Johan Olsen:

”Nysgerrighed er den største gave vi mennesker har”

”Hvis man undrer sig over de simple ting, vil man ofte finde de vildeste og smukkeste historier.” Sådan skriver Johan Olsen i forordet til sin nye bog Hvad er et æg? Bogen byder på videnskabelige forklaringer på hverdagens små mysterier og mirakler i både æg, prutter og bussemænd. Men nysgerrigheden er større end det. Det er også en tilgang til andre mennesker og verden i det hele taget, som er grundlaget for frihed og demokrati, mener Johan Olsen. Mest af alt har han dog skrevet bogen af en anden årsag.

TEKST OG FOTO: MAJ CARBONI

Johan Olsen fik idéen til sin nye børnebog på et værtshus. Han og en ven drak en øl og småsnakkede om, hvad de hver især gik og rodede med for tiden.
”Hvad er det egentlig, du synes er så spændende ved naturvidenskab?” spurgte vennen pludseligt Johan, der i offentligheden er mest kendt som forsanger i rockbandet Magtens Korridorer, men bruger det meste af sine hverdage på at forske i proteiner. Det sidste har Johans venner aldrig rigtig forstået.

”Det handler jo om alt omkring os. Hvis man undersøger det nærmere, er det faktisk virkelig sjovt. Se denne fadøl for eksempel. Den er lavet af humle, som faktisk er træ. Og træbordet er lavet af sukker. Forskellen er kun den måde, som proteinet er sat sammen på,” sagde Johan og fortsatte forklaringerne om de biologiske byggesten omkring dem på værtshuset. Vennen syntes – ifølge Johan Olsen – at det var ”skide sjovt”. Og det gjorde han også selv. Hjemme ved spisebordet i lejligheden på Vesterbro blev Johans sorte notesbog efterhånden fuld af tegninger og naturvidenskabelige forklaringer på de små mysterier, som man har lige ved hånden, men måske er holdt op med at undre sig over.

Magien i en æggeskal
”Tag nu et æg,” siger Johan til Skolebørns udsendte og rejser sig så hurtigt, at stolen vipper baglæns, for at rode lidt rundt på de propfyldte hylder i køleskabet. ”Har vi ikke engang et æg? Jeg hører lige, om vi har ét hos naboen,” siger han, og går fløjtende ud på bagtrappen, hvor han banker en lille melodi på naboens dør.

Da Johan var i gang med sin nye bog fotograferede og målte han tre æg i forskellige former, som han havde købt i kiosken rundt om hjørnet. Målene sendte han til en forsker i æggeformer, som analyserede dem i sit computerprogram og kom frem til, at de lignede æg fra Den Røde Junglehøne. Det er ikke så mærkeligt for hønsene i det danske landbrug stammer alle sammen fra junglen, fandt Johan ud af. I bogen får man også en forklaring på, hvorfor æggehvide bliver hvid, når man koger ægget – og hvorfor æggeskallen faktisk er magisk. Den kan nemlig både beskytte kyllingefosteret, lede ilt ind, CO2 ud og give fosteret kalk til kroppen.

”Og så er der min elskede kop kaffe,” fortsætter Johan, og griber fat i hanken på sin gule keramikkop med en ged på siden, som er en del af husets mangfoldige samling af kaffekopper.
”Jeg vidste slet ikke, hvordan man laver keramik. Så jeg tog på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor de viste mig, hvordan man laver en kop. Det var altså sjovt.”

”Hvis du skal tage et billede af mig, så tag det under Bohr. Han er min store helt,” siger Johan Olsen. Da Johan Olsens to drenge som små gik på Blågårds Skole på Nørrebro vinkede de ofte til Niels Bohr ved hans gravsted på Assistens Kirkegård, når han fulgte dem i skole. ”Han viste os, at man skal være åben for, at virkeligheden kan være anderledes end det, man umiddelbart ser. At der er ting i tilværelsen, som vi aldrig kommer til at kunne besvare.”

Viden gør verden smukkere – og mere demokratisk
At læse Johan Olsens bog er lidt ligesom at sidde der i køkkenet og lade sig smitte af hans entusiasme for naturvidenskaben og hans nysgerrighed på verden. Og så den drengede humor, når han for eksempel fortæller, at der er folk der optræder med at prutte melodier – de hedder ”flatulister” – eller at vi spiser størstedelen af vores egen snot uden at vide det. Efter hvert kapitel i bogen er der tilføjet en lille skoletavle med en kort opsummering af, hvad man har lært. Johan Olsens budskab er dog større end sjove historier og nørdede naturvidenskabelige forklaringer. Det handler om nysgerrighed og viden som en vigtig del af demokratiet og livet i det hele taget. Intet mindre.

