SCROLL NED
Imødet med Sofias varme smil og livfulde glimt i øjnene, er det svært at forestille sig en lille pige, der for bare seks år siden har givet hele verden Fuck-fingeren og langet adskillige knytnæver ud på skolegangen. Men sådan er hadefulde aggressioner gennem årene blevet transformeret til kærlig adfærd og en sjælden selvindsigt og livsklogskab for en 18-årig pige.
”Det handler om at blive set, for den man i virkeligheden er, i stedet for at blive dømt på sin skal,” siger Sofia, som i dag er to af sine folkeskolelærere og sin karatetræner dybt taknemmelig for at have set igennem hendes aggressive facade og hjulpet hende på vej til den person, hun er i dag.
”De er mine tre helte. Uden dem havde jeg måske ikke været her i dag. Det er selvfølgelig mig selv, der har gjort arbejdet, men de har åbnet mine øjne. Det har virkelig givet mig lyst til at ændre adfærd og bruge mine kræfter på en meget bedre måde,” fortæller Sofia, der gennem daglig karatetræning har fået vendt sin vrede til kampstyrke. Ovenikøbet i en sådan grad, at hun i 2012 løb med guldmedaljerne i såvel DM, som EM i ungdomskarate.
Da bomben sprang
Første gang Sofia i 10-års års alderen placerede sin knyttede hånd i hovedet på en anden elev, var det i ren selvforsvar. Hun var blevet udsat for både verbal og fysisk mobning og det var ikke første gang, det var sket. Tværtimod havde mobberiet stået på næsten dagligt igennem flere år og på hjemmefronten var stemningen mindst ligeså utryg, så der var ikke nogen støtte at hente.
”Der var ikke rigtig nogen, der så det eller spurgte til det og derhjemmefra havde jeg jo lært på den hårde måde, at jeg måtte klare mig selv, og det gjorde jeg så,” fortæller Sofia.
Derfor tog hun tavst imod slagene, mens hun tappert forsøgte at smile og flittigt passe sin skole. Men smerten blev til en hård knude af had og vrede, der voksede sig større for hvert et slag hun fik og efterhånden forvandlede hende til en tikkende bombe, der kun ventede på at sprænge.
”Pludselig tændte jeg bare af. Jeg kunne simpelthen ikke mere og da jeg først var gået i gang, så ville det ingen ende tage,” fortæller Sofia.
De voldsomme aggressioner kom til at kontrollere hele Sofias liv og sammen med en gruppe destruktive åndsfæller dannede hun en pigebande på skolen, der havde én mission:
”Det handlede bare om at ødelægge. At slå på alt og alle, der kunne slås på. Jeg skulle have hævn og jeg var iskold,” fortæller Sofia.
”Endelig var der én, der så mig”
En dag skete der dog for Sofia noget ganske uvant, som fik istapperne i hendes øjne til at smelte. På daværende tidspunkt gik hun på en af Nørrebros socialt belastede skoler, hvor kriminalitet og mobning fyldte langt mere i hverdagen, end ressourcerne til at gøre noget ved det. Sådan slap pigerne afsted med mange af deres bandeaktioner. Enten passerede det uset lærernes øjne eller de fik en reprimande, som de blot kastede tilbage i lærernes hoveder med en fuckfinger.
Denne dag var Sofia dog blevet taget af sin klasselærer, Thor, for at have drevet hærværk på skolen og have slået en uskyldig elev ned på gangen. Bedst som hun, med sammenknebne øjne og armene over kors, havde gjort antræk til at forsvare sig mod lærerens irettesættelser, blev hun mødt af en ganske anden reaktion end forventet;
”Han så kærligt på mig,” fortæller Sofia, mens hun smiler rørt og med nærvær i blikket citerer ham for at sige;
”Det her tror jeg slet ikke er dig Sofia. Jeg tror ikke, det er den her, du er og det du i virkeligheden vil”.
Med denne lille sætning faldt hele Sofias vanlige du-kan-rende-mig-attitude pladask til jorden. Det var lige præcis dét, hun igennem alle de år havde længtes så inderligt efter;
”Han så ligesom igennem mig. Indeni var jeg jo bare en lille, såret pige der græd og så gerne ville ses. Der var aldrig nogen, der havde spurgt til mig før. Han så mig for den jeg i virkeligheden var og det gjorde hele forskellen,” fortæller Sofia, som efter denne episode fik lyst til at bryde kontakten til bandemiljøet og arbejde med sin aggressive adfærd.
Med Thors hjælp blev denne episode sidste gang, at Sofia fik afløb for sin sorg og vrede ved at slå. I hvert fald på den destruktive måde.
Fra vrede til kampgejst
Da Sofia kort tid efter begyndte at gå til karate, var det i ønsket om få fred i krop og sind og flytte fokus væk fra hendes mistrivsel i skolen og på hjemmefronten. Kampen var dog langt fra gjort med et dagligt karatespark. Der gik ikke lang tid før Sofias træner, Jacob, begyndte at spotte den indædte vrede, som fortsat buldrede under huden på Sofia.
”Han kunne se på mig, at jeg ikke havde det godt. Mit fjendske kropssprog og mine negative bemærkninger på facebook. Og så spurgte han, hvordan jeg havde det, om der var noget han kunne hjælpe mig med,” fortæller Sofia, der med Jacobs oprigtige interesse fik lyst til at åbne op for fortidens sårbarheder. Med Jacobs hjælp blev Sofia opmærksom på, at hendes voldsomme vrede og aggressioner ikke kun var destruktive, men rent faktisk bar kimen til nogle andre kræfter, som ville kunne hjælpe Sofia i en konstruktiv retning;
”Man kan bruge vrede og aggressioner til meget andet end at slå folk ned med knytnæver. Der ligger jo rigtig meget styrke og målrettethed i det. Det er den anden side af vreden. Det fandt jeg ud af og begyndte i stedet at bruge det på karate,” siger Sofia med et så intenst blik i øjnene og skarphed i stemmen, at der ikke hersker nogen tvivl om, at hun har mærket ordene på egen krop.
