BBrrrm! En sms, der skal tjekkes. Push! Dyrene på den virtuelle farm er sultne. Snap! Veninden sender et billede af sin nye kanin. Og hov, nu sagde læreren vist også lige noget? Kampen om et moderne skolebarns opmærksomhed er benhård, for smartphonen kalder og lokker med konstante fristelser.

   “I gamle dage var der groft sagt to kilder til forstyrrelse af timerne. Man kunne skrive på små sedler og give dem til sidemanden, eller man kunne glo tomt ud ad vinduet. I dag har børnene bogstavelig talt hele verden som kilde til forstyrrelse,” siger Søren Schultz Hansen, erhvervsforsker og forfatter til bøgerne Årgang 2012 og Digitale indfødte på job.

   Søren Schultz Hansen har forsket i ‘digitale indfødte’ i 15 år og mener, at vi voksne må sætte os ordentligt ind i, hvad de digitale medier betyder for børnene, inden vi kan blande os i deres brug af dem.

   “Hvis vi skal møde de her børn på den rigtige måde og sætte de rigtige grænser, så er vi som minimum nødt til at forstå dem og ikke bare afskrive dem som asociale eller ukoncentrerede,” understreger han.

 

Fordybelse er svært

‘Digitale indfødte’ er de børn og unge, som er vokset op med moderne internet, mobiler som hvermandseje og fremkomsten af sociale medier. Ifølge Søren Schultz Hansen tænker de fundamentalt anderledes end deres forældre og (de fleste af) deres lærere.

   “Deres grundlæggende sprog er det digitale, det sidder simpelthen i kroppen på dem, for eksempel i deres pegefinger, som de bruger på iPad’en. De forstår, at når man trykker på en knap, kommer man et andet sted hen på skærmen, nærmest før de kan tale, og længe før, de kan læse og skrive,” siger Søren Schultz Hansen.

   Derfor er det en stor udfordring for de digitale indfødte, når de kommer i skole og skal til at tænke lineært. En anden stor udfordring for dem er fordybelse og koncentration. Ikke fordi de som udgangspunkt ikke har evnen, men for børn, der har hele verden som adspredelse, er det åbenlyst svært at være ét sted mentalt. Samtidig har de ikke på samme måde som vi voksne følelsen af, at opmærksomheden er knyttet til rum.

   “Vi er i dag ikke afsondret fra verden, blot fordi vi fysisk går ind i et klasselokale. Så hvis man vil opnå fordybelse og koncentration i undervisningen – og det kan der være gode pædagogiske grunde til – er man nødt at bede eleverne om at lægge mobilerne væk,” siger Søren Schultz Hansen.

 

Grænseløs verden

Netop det at kunne sætte grænser om sig selv er en kompetence, børnene har brug for.

   “I den digitale verden er der ingen naturlige grænser, og børnene vil engang skulle ud i et grænseløst arbejdsmarked, hvor de potentielt altid kan være på arbejde,” siger Søren Schultz Hansen og tilføjer:

   For nylig viste en engelsk undersøgelse, at det faglige udbytte var højere på skoler med forbud mod mobiler end uden, så forstyrrelsen har reelle konsekvenser. På den anden side er det ærgerligt kun at se de digitale medier som afbrydere af den ‘rigtige undervisning’. For de er også fantastiske kilder til læring, understreger Søren Schultz Hansen.

   “Det er indlysende, at skolerne skal bruge de muligheder, internettet giver for at søge viden fra hele verden, og her har læreren en vigtig rolle at spille. Ikke som den, der går forrest på det tekniske – der vil de fleste voksne halte håbløst bagefter – men som den, der i kraft af sin gode faglighed sætter rammerne for at bruge medierne,” siger han.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen at lege med

Nu er en skole jo ikke kun timer og faglighed. Den er også kammerater, fællesskab og frikvarterer. Charlotte Skau Pawlowski er Ph.d.-studerende ved SDU, Institut for Idræt og Biomekanik, og hun har undersøgt, hvad der afholder børn fra at bevæge sig i frikvarteret. Det har hun gjort ved at interviewe eleverne i fjerde klasse på 17 danske skoler.

   “På samtlige skoler nævnte børnene uopfordret mobiler, iPads og computere som en stor forhindring for at få legen i frikvarteret i gang. Nogle fortalte mig, at de ikke kunne stille med et fodboldhold, andre at de ikke kunne finde nogen at lege med, fordi deres kammerater var så optagede af skærmene,” fortæller Charlotte Skau Pawlowski.