”Det er et spørgsmål om skønhed. Verden bliver smukkere og bedre at være i, jo mere man ved om den. Himlen er endnu smukkere, hvis man ved, hvorfor den er blå. Solsorten synger endnu smukkere, hvis man ved, hvad den synger. Også wifi og kaffe får flere dimensioner og mere dybde, hvis man ved noget om det. Det naturvidenskabelig er baseret på at observere og prøve at forklare det, man finder ud af. Videnskaben skænker tingene omkring os en poesi,” siger han.
Derudover er det også utrolig vigtigt, at man har en idé om det naturvidenskabelige verdensbillede fra en tidlig alder, mener Johan Olsen.

”I dag oplever vi mennesker, som siger, at de ikke tror på naturvidenskabelige faktorer. Det er en ret vild udtalelse at komme med. Det er lidt ligesom at sige, at den stol, der står der, ikke findes,” siger han og rykker på spisebordsstolen ved siden af.
”Der findes ikke naturvidenskabelige modeller, der er fuldstændige, men det er det bedste, vi har. Det er ret vigtigt, at give børn den viden fra barnsben af. Så ville det være væsentlig sværere at få folk som Trump til magten. Det er det andet aspekt af bogen. Det er et dannelsesprojekt og et demokratisk projekt. Uden at det bliver akademisk og tungt,” siger Johan Olsen og holder en længere pause i talestrømmen. Og så fniser han lidt.

”I virkeligheden har jeg mest skrevet bogen, fordi jeg synes det var virkelig sjovt. Og så har jeg bagefter tænkt over den intellektuelle mening. Jeg er faktisk grænsehedonist. Altså jeg beskæftiger mig med de ting, som jeg synes er sjovt. Vi har så kort tid at leve i, så jeg vil ikke spilde det med ting, som jeg ikke kan lide at lave. Så er jeg så sindssygt privilegeret ved at få lov til at gøre det, jeg har lyst til,” siger han.

På en hems i soveværelset oppe under et tagvindue har Johan Olsen et lille skrive- bord. ”Her kan man sidde helt isoleret og tænke,” siger han og griber den lille sorte notesbog, der ligger på bordet. Han bliver helt fanget af at bladre siderne igen- nem, og smiler ved sig selv. ”Jeg bruger altid mine notesbøger helt op, så her er både noter til bogen og tekster til flere albums,” forklarer han.

Rockmusiker, forsker, skuespiller og børnebogsforfatter
Johan Olsen blev for alvor kendt af danskerne i 00’erne for sin hæse, kraftfulde stemme, når han som forsanger i Magtens Korridorer skrålede ”Anne Grete, din hesteludder” og ”Lorteparforhold!”. Magtens Korridorer åbnede i 2006 Roskilde Festival på Orange Scene og har siden udgivet en række albums og turneret rundt i landet. Blandt andet med det verdenskendte danske metalband, Volbeat, som har lavet de to superhits The Gardens Tale og For evigt i duet med Johan Olsen.

Mange har i tidens løb undret sig over, at rockstjernen med gade-drenge-looket, cowboyjakke og kasketten trukket ned i panden, der finder inspiration til nye tekster på byens brune værtshuse, også er biolog og arbejder som forsker på Københavns Universitet. I noget så mundret som ”proteinkrystallografi”. Nåh ja, og så har han optrådt som skuespiller på Det Kongelige Teater og som skolens mystiske pedel i julekalenderen Juleønsket. Og nu har han udgivet sin anden børnebog. Spørgsmålet er svært at lade være med at stille: ”Hvordan kan den samme person have så forskellige sider?”
”Jeg har altid synes, at det spørgsmål er lidt underligt,” lyder svaret. Ikke uhøfligt. Bare oprigtig undrende.
”Langt de fleste mennesker laver også noget andet ved siden af deres arbejde. Jeg var en gang til et kursus på universitetet, hvor jeg kom til at sidde ved siden af én, som sad og broderede en pude, der forestillede pauseskærmen fra tv i gamle dage. Hun var vanvittig dygtig til at brodere, men der var ikke nogen, der spurgte hende, hvordan hun kunne få broderiet til at hænge sammen med at arbejde med naturvidenskab. Vi har alle sammen forskellige facetter, og hvis vi er heldige kan vi komme til at arbejde med flere dele af vores hjerne,” siger Johan Olsen.

Han elsker at spille musik, men det er nok alligevel naturvidenskaben, der er den største kærlighed.
”For mig er forskningen lidt ligesom at trække vejret. Det er så vigtigt for mig at gøre. Jeg er lavet til det, og jeg har haft det sådan lige siden, jeg var barn,” har han engang sagt i et interview med universitetsavisen.
Musikken har dog – på godt og ondt – også været en del af Johans liv, siden han var barn. Hans far arbejdede fuldtid med klassisk musik – og Johan blev traditionen tro tvunget til at spille violin.
”Jeg syntes ikke, at det var specielt sjovt. Man skal øve sig i utrolig mange år, før man kan holde ud at høre på det. Jeg spillede også i et symfoniorkester, men det var ikke specielt fedt.”

