Gode børnefællesskaber forebygger vold og mobning – det gør sanktioner ikke
Når skoler tyr til sanktioner for at løse vold og konflikter mellem børn, gør det mere skade end gavn, lyder det enstemmigt fra tre eksperter. De argumenterer for, at pædagogikken skal i front, mens straf og retfærdighedssans må træde i baggrunden, hvis vi skal hjælpe de involverede børn tilbage på sporet.
TEKST: MATHILDE WEIRSØE
ILLUSTRATION: METTE EHLERS
D anskerne var i chok, da medierne i vinteren 2024 rapporterede om seksuelle overgreb på børn begået af andre børn på en skole i den lille midtsjællandske by Borup. Kort efter fulgte en anden sag med vold og krænkelser på en skole i Agedrup nær Odense. Hvordan kan det ske? Hvad er der da galt med de børn – og deres forældre? Og hvordan skal vi holde dem ansvarlige for det, de har gjort?
I avisoverskrifterne og på de gule bjælker på tv-nyhedsudsendelserne blev der brugt ord som voldtægt, krænker, gerningsmænd og ofre – termer som vi kender fra kriminologien, og som gør det nemt at udpege de onde og de gode. Men så enkelt er det ikke, når vi ser tilbage på sagen i et pædagogisk perspektiv og sammen med eksperter dykker ned i, hvad vi har lært af krænkelsessagerne fra Borup og Agedrup; og ikke mindst, hvordan vi forebygger, at noget lignende kan ske igen – i Borup, i Gentofte i Randers eller et helt fjerde sted i landet?
”Vi skal først og fremmest droppe stigmatiseringen af børnene,” lyder opfordringen fra Claus Munch Drejer, der er ph.d. i samfundsvidenskab og står bag projekt Stop Skolevold, som han er ved at lægge sidste hånd på. Projektet er finansieret af Offerfonden, hvilket får den direkte indflydelse, at han ser krænkelsessagerne fra ofrenes og deres familiers perspektiv.
Når det er sagt, så er Claus Munch Drejer ikke meget for at udpege børn som krænkere, voldtægtsforbrydere og gerningsmænd. Det stigmatiserer børnene i en grad, som gør det svært for dem at vende tilbage til hverdagen på skolen igen. Men det forsimpler også debatten, som i høj grad mangler nuancer, mener han.
Truer med TikTok
Et gennemgående træk fra Claus Munch Drejers undersøgelse er, at det ofte er ældre børn, der begår overgreb mod yngre børn, at overgrebene foregår over lang tid, og at der næsten altid er et digitalt element indblandet.
”Videooptagelser bliver brugt til at true ofret til at holde tæt omkring overgrebene og ikke fortælle det til hverken lærere eller forældre. Ellers ville de dele optagelserne på TikTok,” fortæller Claus Drejer, der i sin undersøgelse definerer vold som fysisk og psykisk vold – herunder digital mobning og trusler.
”Forældrene finder først ud af, hvad der er sket, når børnene knækker sammen,” siger han.
“Vi risikerer i høj grad at forværre problemerne med sanktioner – og endda skabe nye massive problemer”
Rikke Alice Bille, leder af Forældrerådgivningen
Overgreb belaster familier
Og netop forældrenes perspektiv er omdrejningspunktet i Claus Munch Drejers undersøgelse. De er nemlig i høj grad også ofre i de her sager. I flere af de familier, han har talt med, er det endt med, at barnet har fået massiv skolevægring og skal hjemmeskoles, og derfor er en af forældrene typisk nødt til at søge om orlov fra sit arbejde for at blive hjemme ved barnet.
”Det er enormt indgribende i de her familiers liv. Og det sætter langvarige spor hos både børn og forældre, der står tilbage med en form for posttraumatisk stress,” fortæller Claus Munch Drejer.
En anden årsag til, at undersøgelsen tager forældrenes perspektiv, er, at han og forældrene har vurderet, at det simpelthen er for hårdt og retraumatiserende for børnene at fortælle om de overgreb og ydmygelser, de har været udsat for.
Forældrene til de krænkede børn, som Claus Munch Drejer har talt med, er meget ulykkelige, men de er samtidig meget saglige, når de i interviews giver udtryk for deres fortvivlelse, som primært opstår, fordi ikke føler, de får den nødvendige støtte fra skolen.
”Skolerne mangler generelt en handleplan, de kan sætte ind med. Der er ingen struktur for, hvordan man handler og agerer som skole, når der sker overgreb mellem børn på skolen. Ingen systematisk opfølgning. Og ingen vidensopsamling,” lyder det fra Claus Munch Drejer.
