Vælg side

Ballademager, nørd eller klassens klovn?
Det skader trivsel, faglighed og fællesskab, når børn puttes i kasser

Kommer du indimellem til at spørge dit barn, hvem der er de frække, de dygtige eller de sjove i klassen? Så er du måske med til at skabe eller fastholde en fortælling, som er skidt for både relationer og læring, fortæller tre eksperter. 50 procent af forældrene har oplevet, at deres barn har været sat i en rolle i klassen, som skadede barnets trivsel, viser ny undersøgelse.

TEKST: ULLA HINGE THOMSEN
ILLUSTRATION: ANNE-SOPHIE HELGER

Fælden er så nem at falde i: Du kan jo huske fra din egen skolegang, at Michael var genert, Katrine altid sad med hånden oppe, og Lars satte gang i gaden ved enhver lejlighed. Som mennesker ordner vi verden i kasser, så det er naturligt for både forældre, børn og lærere at komme til at opdele eleverne i den stille, nørden og ballademageren. Fastlåste roller kan dog både skade fællesskabet i klassen og elevernes trivsel og faglige udvikling, mener tre eksperter. Det samme siger forældrene i en ny undersøgelse fra magasinet Skolebørn, som 743 forældre til børn i folkeskolen har besvaret. 7 ud af 10 forældre oplever, at deres barn har fået en bestemt rolle i klassen. Størstedelen af dem oplever, at rollen har haft en negativ betydning for deres barn.

I virkeligheden er rollerne flydende
Typisk har eleverne faktisk ikke en bestemt fast rolle i klassen, oplever Karen Ruth Hansen, når hun er ude i skoleklasser som inklusionskoordinator i Københavns Kommune.
”Ganske vist er der på et givent tidspunkt ofte nogle bestemte positioner, som børnene tilbydes eller påtager sig i hver klasse – ligesom vi voksne gør i de sammenhænge, vi færdes i. Det giver jo en vis ro og forudsigelighed, at vi ikke skal skanne hele det sociale landskab hver eneste morgen, når vi møder i skole eller på arbejde,” siger Karen Ruth Hansen, men understreger at rollerne og nuancerne i dem skifter hele tiden.

Ifølge hende er rollefordelingen i en klasse ikke mindst flydende, fordi børn per definition er i udvikling og derfor ikke bliver ved med at opføre sig på samme måde. En klasse bliver ikke ved med at være den samme fra år til år – eller bare fra måned til måned.
”Alle roller og positioner er næsten til forhandling hele tiden. Børn er hele tiden ved at blive til – både i og uden for klassen – og det er helt naturligt, at man indimellem er for meget eller for lidt, at man udfordrer magten, eller at man siger noget dumt til nogen – man kan ikke bare sidde stille og blive til et helt menneske,” siger Karen Ruth Hansen.

De bedste principper at skabe fællesskaber ud fra:

  • Imødekommenhed
  • Åbenhed
  • Tydelighed
  • Inddragelse af børn
  • Fælles ansvar
  • Sayings and doings – konkrete handlinger

Kilde: Inklusionspædagog Karen Ruth Hansen 

Når barnet sidder fast
Problemet opstår ifølge Karen Ruth Hansen først, hvis et barn bliver låst fast i en rolle, som ikke er god at have, og som heller ikke gør noget godt for de andre børn.
”Alle kan grine for meget, vippe på stolen eller glemme at have bøger med. Men hvis et barn bliver hængende for længe i en bestemt rolle eller adfærd, er der grund til at se på det,” siger Karen Ruth Hansen.

Præcis hvordan det bliver ”set på” og italesat, er imidlertid helt afgørende. Hvis de voksne kommunikerer, at det enkelte barn er forkert, er det hverken rart eller gunstigt for barnet, der bliver stigmatiseret som ”urostifter” eller ”ballademager”.
”Du er ikke fri og åben over for jævnaldrende-relationer og faglig udvikling, når du har en stigmatiseret rolle: du bliver ikke mødt i nærmeste udviklingszone, fordi få forventer noget af dig,” siger Karen Ruth Hansen.

Dette kan Forældrerådgivningen hos Skole og Forældre nikke genkendende til. Her får man ofte henvendelser fra forældre, hvis børn bliver talt negativt om.
”De oplever, at barnet fra skolens side bliver omtalt som frækt eller larmende, frem for at man ser på, hvad der er årsagen til adfærden, eller at der bliver spurgt ind til, hvordan barnet opleves derhjemme – og hvordan alle parter kan løse problemerne sammen,” siger Anne Klebak, leder af Forældrerådgivningen og fortsætter: ”Et eksempel kan være indskolingsbørn, som har meget energi og derfor skaber meget uro. Hjemme ser forældrene et undersøgende, nysgerrigt, udadvendt barn, som også i bevægelse, men i skolen bliver den kropslige udfoldelse et problem.”