Fedt var det til gengæld, da Johan og nogle venner lavede et rockband efter gymnasiet.
”Vi havde en fest med at spille, men jeg havde ikke forestillet mig, at folk ville stille sig op og lytte på det,” siger han. Men det gjorde de. Og det var nu også ret fedt.
”Jeg skriver musik og tekster, fordi jeg synes det er sjovt. Det er også en form for selvrealisation. Ligesom det er at stå på scenen. Det er ikke det med at skulle være berømt. Det er mere en kommunikation, man har med andre mennesker. Det er rart og forløsende.”

Johan Olsen sad ved sit spisebord og tegnede ”snotmolekyler” i sin notesbog, da han var i gang med kapitlet ”Hvad er en bussemand?” i sin nye bog. De består af vand, sukker og protein – og bruges til at lave en snotgelé, der kan fange støv og bakterier, kan man læse. På siderne før er der tekster til det nyeste album med Magtens Korridorer.

Folk låses inde i et kulturelt bur
For Johan Olsen handler det i bund og grund om, at man som menneske skal forsøge ikke at lade sig låse fast i en bestemt måde at leve på, fordi det er dét, der bliver forventet af én.
”Nogle gang kan jeg godt selv mærke, at man bliver slebet til og formet af det kulturelle bur, som vi alle sammen sidder i. Vi er fanget i nogle klare regler for, hvad man kan og ikke kan, som begrænser vores udfoldelsesmuligheder. Normalitet har altid skræmt mig. Det er som om, at det højeste, man kan opnå i samfundet er den totale middelmådighed. I andre lande er idealet at blive skide rig. Det giver næsten mere mening end middelmådighed. Parcelhus, jævne jobs og et stille og roligt liv, hvor det vigtige bliver, at der ikke er nogen, der slår en prut på villavejen.”

Johan Olsen rejser sig for at tænde en smøg i altandøren, hvor han tager et par hvæs i stilhed, mens han kigger ud over Vesterbro-baggården.
”Det er virkelig, virkelig vigtigt, at det står klart, at jeg ikke har noget imod folk, der vil leve et stille og roligt liv. Det er dét med at pege fingre ad andre, der er et problem,” siger han så.

”Jeg kender mange mennesker – blandt andet nogle af min venner – som har haft svært ved at passe ind i den måde som samfundet er lavet på. De er underholdende, søde, kreative og kloge, men de bliver slået i hovedet for at være sig selv, fordi de ikke passer ind og ikke kan finde ud af at have et almindeligt arbejde. Deres tanker og måder at være på er så anderledes, at de ikke kan leve under de samme regler og derfor føler de sig udenfor. Det er gruopvækkende, at der er så mange mennesker, der går rundt og er bange, fordi de ikke passer ind – og skyder skylden på sig selv. Det er et stort spild, for det er som regel de lidt skæve, der er de mest interessante mennesker, synes jeg.”

Alle burde have lov til at udfolde sig med deres særheder, mener Johan Olsen. Altså så længe, det sker inden for nogle rammer, der gør det muligt for andre at eksistere med dem.
Ligesom verden bliver smukkere, hvis man er nysgerrig på de naturvidenskabelige forklaringer, bliver verden også smukkere, hvis man er nysgerrig på sine medmennesker.
”Man skal øve sig i at være åben overfor alle folk, synes jeg. Hvis man kommer dem i en kasse, tager man ofte fejl”.

Der har forældrene også et ansvar. De skal dyrke børnenes nysgerrighed på verden og ikke lade dem opgive deres fantasier og drømme i et forsøg på at passe ind.
”Nysgerrigheden er den største gave, vi mennesker har.”
Johan Olsen tager en slurk kaffe af sin gedekop.
”I virkeligheden er det måske os voksne, der kan lære mest af børnene,” siger han så.
”Som voksen bliver man jo lidt mere rigid og har fået nogle forklaringsmodeller for verden, som man synes virker. Eller også tænker man slet ikke så meget over, hvordan verden hænger sammen mere. Dér er børn jo ret vilde. De stiller spørgsmål hele tiden. Hvorfor kører et tog ikke opad og hvad er tiden egentlig? Det kunne vi godt lære noget af.”

”Vil du se den halve kaffekop, jeg fik?” Da Johan Olsen satte sig for at finde ud af, hvad en kop kaffe egentlig er, tog han på besøg hos Den Kongelig Porcelænsfabrik for at se, hvordan man laver kopper.
”Det var helt plastisk, så keramikeren skar den midt over med en skalpel for at vise mig, hvordan den så ud indeni. Så krøllede han den ene halvdel sammen. Det var så fascinerende, at jeg spurgte om jeg ikke måtte få den anden halvdel af koppen. Så kom jeg igen en uge efter, da den var brændt.”

Udgivet: november 2019