Børn skal lære, at de ikke altid kan komme forrest i køen

Når børn ikke gider hjælpe med at rydde af bordet efter aftensmaden og i stedet sætter sig hen til iPad’en, sker det ofte uden andre konsekvenser end et opgivende skuldertræk fra far og mor. Men hvis grænserne flyder derhjemme, og børnenes behov altid kommer i første række, får de svært ved at indgå i et fællesskab som en klasse, mener psykolog og tidligere formand for Børns Vilkår, John Aasted Halse. I hans nye bog Den nødvendige opdragelse slår han til lyd for, at voksne skal være tydelige og turde sætte grænser. Gennem sit arbejde som psykolog møder han mange forældre, der føler sig usikre i forhold til deres børn, som vil forhandle alt fra sengetider til huslige pligter.

“De voksne er bange for at være konsekvente og tage voksenrollen på sig. De er usikre på at sætte grænser og bliver eftergivende for at bevare den gode stemning. Det betyder, at børnene ikke lærer, at der er nogle ting, som de bare skal,” siger han.

Og det samme billede kan lærerne berette om i skolen. Der er ikke langt mellem historier i medierne om, hvor galt det står til i klasseværelserne. En stadig større gruppe elever taler grimt og mangler respekt for både læreren og klassekammeraterne – og undervisningen lider under det.

“Rummelighed og fællesskab i klassen handler både om, at der skal være plads til alle med hver deres særheder, men også, at man skal give plads til andre, og at det hele ikke handler om én selv. Det er altså både ret og pligt i det. Men voksnes usikkerhed i forhold til opdragelse medvirker til, at nogle børn ikke helt forstår pligtdelen,” siger han.

Opdragelse er et fælles ansvar

John Aasted Halse mener, man skal tage både forældres og læreres frustrationer alvorligt, men han understreger samtidig, at forældrene ikke alene har ansvaret. Når børnene har problemer med at forstå reglerne i fællesskaber, handler det nemlig ikke kun om, hvad der foregår i hjemmet.

“Selvfølgelig er forældrene de vigtigste voksne, men børn bruger det meste af deres vågne tid sammen med andre voksne end deres forældre. Derfor er det i høj grad relevant at se nærmere på, alt den tid børnene tilbringer med lærere og pædagoger,” siger han.

Men burde børnene netop ikke være sande mestre at begå sig i fællesskaber, når de bliver sat sammen med fremmede børn og voksne, allerede før de kan tale og gå? Jo, men på både godt og ondt, vurderer John Aasted Halse. Børnene udvikles socialt i børnehaven. De får slebet nogle hjørner af og lærer om forhandling og kompromisser.

“Men bagsiden af medaljen er, at de bruger så meget tid i institutionen, at de bliver meget optagede af at være på hele tiden, at være den der bestemmer og kæmpe om de voksnes opmærksomhed,” siger han.

 Skyttegravskrigen mellem lærere og forældre bør derfor stoppe. Når børnene har svært ved at sidde stille i skolen, kan det ikke blot tørres af på forældrene, og når barnet taler grimt ved middagsbordet, skyldes det ikke slappe regler i skolen.

“Opdragelse er et fælles ansvar mellem de voksne, som barnet har kontakt med i sin opvækst. Det nytter ikke, at læreren ringer hjem til forældrene og siger: Vil I godt sørge for, at lille Jacob taler pænt til mig. Den opgave må læreren selv stå for. Omvendt skal forældrene selvfølgelig understøtte lærerens autoritet ved at fortælle barnet, at i skolen, er det læreren, der bestemmer,” siger han.

Voksne og børn er ikke ligestillede

Vi har de seneste år været vidne til en positiv udvikling, hvor børn ikke længere opfattes som en “slags mennesker”, men som mennesker, hvis følelser, tanker og fornemmelser skal anerkendes på lige fod med voksnes. Men selv om den anderkendende tilgang til børn er et stort skridt fremad, skaber den en kortslutning hos mange voksne, mener John Aasted Halse.

“Problemet opstår, når voksne, i deres iver efter at være anerkendende, forveksler ligeværd med ligestilling. For børn og voksne er ikke ligestillede. Det giver helt enkelt ikke mening at påstå, at en 10-årig ved lige så meget som en voksen,” siger han.

I hverdagen kommer det til udtryk i, at voksne tillader, at alt kan diskuteres og forhandles. Hvis barnet ikke har lyst til at overholde en aftale, så undgår forældrene konflikten, fordi de er bange for at være konsekvente og straffe. Og i klassen kommer det til udtryk som, at rummeligheden ikke har nogen grænser.

Men, at tage voksenrollen på sig handler netop om at være tydelig i, hvad der er til forhandling og hvad der ikke er til forhandling og det indebærer også, at det skal have konsekvenser, når barnet bryder en aftale.

John Aasted Halse mener ikke, at der er tale om at vende tilbage til gammeldags opdragelse med straf og kæft og trit. Men dog tilbage til retning.

   “Vi skal ikke tilbage til autoritær børneopdragelse. Børn har ret til at blive set og hørt, men det er ikke det samme som, at de skal have deres vilje altid. Voksne skal være autoriteten, som gennem handlinger og viden viser retningen,” siger han.

Og pointen er, ifølge John Aasted Halse, at man netop ved at turde være konsekvent, lærer børn om pligterne i forhold til fælleskab – og altså også rummeligheden i klasseværelset.

“Barnet skal vide, at der skal være plads til dig, og det er i orden, at du nogle gange har krudt i røven, men du skal vide, at du ikke kan komme i forrest i køen altid, og du skal tage hensyn til de andre,” siger han.

Halses tre gode råd til forældre

Rummelighed og fællesskab i skolen har to sider, siger psykolog og forfatter John Halse. Børn har ret til at være dem, de er og blive hørt, men de har samtidig også en pligt til at respektere de andre børn og lærerne. Forældre kan både være med til at styrke barnet i at indgå i fællesskaber, men også selv deltage aktivt i skabe et inkluderende fællesskab i klassen.

“Skal” og “nej” skal ind ordforrådet igen

Voksne skal turde tage ord som “skal” og “nej” i deres mund. Det er ikke et formål i sig selv at sige nej, men det er et nødvendigt ord af og til. John Halse mener, det er et udpræget problem, når forældre lader børnene forhandle alt, og ikke tør sætte en tydelig grænse. Blandt andet fordi børnene vil møde både grænser og afvisninger i livet udenfor familien – fx i skolen – som de får svært ved at håndtere, hvis de ikke har lært, hvad “skal” og “nej” betyder hjemmefra.

Vær en tydelig voksen

Klare spilleregler, det kan fx være omkring huslige pligter, sengetid eller hvornår teenage-sønnen skal være hjemme om aftenen, er med til at lære børn at indgå i et fællesskab og respektere grænser. John Halse mener samtidig, det er vigtigt at det får konsekvenser, når skal-regler bliver overtrådt. Ikke i form af en straf som fx stuearrest, men en konsekvens som hænger sammen med den aftale som er blevet brudt.

Deltag aktivt i klassens sociale liv

Klassens trivsel bør være et fast punkt på alle forældremøder, for netop her kan forældre selv spille aktivt ind i forhold til fællesskabet i klassen. Mobning, børn der bliver holdt udenfor eller grimt sprog mellem børnene, er et anliggende for alle forældre. Ikke kun dem, der lige er ramt i situationen, siger John Halse. Han mener, det er vigtigt med en åben dialog, hvor man taler fordomsfrit og direkte om tingene – uden dog at være angribende – og forsøger at finde fælles punkter, man som forældregruppe kan arbejde videre med.

UDGIVET: Maj 2015