Det efterlader børn og forældre helt alene med problemerne, som de selv skal håndtere. Men det skaber også en mistillid hos forældrene til skolens ledelse og lærere, og en oplevelse af at overgrebet på deres barn ikke bliver taget alvorligt.
Derfor er Claus Munch Drejer nu, på baggrund af sin undersøgelse, i færd med at udvikle en model for, hvordan skoler kan arbejde ud fra en konkret handleplan, når der sker vold eller overgreb blandt eleverne. Handleplanen skal sikre, at elever, der er blevet udsat for vold eller overgreb, trygt kan vende tilbage til skolen inden for en overskuelig fremtid.
Selv har han netop søgt midler til at oprette et nationalt videnscenter, der skal samle viden og erfaringer på området. Et sådant center vil kunne sikre, at vi fremover hurtigt kan sætte ind med vidensbaserede indsatser, når de her ting sker i skolen.
Se Handleplansstjernen af Claus Munch Drejer (PDF):
Forældre føler sig alene
Claus Munch Drejer er bevidst om, at skolernes svigt primært bunder i ressourcespørgsmål. Der mangler simpelthen pædagoger og lærere, der kan forebygge, at de her hændelser sker, fx ved at sikre gode legemiljøer for børnene.
”Når der er sket overgreb eller krænkelser børn imellem, er der brug for dygtige professionelle, pædagoger, lærere og ledere, der kan samle børnene og deres forældre op, yde støtte og sikre børnene en tryg tilbagevenden til skolen,” siger han.
Men det er desværre langt fra den virkelighed, forældrene giver udtryk for i hans undersøgelse. De føler sig afmægtige og efterladt med en følelse af at stå helt alene og fx selv skulle opsøge og finansiere psykologhjælp.
”De forældre, jeg har talt med, beretter alle om en stor diskrepans i forhold til, hvordan skolen og de som forældre ser på konflikterne. Og det har stor betydning for det videre forløb, om skolen vil anerkende hændelserne som overgreb og krænkelser. Hvis ikke, så handler skolen ganske enkelt ikke,” lyder det fra Claus Munch Drejer.
Den manglende dialog og anerkendelse fører ofte til, at skole-hjem-samarbejdet lider et knæk, og det er med til at optrappe konflikten. Ofte ender det med, at forældrene trækker barnet ud af skolen og flytter det til en ny, fortæller han.
“Straf og sanktioner har ingen bæredygtig effekt. Der tages ikke nok hånd om ofrene, og bortviste elever risikerer eksklusion fra fællesskabet – også på længere sigt.”
Gro Emmertsen Lund, skoleforsker
Skolen yder ikke nok pædagogisk støtte
Forældres fortvivlelse og afmagt over ikke at få den nødvendige støtte fra skolen kan Rikke Alice Bille genkende fra Forældrerådgivningen i Skole og Forældre, som hun er leder af. De yder rådgivning og støtte til forældre, der oplever konflikter eller udfordringer med deres børn i skolen eller i skole-hjem-samarbejdet.
Hun fortæller, at de forældre, der henvender sig til Forældrerådgivningen, især efterspørger ressourcer på skolerne og viden om, hvordan man pædagogisk forebygger udadreagerende og voldelig adfærd. Men forældrene oplever, at skolen ikke tager deres henvendelser alvorligt, når de henvender sig med bekymringer om deres barn.
”Vi får henvendelser fra frustrerede forældre til udadreagerende børn, som fx slår andre børn, og som har forsøgt at råbe skolen op om støtte til deres barn. Men skolen sætter ikke initiativer i gang i forhold at forebygge, at barnets adfærd eskalerer,” fortæller hun og tilføjer, at Forældrerådgivningen fik henvendelser om grænseoverskridende adfærd på Borup Skole helt tilbage til januar 2023.
Samarbejde frem for sanktioner
Ligesom ’offer-forældrene’ i Claus Munch Drejers undersøgelse efterspørger forældrene til børn, der har haft udadreagerende eller grænseoverskridende adfærd, at der udarbejdes en pædagogisk plan for, hvad der skal ske, når deres barn vender tilbage til skolen.
”De frygter, at hvis barnet vender tilbage til de samme rammer, er der en risiko for, at adfærden gentager sig. Derfor er der brug for klare kommunikations- og samarbejdsstrukturer, når vi behandler sager, som dem vi har set i den seneste tid, både i forhold til de involverede forældre og børn og de pårørende i klassen, så vi kan forhindre, at sagerne eskalerer og samtidig sikre, at alle børn bliver hjulpet,” siger hun og tilføjer:
”Forældrene fortæller, at deres børn er i massiv mistrivsel, og de ønsker blot, at deres børn kan forblive del af fællesskabet.”
