse til skolen, men når vi så har ønsker eller kommer med input, oplever lærerne, at vi blander os – eller det er i hvert fald det indtryk, jeg nogle gange kan få,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

   Hun beskriver en samtale, hun har haft med en lærer i sin datters klasse, fordi hun undrede sig over, at børnene så fjernsyn, mens de spiste madpakker. Her var lærerens svar, at hun pædagogisk stod inde for det valg, og at det ikke var forældrenes opgave at blande sig.

   ”Så ender det med, at vi skal sørge for at give vores barn en ren mælkekarton med eller en gave til en pakkekalender. Det har for mig at se ikke meget med inddragelse at gøre. I stedet bliver vi praktiske grise, der skal sørge for, at hverdagen i skolen kan hænge sammen for lærerne,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Social slagside i samarbejdet

På den ene side er det stadig 1950’ernes ideal om, at forældrene skal bakke op om skolen, der er styrende. På den anden side er der et ønske om i højere grad at ansvarliggøre forældrene. De to idealer skaber ifølge Hanne Knudsen en spænding, som er vanskelig at navigere i for både skole og forældre.

   ”Skolen har stadig retten til at beskrive eleven, som det for eksempel sker til skole-hjem-samtalerne, men hvis forældrene skal tage ansvar, må de også have ret til at udfordre lærerens beskrivelse af deres barn. Den udfordring har skolerne stadig ikke løst,” siger Hanne Knudsen.

    Det tætte samarbejde mellem skole og forældre har også en anden slagside. Der er nemlig en direkte sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesniveau og børnenes faglige præstationer. Det er blandt andet dokumenteret i den norske forskningsrapport Hva er en god skole fra Universitet i Oslo og senest i en helt ny afhandling, Folkeskole, forældre, forskelle – Skole-hjem-samarbejde og forældreinvolvering i et klasseperspektiv. Over et skoleår har sociolog og ph.d. Maria Ørskov Akselvoll fra Roskilde Universitet siddet med til skole-hjem-samtaler, fulgt med på ForældreIntra og interviewet forældre til børn i to folkeskoler. Hun er ikke i tvivl om, hvad bagsiden af det tætte samarbejde med forældrene er.

   ”Inddragelsen af forældre har nu et omfang, hvor det ender med at reproducere sociale skel mellem børnene i stedet for at udviske dem, sådan som det oprindeligt var tanken med skole-hjem-samarbejdet,” siger hun.

   Forklaringen er ifølge Maria Ørskov Akselvoll, at skolen stiller krav til forældrenes ressourcer og kompetencer, når de inviterer dem ind i skolen. I sit feltarbejde så hun, hvor meget det betyder, at forældrene har evner til at begå sig i samarbejdet.

   ”De ressourcestærke forældre – dem med et højt uddannelsesniveau og de økonomisk stærke – kan indgå i samtaler med skolen på lige fod. Men for mindre stærke forældre bliver samarbejdet med skolen en særlig udfordring og for nogle ligefrem en hindring i hverdagen, fordi de ikke ved hvordan eller simpelthen ikke har tid og overskud til at løse den opgave, skolen stiller dem,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

   Skole-hjem-samtalerne er et godt eksempel. Her oplevede Maria Ørskov Akselvoll, hvordan ressourcestærke forældre selv kom med forslag til og med det samme indgik forpligtende aftaler om, hvordan eventuelle problemer kunne løses. Derimod var der en tendens til, at forældre med færre ressourcer oplevede samtalerne som en personlig evaluering af deres evne til at være den type forældre, som skolen forventede af dem.

   ”Vi har længe haft en tro på, at hvis bare vi oplyser forældrene nok om, hvordan de kan bidrage til det gode samarbejde med skolen, så vil de med tiden lære at tage ansvaret på sig. Men i den tilgang overser vi fuldstændig, at der er en gruppe af forældre, der aldrig kommer til at løfte den opgave, skolen pålægger dem,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

   Hun ser allerede nu tendenser til en større ulighed i skolen, fordi forældrenes faglige støtte spiller en stadig større rolle. Det giver et A-hold for de børn, hvor forældrene har kompetencer og ressourcer til at bakke op om deres børn læring, og et B-hold for dem, hvor forældrene ikke har samme mulighed. ForældreIntra er et godt eksempel, fordi strømmen af usorterede informationer stiller store krav til forældrene, både tidsmæssigt og i forhold til at navigere mellem nice to have- og need to-have beskeder.