Rollen skabes i skolen
Et andet eksempel kan handle om en gruppe børn, der har svært med hinanden i skolen. ”De har måske mange småkonflikter og har udviklet en kritisk kultur imellem sig, men sådan er børnene ikke derhjemme. Det handler om det miljø, der er vokset frem i skolen,” siger Anne Klebak.

For forældrene er det frustrerende at få deres barn omtalt som ’uroligt’ eller ’konfliktsøgende’, især hvis de ikke kan genkende billedet af deres barn. For barnet bliver konsekvensen ofte, at barnet fastlåses i problemerne. ”Det kan skade relationen mellem lærer og elev, når der er mange konflikter, og hvis de ikke bliver løst, og barnet er omgivet af negative forventninger, går det både ud over dets trivsel og læring,” siger Anne Klebak.

Det synspunkt bakkes op af børne- og ungepsykiater Søren Hertz, der blandt andet er forfatter til bogen Børn og unge, psykiatri og samfund og medindehaver af Metalog.
”Der opstår det, vi kalder ’selvforstærkende processer’: Det øger problemerne, hvis de voksne oplever et barn som mere besværligt end de andre, og det er ikke rart at være i en klasse, hvor historien er, at nogle børn er ”onde”, og andre er ”gode” – det rimer ikke med, at alle børn har ret til et godt børneliv,” siger han.

De negative fortællinger kan også gå ud over relationerne mellem eleverne, blandt andet fordi det er er ubehageligt for de andre børn at se deres klassekammerat hængt ud.
”Når jeg spørger børn, hvem de synes, det er synd for, så er det ofte de børn, der sidder i stigmatiserede roller. Børn vil gerne have gode jævnaldrende-relationer og synes, det er fælt, at deres kammerater bliver prügelknabe (syndebuk, red.),” siger Karen Ruth Hansen.

Det kan skolen gøre for at undgå stigmatisering

  • Sæt fokus på fællesskabet, frem for på individet.
  • Italesæt, at børnene ud over det skolefaglige også går i skole for at lære om samarbejde, fleksibilitet og forskellighed.
  • Hold fast i, at eleverne er klassekammerater – og at det ikke er noget, der kan diskuteres. Derfor skal de kunne samarbejde med alle. Men de behøver ikke at være venner.
  • Hold fast i fokus på styrkede fællesskaber, også når det går galt.
  • Sørg for, at alle voksne i skolen har en positiv kontakt med alle børn – børn orienterer sig efter de andre børns relation med de samme voksne, som de selv har en relation til.
  • Overlad ikke gruppedannelser og -processer til børnene alene – grib ind, og opløs klikedannelser, så børnene får oplevelser med alle deres kammerater.
  • Brug Forældreintra/Aula til at fortælle, hvad skolen gør for at sikre de gode fællesskaber, frem for bare at bruge det til at fortælle om lektier og lignende.

Kilde: Børne-og ungdomspsykiater Søren Hertz

Forældrenes fortællinger
Problemerne med de negative fortællinger opstår og vedligeholdes desværre ikke udelukkende i skolen, men også i den cirkel rundt om en klasse, som udgøres af forældre.
”Klassen består ikke bare af nogle børn, men også af et team og en ledelse på en skole og alle de forældre, der er omkring klassen. Derfor er det ikke kun en pædagogisk opgave, men en fælles opgave at skabe et godt læringsmiljø,” siger Søren Hertz.

Mange forældre kender afmagten og den dårlige stemning, der kan opstå, når en klasses mistrivsel får forældre til at skrive lange tråde på Forældreintra om, hvad vi dog skal gøre ved ’de vilde drenge’ eller ’den stærke klike af piger’ i klassen. Både det, der bliver sagt, og den tavshed, der også kan være, kan virke sårende for den, hvis barn der bliver skrevet om. Og når først de negative historier er begyndt at tage fart, er det ofte svært at være både det eller de udskældte børn og resten af klassen.

”Børnene har det slemt ved at skulle slæbe rundt på de voksnes bekymringer – de skammer sig, når deres forældre ikke er søde over for andre, og det bliver svært for et barn at lege med Niels, hvis de voksne taler grimt om ham,” siger Karen Ruth Hansen.