   Også de skærmivrige børn selv var frustrerede.

   “De sagde, at de simpelthen ikke kunne lade være – en dreng udtrykte det sådan, at mobilen var som en magnet, der tiltrak ham,” fortæller hun.

 

”Tiltide” vigtigere end tilstede

Den oplevelse bakker Søren Schultz Hansens resultater op.

   “Når mobilen brummer i lommen – hvor den altid ligger, som en del af kroppen – føler børnene samme nødvendighed af at svare, som vi voksne ville gøre, hvis nogen kom og prikkede os på skulderen. Mange voksne tager fejl af dette og stempler de unge som asociale, men de er alt andet end det; for dem ville det være meget uhøfligt over for vennerne, der skriver, ikke at svare med det samme,” fortæller han.

   Ifølge Søren Schultz Hansen skelner børnene heller ikke på samme måde som os voksne mellem samvær i den fysiske virkelighed og på nettet.

   “Jeg interviewede på et tidspunkt to drenge fra 8. klasse, der skiltes efter skole med replikken “vi ses derhjemme!” – ikke fordi de skulle hjem sammen, men fordi de skulle hjem og spille sammen online. De to verdener smelter fuldstændig sammen, det er ikke et enten eller for dem, men et både og,” understreger han.

   Når det digitale samvær ofte får første ret, skyldes det ifølge Søren Schultz Hansen, at det for børn og unge i dag er vigtigere at være ‘tiltide’ og svare hurtigt på en sms end at være tilstede i rummet her og nu, som vi voksne ofte vægter tungt.

   Det betyder altså ikke, at de er asociale, når skærmen drager dem. Men det betyder, at samværet her og nu, for eksempel i frikvarteret, bliver udfordret.

   “Jeg kunne godt se i min undersøgelse, at nogle af pigerne for eksempel sms’ede med veninder på andre skoler, og at der dermed var et socialt element i det, men det var samtidigt meget frustrerende for dem, der gerne ville lege her og nu – og det var et problem for bevægelsen,” siger Charlotte Skau Pawlowski.

 

Brug for de voksne

Charlotte Skau Pawlowski besøgte også fem skoler i New Zealand. På fire af dem var mobiler i frikvarteret forbudt, på den femte var de tilladt, men næsten ikke brugt. På alle fem skoler observerede hun, at børnene bevægede sig mere end i Danmark, og fraværet af mobiler var én vigtig årsag, vurderer forskeren, der slår til lyd for flere regler i Danmark.

   “De danske børn, jeg talte med, skreg efter at få nogle regler fra de voksne. De ønskede måske ikke et fuldstændigt forbud, men de talte om skærmfri dage, og de var helt klare på, at de IKKE selv kunne finde ud af at lave dem,” siger hun.

   Også Søren Schultz Hansen mener, at vi digitale ‘indvandrere’, forældre og lærere, skal gøre os gældende, selv om vi måske har svært ved at overskue børnenes digitale verden.

   “Der er i den grad brug for dannelse i den digitale dannelse – vi ikke bare kan bidrage med noget over for børnene, vi skal gøre det. Vi kan ikke følge med teknisk, men vi kan lære børnene om værdien af tilstedeværelse, om kildekritik og om sociale spilleregler, som også gælder, selv om dem vi omgås, ikke er i rummet lige nu,” siger han.

 

Det kan skolebestyrelsen gøre

 

•  Formuler et princip for brug af digitale medier i undervisning og frikvarterer, og/eller inddrag digitale medier i andre principper, for eksempel i principperne for bevægelse i undervisningen, skole-hjem-samarbejde eller inklusion.

 

•  Indskriv retningslinjer for brug af digitale medier i skolens værdigrundlag og antimobbestrategi. Især det sidste er vigtigt, fordi digital mobning er en helt væsentlig del af den mobning, der foregår i dag.

 

•  Tag initiativ til temamøder, eventuelt med oplæg af eksperter om digitale medier – ikke kun om mobning, men også om, hvordan medierne kan bruges positivt.

 

Find værktøj til arbejdet med værdiregelsæt og tilsyn i Skolebestyrelsens værktøjskasse på www.skole-foraeldre.dk

 

Kilder: Søren Schultz Hansen, forsker og forfatter, Jon K. Lange, seniorrådgiver i Red Barnet, Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, Medierådet for Børn og Unge.