Kan forældre sørge for, at deres barn er stille i skolen, og er det deres opgave?

Alexander von Oettingen:

Forældre har en opgave i at forberede deres børn til at gå i skole. Men det er ikke rigtigt, at de skal få deres børn til at være stille. I skolen er formålet ikke at være stille. Målet er, at elever er deltagende og ytrer sig. Hvis man tror, at elever skal være stille, har man misforstået skolens opgave, som er at danne til deltagelse.

Andreas Rasch-Christensen:

Før i tiden var det naturligt, at forældre, lærere, trænere og spejderledere var autoriteter. Den autoritet er i dag udfordret. Blandt andet fordi børn og unge får deres informationer mange steder fra, såsom sociale medier. I det lys kan forældre være mere eksplicitte omkring, at de forventer, at barnet lytter efter læreren og følger de regler, rammer og retningsanvisninger, der er i skolen. Men selvfølgelig kan forældre ikke fjernstyre deres børn, så det er primært en skoleopgave, når børnene er i skole. Men forældre kan levere et væsentligt bidrag.

Er forældre nøglen til at få genetableret respekten for lærere, og kan de det?

Alexander von Oettingen:

Den kulturelle frisættelse har stået på siden 1968 og er en grundpræmis i hjemmet og i skolen. Det betyder, at forældre gerne må kritisere deres børns lærere. Det er et vilkår. Men når forældre kritiserer skolen, skal de huske, at barnet også er glad for skolen og lærerne. Vores børn er meget loyale over for de mennesker, de er sammen med. Så forældre skal tale om barnets lærere med respekt og omsorg.

Andreas Rasch-Christensen:

Forældre er én af nøglerne. Der er flere nøgler. Forældre er de mest betydningsfulde i børn og unges liv. Derfor er der i mange år sat fokus på skole-hjem-samarbejdet som en af grundpillerne i det danske skolesystem. På det punkt adskiller vi os fra andre lande, fordi vi samarbejder om at bakke op om skolen og lærerne. Det er en af forudsætningerne for, at undervisningen lykkes. Det er ikke forældres ansvar, at der er respekt for læreren, men de kan levere et væsentligt bidrag til det. Det er et samarbejde.

Er forældre dårlige til at opdrage deres børn, og reagerer børn på en bestemt måde i skolen på grund af forældrenes opdragelse?

Alexander von Oettingen:

”Forældre opdrager som udgangspunkt ikke deres børn dårligt. Der findes mange måder at opdrage på, og det skal der også være. Nogle opdrager på måder, der passer meget fint med skolen, mens andre opdrager på måder, så der skal slibes nogle kanter. Men at tale om pissedårlig opdragelse forstår jeg ikke. Højst, at nogle måske skal kalibrere deres opdragelse lidt bedre med skolens logikker.”

Andreas Rasch-Christensen:

”Forældre er ikke pissedårlige til at opdrage deres børn. Børns opførsel i skolen skyldes en kombination af flere forhold, hvor opdragelse er én faktor. Det er nok igen et spørgsmål om, at man som forælder bliver mere eksplicit omkring, at der i skolen er nogle autoriteter, børn skal læne sig ind i, ligesom der er autoriteter andre steder i livet. Igen er der behov for et samarbejde mellem hjem og skole.”

LÆS OGSÅ: HISTORIETIMEN: Forstå de to syn på børn og forældre – og den mulige tredje vej

Er det rigtigt, at forældre påvirker deres børns trivsel negativt? 

 Alexander von Oettingen:

”Kommissionen privatiserer trivselsproblematikken ved at gøre det til et spørgsmål om, at forældre skal steppe op og sætte tydeligere grænser. Jeg køber ikke den præmis. Jeg tror, at børn har det problem, at der er alt for mange strukturer og krav. Vi skal snarere lære dem at navigere i de forskellige krav. Kommissionen springer over, hvor gærdet er lavest, ved at pege på defekt opdragelse. Det er forkert, at forældre bør opdrage deres børn efter samfundets behov. Det er alt for enkelt sat op.”

Andreas Rasch-Christensen:

”Man kan ikke sætte lighedstegn mellem opdragelse og mistrivsel. Men vi rejser en debat om noget, vi er stødt på gennem hele vores arbejde i kommissionen, nemlig den forandrede forældrepraksis. Trivsel handler om at have det godt fysisk og psykisk, have gode relationer og kunne håndtere udfordringer, som opstår. Det er et led i skolens opgave at danne elever til at håndtere livets udfordringer, men det er også forældres opgave at fortælle deres børn, at livet indeholder udfordringer, at det kan barnet godt klare, for det støtter vi dig i og lad være med at trække dig ud med det samme, når noget er svært. Så uro i maven på barnet ikke udvikler sig til angst eller lignende.”

Er det rigtigt, at forældre forhandler for meget med deres børn, og det fører til mistrivsel?