Herfra har Sofia ikke blot kæmpet sig vejs til elitens top. Hun oplever samtidig, hvordan hele processen løser op for mange knuder og er med til at give hende større selvtillid og indre ro.
Ny historie, nye relationer
I syvende klasse begyndte Sofia på en ny skole i et langt tryggere miljø. Her skete der allerede i løbet af de første dage noget ganske særligt, der gav Sofia mulighed for at begynde på en frisk. Hele den første uge var sat af til, at Sofia og klassen skulle lære hinanden at kende gennem forskellige aktiviteter og gruppeøvelser. Da hendes nye klasselærer, Anders, forinden havde fortalt eleverne, at der ville komme en ny pige i klassen, havde han bevidst valgt ikke at nævne Sofias barske fortid men blot fortælle, at der var en ny, god klassekammerat på vej.
”Der var slet ingen, der kiggede skævt til mig. De kendte jo ikke noget til min fortid og dømte mig ikke. De så mig jo bare, som den jeg er og alle var så søde og interesserede i mig,” siger Sofia, mens hun smiler og lægger sin hånd på hjertet.
At blive mødt med åbent sind havde særlig stor betydning for Sofia, som jo netop ønskede at komme væk fra det belastede miljø, hvor hun sad fast i en selvforstærkende fortælling om mobbeofferet og den aggressive bandepige. En fortælling, der havde gjort det svært for hende at skabe en ny identitet. ”Al den interesse og varme smittede jo også af på min måde at være på. Det gjorde mig på en eller anden måde mere blød. Jeg behøvede ikke at være vred. Der var nogle mennesker, der ville mig det godt,” fortæller Sofia, som aldrig havde følt sig så set og respekteret før og for første gang i sit liv begyndte at få venner.
Denne uge blev begyndelsen på to år med en klasselærer, der tog Sofia under sin vinge og støttede hende gennem mange hårde perioder.
Smerte rimer på hjerte
Gennem Sofias fortælling om de tre lærere har hun på flere tidspunkter lys i øjnene. Det største lys skinner dog til allersidst, hvor hun fortæller, at hun nu er på vej ud for at passe sin lille nevø og niece, som hun er meget tæt knyttet til.
”Jeg elsker børn,” siger Sofia med en smittende varme i stemmen og begejstring i hele kroppen. En kærlighed hun blandt andet mærker gennem sin ugentlige beskæftigelse som børnekaratetræner. Sofia beskriver, hvordan hun føler moderlig omsorg, særligt overfor de børn, som hun kan se, har det svært. Omsorgsgenet er blevet helt tydeligt igennem de senere år, hvor hun har fået knækket sin hårde skal og er kommet i kontakt med sine bløde sider og sit eget smertebarn.
”Der er aldrig nogen, der skal igennem den samme smerte som mig. Alle børn fortjener at blive set, som dem de er,” siger Sofia med en løvemoderlig og bestemt klang i stemmen.
Når Sofia om to år er færdig med gymnasiet, drømmer hun derfor om at kunne hjælpe udsatte børn, hvis hun på det tidspunkt er klar til det.
”Jeg er selvfølgelig stadig meget skrøbelig selv. Selvom jeg er nået langt, er det jo ikke en dans på roser. Det vigtigste må være først og fremmest at passe på mig selv. Ellers er det svært at hjælpe andre,” siger Sofia, som fortsat træner karate på daglig basis og får hjælp gennem socialrådgiver- og psykologsamtaler.
LÆS MERE:
Har de andre forældre på skolen også læst Skolebørn?
Hjælp os med at gøre flere forældre opmærksomme på Magasinet Skolebørn, så de også kan få den nyeste viden og inspiration til livet som skoleforælder.
Download printvenlig plakat her og hæng den op på din skole.
Skolebørn nr. 1 – Februar 2016. Magasinet Skolebørn udgives af Landsorganisationen Skole og Forældre og udkommer fire gange årligt. Det nyeste magasin er forbeholdt forældre på Skole og Forældres medlemsskoler og kan findes på deres Forældreintra. Du er velkommen til at citere og bringe uddrag fra artikler, så længe Skole og Forældres magasin, Skolebørn, tydeligt angives som kilde. Artiklerne er ikke nødvendigvis udtryk for Skole og Forældres holdning.
Redaktion: Redaktør: Maj Carboni (DJ): mc@skole-foraeldre.dk · Ansvarshavende redaktør: Mette With Hagensen · Redaktionssekretær og annoncer: Lizzi Ege Johansen: lej@skole-foraeldre.dk
Layout: Gregorius Designthinking
Vil du annoncere i Skolebørn? Se priser her.
Vil du også have det nyeste nummer af Skolebørn? Din skole kan blive medlem her.
Du kan købe magasinet til download her.
Du kan også blive personligt medlem af Skole og Forældre og få det trykte magasin leveret til døren, her.
Skole og Forældre er landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Medlemmerne er forældrerepræsentanterne i 80 % af folkeskolens skolebestyrelser. Organisationens aktive er selv forældre fra skolebestyrelser. Se mere på: www.skole-foraeldre.dk
Bemærk: Skoleborn.dk anvender cookies til statistik med det formål at forbedre indholdet.