Både hun og Søren Hertz mener, at der skal et bestemt mindset til hos de voksne, for at en klasse bliver et fællesskab og ikke en rangorden af ”gode” eller ”dårlige” individer.

”Det handler om en erkendelse af, at børnene ikke kun skal lære det skolefaglige i skolen, men også skal lære samarbejde og fleksibilitet. Forældrene er vigtige, men det er skolen, der har têten. De skal danne klasser, hvor forældrene får mulighed for at deltage i skolens projekt med at skabe en helhed, der er mere end summen af de enkelte børns behov,” siger han.

Hvem er vi her
Dette arbejde starter ifølge Karen Ruth Hansen allerede på første dag i børnehaveklassen – og i øvrigt på ny hver gang en klasse oplever en klassesammenlægning.

”Jeg vil anbefale, at man taler om roller og fællesskaber i fredstid. Start med at se hinanden i øjnene, og sig: ”Hvor er det dejligt, at vi er sammen, så vi kan skabe de bedste muligheder for vores børn.” Der findes sådan et dejligt ord, som hedder wedentity – altså vores fælles identitet i en gruppe – som skal udvikles, og det arbejde kan man lige så godt starte på med det samme,” siger Karen Ruth Hansen.

Hun opfordrer til, at klassen, børn som voksne, fra starten formulerer sine værdier helt konkret med fokus på, hvad de betyder i praksis. Det er altså ikke nok at sige, at vi her i A-klassen vil være ”inddragende”, for hvad betyder det? At kontaktforældrene ringer rundt til alle og minder om, at der er forældremøde? Eller at de voksne spørger børnene, hvor meget, de vil give fødselsdagsgaver for? Og hvad betyder det, at vi er ”venlige” – er det måden, vi siger godmorgen til hinanden? Eller giver hånd til nye børn eller voksne i klassen? Jo mere konkrete, vi kan være, desto nemmere er det at gå til for alle.

”På den måde udvikler vi en identitet sammen, som vi også kan bruge, når vi får en ny elev i klassen. For det er meget nemmere for den nye pige eller dreng at spille sig selv god, når han eller hun ved, hvad der forventes,” siger Karen Ruth Hansen.

Det kan kontaktforældre gøre

  • Støtte op ved at lave arrangementer for klassen, som alle kan være med til – fordi klassen er et fællesskab, som børnene skal være i i mange år.
  • Hvis der er problemer: Snakke med de andre forældre om det og inddrage lærerne hurtigst muligt, så der ikke opstår historier i krogene, som kan være med til at fastholde konflikterne.
  • Opfordre de andre forældre til at tale åbent om problemerne frem for at danne rygter.

Kilde: Leder af Forældrerådgivningen i Skole og Forældre Anne Klebak

Sæt ind mod problemerne
Selv om et godt fællesskab er alfa og omega, er det ifølge eksperterne ikke meningen, at et fællesskab skal kunne rumme al adfærd:

”Alle børn har brug for erfaringer med at arbejde med forskellighed. Men selvfølgelig kan der blive for stor forskel, derfor er det vigtigt, at der er voksne, som kan sætte rammer, så forskelligheden ikke bliver for overvældende – at et barn bliver så voldsomt, at andre børn bliver bange,” siger Søren Hertz, der understreger, at det er de voksnes ansvar at skabe rammerne for, at de sociale fællesskaber kan opstå og opretholdes.
”Hvis ikke de voksne sætter rammerne, opstår hierakier og mobbetendenser – det er ikke det enkelte barns skyld,” understreger han.

Omvendt kan de voksne godt gå ind og løse den slags tendenser op igen, for eksempel ved at læreren tager ansvar for, at børnene arbejder sammen i grupper på kryds og tværs, eller ved at forældre sørger for at invitere forskellige kammerater med hjem og lege, også selv om børnene ikke lige ’har lyst’.

”Det gør, at eleverne får nogle erfaringer med ikke kun at arbejde med deres venner, men også med deres klassekammerater. Nej, børnene kan formentlig ikke blive venner med alle, men de skal lære at være gode klassekammerater,” siger Søren Hertz

Det kan skolebestyrelsen gøre

  • Udarbejde principper, der signalerer, at vi er en rummelig skole, og at vi arbejder med relationer mellem børn og voksne – og føre tilsyn med, at principperne siver nedad i praksis fra ledelse til klasseværelset.