Det er Rikke Alice Billes indtryk, at skoler efter Borup- og Agedrup-sagen hurtigere tyr til ret voldsomme sanktioner. For eksempel endte en konflikt i en gymnastiksal med, at skolen bortviste en elev, der nu er endt på en psykiatrisk afdeling med en belastningsreaktion.
”Vi risikerer i høj grad at forværre problemerne med sanktioner – og endda skabe nye massive problemer,” siger hun.
“Vi mangler et sprog for at kunne tale om børns overgreb mod børn.”
Claus Munch Drejer, skoleforsker
Sanktioner har ingen bæredygtig effekt
Gro Emmertsen Lund er også skeptisk over for brugen af sanktioner i sager, hvor børn krænker andre børn. Hun er ph.d. i skolens pædagogiske praksis og arbejder som selvstændig uddannelsesspecialist og konsulent med speciale i skolernes problemhåndtering. Hun siger:
”Vi ved fra danske og internationale undersøgelser, at straf og sanktioner ikke har nogen bæredygtig effekt i forhold til at håndtere mobning og krænkelser. Der tages ikke nok hånd om ofrene, ligesom de elever, der sanktioneres, heller ikke får støtte. Det, de har behov for, er nemlig at få hjælp til en bedre adfærd. Men bortvisning resulterer ofte i, at de bortvi- ste falder helt uden for skoletilbuddene, og det øger risikoen for, at de bliver rekrutteret af banderne. På den måde kan en bortvisning føre til et ungdomsliv i den kriminelle bane og på sigt social eksklusion fra samfundet.”
Problemet med den tilgang er dels, at vi skaber nye samfundsmæssige problemer, men også at ingen lærer noget af den form for problemhåndtering – hverken krænker, offer, skole eller samfund.
”Vi skal i stedet holde eleverne ansvarlige for deres gerninger. Vi skal konfrontere dem med, hvad de har gjort, og hvilke konsekvenser det har for dem, det er gået ud over. Men vi skal invitere dem ind som del af løsningen. Det er faktisk en meget krævende proces for dem og meget mere ansvarliggørende end bare at pålægge dem en straf,” siger Gro Emmertsen Lund og tilføjer, at der i de her sager i høj grad også er brug for at få styrket skolefællesskabet og genetablere en form for tryghed på skolen.
Konkret anbefaler hun, at parterne, initieret af skoleledelsen eller lærerne, arbejder ud fra den pædagogiske metode, som hun selv er meget optaget af pt., nemlig genoprettende praksis.
Målet med genoprettende praksis er, at parterne opnår fælles forståelse for hinandens positioner for derigennem at kunne tage afstand fra den uhensigtsmæssige adfærd, men uden at nogen straffes.
”I bedste fald kan den elev, der har gjort skade på en anden, indse omfanget af sine handlinger og søge forbrødring,” lyder det fra Gro Emmertsen Lund.
Hjælper også ressourcesvage familier
Inspirationen henter hun blandt andet fra USA, Canada og New Zealand, men hun er ved at udvikle materialer, der kan omsættes i det danske skolesystem. Kultur og skolepraksis er nemlig afgørende for den genoprettende praksis’ succes.
Til spørgsmålet om hvorvidt det kræver et vist overskud som familie at være med i sådan en forbrødrings- og konfliktløsningsproces, svarer hun:
”Det fungerer også for ressourcesvage familier. Det viser forskning og erfaring fra New Zealand, USA og Canada. I USA har jeg været med ude og observere, hvordan genoprettende praksis blev praktiseret på skoler i meget udsatte områder, hvor familier havde alle mulige problemer og udfordringer.”
Genoprettende praksis er pædagogikkens pendant til straf og sanktioner, forklarer Gro Emmertsen Lund, der generelt taler for mere pædagogik, mindre fokus på jura i sagerne, hvor børn krænker andre børn. Men hun peger på, at den genoprettende praksis sagtens kan køre parallelt med en strafferetlig proces, hvis en sigtelse har fundet sted.
Fokus på at styrke fællesskabet
Genoprettende praksis kan med fordel indarbejdes i skolens hverdag, pointerer Gro Emmertsen Lund. Det indebærer, at lærere og skolepædagoger tager metoderne til sig og bruger dem aktivt til at inddrage alle børn i en løbende dialog om klassefællesskabets dynamik.
”Det handler om at få eleverne til at opleve, hvordan deres adfærd påvirker andre. Her bliver parterne spurgt til, hvad der er sket, og hvordan de hver især blev påvirket af det, samt hvad de nu har behov for. På baggrund af den viden igangsætter skolen sin intervention,” forklarer Gro Emmertsen Lund.
