Forrige - Næste

FORSIDE

ARKIV

INDHOLD

MAGASINET

SKOLEBØRN

SIDE 5/19

Leder

Gider du?

Når vores børn skal begynde i skole, så lyser begejstringen og lærelysten ud af deres øjne, men lige så stille brænder lyset ud. Når vores børn når i udskolingen, kan det være meget svært at finde blot en lille gnist af begejstring og lærelyst i deres øjne. Det bliver en kamp for både børn og forældre at give skolearbejdet den indsats og opmærksomhed, som skolen fortjener.

 

Når vores halvstore børn om morgenen siger, at de ikke gider gå i skole, for der sker ingenting, det er kedeligt, og de spilder deres tid, så har de jo ret. For deres oplevelse af skoledagen er, at skoledagen er meningsløs og irrelevant, og at de ikke har været i stand til at drive sig selv til at engagere sig, deltage og løse de stillede opgaver. Det store spørgsmål er, hvordan vi får vores børn til at gide skabe mening og relevans i skolen, og til at engagere sig og aktivt bidrage til, at både de og deres klassekammerater får mest muligt ud af skoledagen.

 

Motivation handler om at skabe mening, for giver det mening, så er der næsten ingen grænser for den indsats, man er villig til at lægge i en opgave. Mening med opgaven kan vi selv skabe eller andre kan vise os mening med opgaven. Før vi kan finde mening, handler det om at skabe tryghed, for er man er i et miljø, der er utrygt, og hvis man ikke er sikker på, at de andre bryder sig om én, så kan lysten til at engagere sig og deltage ligge på et meget lille sted. Derfor handler motivation også om at skabe tryghed for den enkelte i fællesskabet, skabe oplevelsen af, at jeg er en vigtig del af fællesskabet, og at de andre sætter pris på, at jeg er her.

 

Skolebestyrelsen har en stor rolle at spille for at skabe tryghed og trivsel for alle elever. Gennem arbejdet med værdier og principper kan skolebestyrelsen sætte rammerne for, hvordan vi er sammen på skolen og i klassen. Den vigtige snak i hjemmet om skolen med vores børn kan også handle om at finde relevansen i skolearbejdet, når vi taler med vores børn om, hvorfor de går i skole, og at skolen ikke blot handler om at blive til noget, skolen handler også om at blive til nogen.

 

Og så må vi også huske på, at nogle gange er det svært at finde meningen i en opgave, og så er det bare med at klemme ballerne sammen og få opgaven løst, og så høste den lille præmie man måske har stillet sig selv i udsigt, når opgaven er løst.

 

 

LÆS MERE:

"Motivation handler om at skabe mening, for giver det mening, så er der næsten ingen grænser for den indsats, man er villig til at lægge i en opgave."  

 

METTE WITH HAGENSEN, LANDSFORMAND

Mail: mwh@skole-foraeldre.dk

 

SCROLL NED