Alexander von Oettingen:

”Man kalder det forhandling, men der er tale om forældre, der er i dialog med deres børn. Er der noget, samfundet er glad for, er det, at børn og unge er modige til at deltage i de demokratiske processer. Når jeg er sammen med skolebørn, bliver jeg dybt imponeret over elever, der deltager, har mod og indblik. Det har de fået sammen med forældrene. I andre lande møder man slet ikke den åbenhed og villighed til at lytte og deltage. Det er en socialisering, vi skal være rigtig glade for, og den kommer af forhandlingsopdragelse. Vi taler sammen.”

Andreas Rasch-Christensen:

”Det er et dilemma. Børn og elever skal inddrages i beslutninger, samtidig er der brug for klare rammer, strukturer og regler. Det er en vanskelig balance for lærere og forældre. Vi kan ikke forvente af os selv, at vi rammer balancen spot on hver gang. Selvfølgelig skal børn have stemmer og behandles med respekt, de er samfundets yngste borgere. Men de skal ikke inddrages hele tiden. Det skal passe til barnets alder. Måske skal barnet ikke være med til at bestemme, hvor vi skal på ferie, men gerne hvad vi skal lave på ferien, så alle har det godt og føler sig inddraget. Men det er en svær balance at ramme.”

Forældre:

82 % mener, at deres børn “i nogen grad” skal have indflydelse på de beslutninger, som træffes i hjemmet. 10 % mener, at de ”i høj grad” skal have indflydelse. Under 1% mener, at de slet ikke skal have noget at sige (undersøgelse af Magasinet Skolebørn foretaget i januar 2018 med besvarelser fra 1.270 forældre til børn i folkeskolen). I undersøgelsen fra 2025 er tendensen også, at mange forældre lader børnene have en vis grad af medbestemmelse. Forældrene balancerer mellem at give deres børn en stemme i hjemmet og samtidig bevare deres egen autoritet. Mange vægter, at barnet får medbestemmelse på visse ting, men ikke alle. Nogle understreger, at de voksne bestemmer de store ting og har det sidste ord.

“Vi inddrager vores børn hver dag. Et eksempel fra i morges er, at vi sammen laver madplanen. Jeg bestemmer, men spørger og skriver ønske på fra vores datter. Det betyder, at hun oplever at blive hørt, og at hendes ønsker i forhold til mad også har en værdi.”

“Børn skal ikke bestemme det hele selv. Fx hvis man har en gæst, kan man ikke bare sige, ‘nu gider jeg ikke lege mere’.”

Er det rigtigt, at forældre overvåger deres børn og tager initiativet fra dem?

Alexander von Oettingen:

”Jeg kan godt følge kommissionen. Forældre må gerne spørge sig selv, om de selv synes, det var fedt, hvis der hele tiden var nogen, der fulgte med. Vi skal huske på, at børn også trives og udvikles, når forældre ikke har så meget greb i dem. Der er ting, vi ikke skal vide om vores børn.”

Andreas Rasch-Christensen:

”Det kan virke modsætningsfyldt, at vi på den ene side skal overvåge vores børn mere online og samtidig overlade initiativet mere til dem selv. Men vi skal skille det ad. Med det digitale skal vi være overvågende og rollemodeller. Men der er også fællesskaber i fritidslivet, hvor forældre ikke skal overvåge så meget og lade andre voksne i de fællesskaber tage over.”

Forældre:

36 % af forældrene angiver, at de overvåger deres barn elektronisk fx med en app (færrest i indskolingen og flest på mellemtrinnet). Flere forældre bruger GPS tracking for at kunne se, hvor deres børn er, men langt de fleste bruger det kun, hvis de bliver bekymrede, og oplever det ikke selv som overvågning. Andre forældre overvåger deres børns skærmbrug. Fx for at sætte tidsgrænser eller sørge for, at spil og videoer ikke er skadelige eller upassende. Nogle forældre kigger også på deres børns brug af sociale medier for at kunne tale med dem om, hvordan man opfører sig online.

”Hvis jeg bliver bekymret, så går jeg på Snapchat-kortet.”

”Jeg tjekker mit barns telefonen jævnligt – både Snapchat, beskeder mm. Det er vores opgave som forældre at hjælpe vores børn med, hvordan man bedst lærer at bruge digitale medier.”

Er det rigtigt, at forældre overbeskytter deres børn?

Alexander von Oettingen:

”Forældre beskytter deres børn. Det er grundlæggende i dem. Men jeg forstår godt kommissionen, for jeg kan også godt tænke, at jeg er for meget som far. Men i det moderne samfund har vi brug for at holde øje med vores børn. Der er ikke tale om overbeskyttelse, men områder med behov for mere beskyttelse. Digitalt er vores børn overladt til sig selv.”

Andreas Rasch-Christensen:

”Der er tale om et paradoks. Der er områder, hvor forældre beskytter meget, og områder, hvor børn er overladt til sig selv. Måske skal fokus ændres lidt, så forældre tager mere ansvar for, hvad der foregår online, så børn og unge bliver bedre til at navigere i det. Og samtidig have opmærksomhed på, at det er godt med fysiske aktiviteter. Leg skal ikke være farlig, men børn, der leger udenfor, leger anderledes. Med de mere fysiske lege kan forældre være lidt overbeskyttende. Men igen er det en svær balancegang.”