Den pædagogiske tilgang kan måske også være med til at aftabuisere emnet, som også Claus Munch Drejer efterlyser. En aftabuisering kan måske gøre op med den berøringsangst, vi som samfund har, for at tale om vold og krænkelser mellem børn.
”Vi mangler et sprog for at kunne tale om børns overgreb mod andre børn. Udgangspunktet er at skabe bedre vilkår for dialogen ved at styrke børnefællesskaberne og sikre tillidsfulde miljøer på skolerne, så børn, der oplever overgreb, eller børn, der har kendskab til, at der sker overgreb på andre børn, føler sig trygge ved at fortælle deres lærere, pædagoger og forældre om det,” lyder det fra Claus Munch Drejer.
Rikke Alice Bille fra Forældrerådgivningen mener også, at fokus nu skal være på at bygge stærke og sunde børnefællesskaber på skolerne, hvor der ikke sker overgreb børnene imellem. Hun siger:
”Faktisk er børn enormt gode til at tale om de her ting og sætte sig ind i hinandens motiver og udfordringer. Og jeg vil gerne argumentere for, at børn skal lære at håndtere konflikter i skolen, ligesom de skal lære matematik – og det er skolens ansvar at lære dem det.”
Hvor stort er omfanget af vold og krænkelser i skolen?
45 % af forældrene angiver, at deres barn har været udsat for udadreagerende adfærd i skolen inden for det seneste år, ifølge Skole og Forældres undersøgelse* fra juni 2024 med besvarelser fra 980 forældre til børn i folkeskolen. (Det kan f x være vold, slåskampe, ødelæggelse af ejendele eller truende adfærd).
7 % af dem angiver, at dette er sket mere end 10 gange.
30 % af forældrene angiver, at deres barn har været udsat for grænseoverskridende adfærd som eksempelvis seksuelle tilnærmelser, bodyshaming eller racistiske kommentarer.
En undersøgelse blandt lærere og børnehaveklasseledere foretaget af Danmarks Lærerforening (DLF) viser, at 15 procent dagligt oplever voldelige episoder/adfærd mellem elever i skolen. 34 procent oplever det ugentligt og 25 procent månedligt. Over halvdelen af lærerne angiver, at der er kommet flere episoder med voldelig adfærd mellem eleverne de seneste fem år.
I kommunerne oplever de ikke en stigning i andelen af alvorlige sager om vold og seksuelle krænkelser, men at ”der altid har været få, men alvorlige sager”, viser en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL). Kommunerne oplever til gengæld, at flere børn i dag oftere har en udadreagerende adfærd, og at sprogbrugen kan være hårdere og med seksuelle referencer. Kommunerne oplever også, at der er en tendens til, at forældrenes reaktioner og tone er hårdere end tidligere, samt at dialogen om tiltag og løsninger kan blive mere kompleks og til tider konfliktfyldt.
Hos Skole og Forældres forældrerådgivning var der i 2023 2.803 rådgivninger. Heraf handlede:
• 108 om vold børn imellem
• 15 om seksuelle krænkelser børn imellem
• 31 om trusler eller truende adfærd børn imellem
• 20 om vold begået af voksent personale mod børn
• 9 om trusler eller truende adfærd fra voksent personale mod børn
• 77 opringninger kom fra forældre, hvis barn har haft en udadreagerende, krænkende eller kriminel adfærd.
Overgreb mod lærere og pædagoger
37 procent af lærerne har været udsat for fysisk vold på deres arbejdsplads inden for de seneste 12 måneder, viser undersøgelsen fra DLF. I 98 procent af tilfældene stammer volden fra en elev.
Arbejdstilsynet har uddelt påbud 57 gange på 46 grundskoler om atskride ind over for et arbejdsmiljø, der udsætter lærere og pædagoger for sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko. Problemerne med vold og chikane mod skolens ansatte er i en sådan grad, at det ifølge tilsynsrapporterne kan forringe ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt. Det viser en gennemgang af tilsynsrapporterne, som Fagbladet Folkeskolen har lavet i samarbejde med Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik.
*Skole og Forældres konfliktundersøgelse: Undersøgelsen er gennemført af Skole og Forældre i perioden 21.-28. juni med besvarelser fra 980 forældre til børn i folkeskolen. Undersøgelsen er geografisk repræsentativ. Blandt respondenterne er der en overvægt af kvinder og af personer med videregående uddannelse. Resultaterne er derfor vægtede i forhold til respondenternes køn og uddannelsesniveau.
HAR DIT BARN UDFORDRINGER I SKOLEN?
Ring til Forældrerådgivningen på 70 25 24 68
Udgivet: juli 2024