Kilde: Leder af Forældrerådgivningen i Skole og Forældre Anne Klebak

Børn! Stik de voksne et godt råd
Hos Forældrerådgivningen ved man godt, at konflikter i en skoleklasse er uundgåelige.
”Det vigtige er, hvordan vi går til dem, og at vi løser dem med respekt for forskeligheden. Men der skal være et rum for at tale om det svære,” understreger Anne Klebak.

Uanset de gode intentioner er det menneskelig at blive irriteret og frustreret, og så er det godt at have tænkt igennem på forhånd, hvordan sådan en situation kan håndteres.
”Når vi for eksempel møder en anden forælder, som siger: ”Er han ikke bare en klaphat, ham Matthias?” er det en fordel på forhånd at have besluttet sig for, hvad man vil sige. Alle har nogle ord, som vil være naturlige for dem – nogle vil sige ”Det gider jeg ikke at høre på”, mens andre vil sige ”Det ser jeg på en lidt anden måde”. Men det er svært for alle, for du vil jo gerne stå skulder ved skulder med de andre forældre,” siger Karen Ruth Hansen.

Selv om det er de voksnes ansvar at sætte rammerne for fællesskabet, opfordrer hun til, at man inddrager børnene i både de positive oplevelser og løsning af problemerne.
”Børn har rigtig mange gode løsninger i forhold til, hvad der kan siges og gøres. De er eksperter i at være sig selv og en del af en børnegruppe, og de har adgang til at se deres kammerater i forskellige situationer. De elsker det, når vi siger: ”Stik lige de voksne et godt råd her,” og så er det vigtigt, at de voksne bagefter fortæller, hvad de kan bruge det til.”

I sidste ende handler det ifølge Søren Hertz om intet mindre end det gode børneliv.
”Hvis vi får skabt de gode fællesskaber, skaber vi en mulighed for, at børn kan være børn lidt længere tid og koncentrere sig om alle de oplevelser, der ligger i det.”

Det kan forældre gøre

  • Skab hverdagsoplevelser derhjemme, som gør, at det er nemmere for børnene at være i en gruppe henne i skolen. Sæt fx rammer omkring måltidet, som ligner hverdagen ovre i skolen, hvor man også skal samarbejde om et fælles tredje.

  • Tal med dit barn på en måde, hvor du er opmærksom på, at barnet skal lære noget, der rækker ud over dets egen horisont. Fx: ”Når Arthur gjorde sådan, hvad gjorde du så?” frem for: ”Nå, der var Arthur da dum, hvad?”

  • Påvirk skolen til at være opmærksom på rammerne omkring fx gruppearbejde – opfordr læreren til at blande børnene, hvis det ikke sker af sig selv.

  • Snak på en god måde om de andre børn og forældre – jo længere man er fra hinanden, desto nemmere bliver det at tale dårligt om hinanden.

  • Brug Forældreintra/Aula med omtanke, start ikke lange tråde om de andres børn.

  • Hjælp dit eget barn til at være i et fællesskab, hvor der er nogle spilleregler, som barnet skal indordne sig under.

  • Støt barnet i at have et bredt netværk – man behøver ikke være venner med hele klassen, men man skal kunne være gode kammerater.

  • Fokusér på det gode i at have forskelle frem for på fejl og mangler – vis dit barn, at det er en gave at møde vidt forskellige børn, fordi man så kan lære af hinanden.

  • Hvis barnet kommer hjem og siger: ”Silas er dum – det siger læreren også”, så spørg ind til episoden. Hvis det er et mønster, så tal med læreren eller kontaktforældrene om, at det ikke er rart at høre børnene bruge de ord, som kommer fra de voksne – så det ikke bliver de voksnes negative fortælling, der skaber børnenes relationer.

    Kilder: Børne- og ungepsykiater Søren Hertz og leder af Forældrerådgivningen i Skole og Forældre Anne Klebak

Udgivet: november 2019

LÆS OGSÅ: Johan Olsen: ”Nysgerrighed er den største gave vi mennesker har”

Få de nyeste artikler fra Magasinet Skolebørn direkte i din indbakke 4-8 gange om året ved at tilmelde dig herunder. Det er helt gratis. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet accepterer du Skole og Forældres privatlivspolitik. Læs den her.

P.S. Magasinet Skolebørn udgives af Skole og Forældre, landsorganisation for forældre til børn i folkeskolen. Dette tilbud gælder kun forældre på vores medlemsskoler. Ved du ikke om din skole er medlem? Skriv bare navnet på din skole, så tjekker vi det løbende. Ville du bare ønske, at din skole var medlem, så du kunne få nyhedsbrevet? Så tip din skolebestyrelse om, at de kan melde sig ind her.