Forældre:

22 % af forældrene vurderer, at de beskytter deres barn ”meget mere” end deres egne forældre beskyttede dem. 43 % svarer ”lidt mere” og 27 % ”det samme”. Kun 3 % beskytter mindre. Det er en klar tendens i besvarelser, at forældrene ikke ser det som en dårlig ting, at de er mere beskyttende, end deres egne forældre, men et udtryk for, at de er mere opmærksomme og mere til stede i deres børns liv, end deres egne forældre var.

“Og det er da godt! Der var så mange overgreb, overtrådte grænser, urimelig ubekymrethed dengang. Frihed er sjovt for de stærke – der var mange, der ikke blev beskyttet nok.”

“Jeg er vokset op i 80’erne og havde meget frie rammer. Det kunne jeg godt opleve som et lille svigt, et lille afsavn af opmærksomhed og kærlighed, samtidig med at jeg fik utrolig frie muligheder til at gøre, som jeg ville.”

“Jeg deltager mere aktivt i mit barns skole- og fritidsliv. Jeg tilbyder ofte at stille op som chauffør, hjælper eller lignende, men er opmærksom på, at han skal have nogle oplevelser alene, som han kan fortælle om og vokse af.

12 % af forældrene angiver, at de ”i høj grad” løser konflikter på sit barns vegne, 36 % ”i nogen grad”. Den overordnede tendens i besvarelserne er, at forældrene vejleder og støtter børnene til selv at løse konflikterne.

“Vi taler om det, der er sket, og jeg guider ham hele vejen. Kan han ikke selv løse det, træder jeg til. Han står aldrig alene, og det ved han godt.”

“”Er det rigtigt, at forældre ikke har fokus på fællesskabet?

Alexander von Oettingen:

”Kommissionen beder om, at forældre sætter deres barn og fællesskabet lige. Men det kan de ikke. Vi elsker altid vores egne børn lidt mere end klassefællesskabet. Det er naturligt. Forældre kan sagtens være lydhøre over for andre børn, men at de skal lade være med at fokusere på deres eget barn, holder ikke. Kommissionen sætter lighedstegn mellem mit barn og fællesskabet. Det kan ikke lade sig gøre.”

Andreas Rasch-Christensen:

”Forældre har også fokus på fællesskabet. Heldigvis er langt de fleste børn del af forskellige typer fællesskaber. Og nogle er for lidt inde i fællesskaberne, og det skal vi gøre noget ved. Men generelt er der noget, der hedder midten af bordet, noget fælles tredje. Det er det, fællesskaber kan. Derfor møder vi også op fysisk i skolen sammen i stedet for at sidde alene og blive undervist online. Forældre kan hjælpe deres børn til at forstå, at det er rigtig godt, at man er sammen om noget andet end én selv. I skolen er det fag, i fodboldklubben er det fodbold. Det skal stadigvæk være vedkommende og meningsfuldt for den enkelte, men ind i et fællesskab, som også kan være bøvlet, uden at man trækker sig med det samme.

Forældre:

61 % af forældrene angiver, at de ”i høj grad” har samtaler med deres barn om, hvordan man indgår i et fællesskab. 36 % har det ”i nogen grad” og kun 3 % svarer ”i ringe grad”. Mange af forældrene nævner vigtigheden af at lære deres børn fælles spilleregler, som at vente på tur, lytte og respektere flertallet. De går også op i at deres børn lærer at tale pænt til andre, have empati, respekt for forskelligheder og hjælpe andre. Derudover taler mange forældre også med deres børn om, hvordan de kan forstå de sociale dynamikker i fællesskaber for at støtte dem i at indgå i dem.

”Jeg har talt med mit barn om, at man skal give plads til forskelligheder hos andre og lytte, men samtidig skal man også selv kunne række ud til andre, hvis man har udfordringer.”

“Ja vi skal vente på tur, lytte til hinanden, være nærværende ved spisebordet mv. Men jeg synes det er svært at opdrage inde i et fællesskab med 28 elever og en voksen. Hvordan gør jeg helt præcist det?

“9 ud af 10 forældre vil gerne inddrages i arbejdet med venskaber og fællesskabet i klassen. 77 % oplever, at de som forældre kan gøre en forskel for fællesskabet i klassen. Som eksempler nævner de fælles aktiviteter udenfor skoletid og legegrupper, ligesom et flertal af forældrene opfordrer deres børn til at være sammen med andre end dem, de plejer at være sammen med.

Om forældreundersøgelsen: Tal og kommentarer er fra Skole og Forældres undersøgelse fra marts 2025 med besvarelser fra 1.085 forældre til børn i folkeskolen. Undersøgelsen er geografisk repræsentativ og vægtet for respondenternes køn og uddannelsesniveau.

Udgivet: April 2025