6 rådom venskabsfamilier

Kunne I tænke jer at være venskabsfamilie til en flygtningefamilie? Eller lave en venskabsordning på jeres skole?
Her får I seks gode råd fra Mads Tanning Vestergaard, der er projektleder for Venner Viser Vej, der er et nationalt venskabsprojekt, som Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp står bag. 

TEKST: MAJ CARBONI
MODELFOTO: PETER SØRENSEN, RØDE KORS

LÆS OGSÅ: 8 ud af 10 skoleforældre vil hjælpe en flygtningefamilie

1. Sørg for en koordinator

I Venner viser vej er der en frivillig aktivitetsleder eller koordinator, der står for at matche de interesserede flygtningefamilier med de frivillige. Hvilke interesser har de? Er der jævnaldrende børn?

Hvis man som skole gerne vil have en ordning med venskabsfamilier, kan man kontakte sin lokale afdeling af Røde Kors eller Dansk Flygtningehjælpsgruppe, der har erfaring på området, for at lave et samarbejde med dem. Den nuværende model er ikke bygget til en skolekontekst, så det gælder om at lave en lokal model, der passer til jer. Man kan også vælge, at frivillige forældre på skolen – fx medlemmer af skolebestyrelsen – er tovholdere, der kan facilitere et match mellem flygtningefamilierne og frivillige forældre på skolen, men det kræver noget viden om processen, som man fx kan få fra organisationerne. 

Det er også vigtigt, at de frivillige kan få sparring og rådgivning fra koordinatoren, hvis der opstår udfordringer eller man har behov for hjælp til sin rolle som venskabsfamilie. 

2. Begynd med et kemi-møde

Det er en god idé at begynde med et uforpligtende møde, hvor parterne mødes og taler lidt sammen, før de træffer en beslutning om, hvorvidt man ønsker at blive matchet.
”Det er vigtigt lige at føle om kemien er der, så det enten bliver et aktivt ’ja’ eller man kan trække sig, hvis det ikke føles rigtigt. Det er jo netop frivilligt, om man vil indgå i relationen,” siger Mads Tanning Vestergaard.

Han påpeger, at man skal tænke sig godt om, hvis man vil matche forældre til børn i samme klasse, fordi det så efterfølgende kan være en udfordring, hvis kemien ikke er der eller der opstår problemer i forholdet. Så kan man ikke på samme måde bare gå hvert til sit. Omvendt er det oplagt netop at støtte en flygtningefamilie med barn i samme klasse, så man kan hjælpe dem med at komme ind i klassefællesskabet. Det er i hvert fald vigtigt, at man gør sig nogle overvejelser om dette, før man går ind i det. 

3. Alle forældre kan støtte børnene – og nogle forældrene 

Der er to hensyn, der overlapper hinanden: Hjælpen til barnet og hjælpen til forældrene. Man kan overveje at adskille de to ting, foreslår Mads Tanning Vestergaard:

Barnets integration i klassefællesskabet er ikke så grundlæggende anderledes end, hvis der kommer et nyt barn i klassen fra en anden del af landet. Her kan alle forældre i klassen hjælpe med at invitere barnet med hjem, sørge for at barnet kommer med i legegrupper/madgrupper, stå for sociale aktiviteter og lignende. Når det er en flygtning, der ikke kan sproget, skal man være ekstra opmærksom på, hvilke udfordringer, der kan være for, at han/hun kan blive en del af fællesskabet.

Forældrene til barnet kan godt have brug for at tale med danske forældre om, hvordan forældrerollen i en dansk skole er og måske også få hjælp til ”voksenting” som viden om sundhedssystemet, jobsøgning og lign.
Hvis man deler støtten op til henholdsvis børn og forældre, behøver man ikke at matche hele familier, som kan blive sårbart, hvis børn eller forældre af en eller anden grund ikke passer sammen.

LÆS OGSÅ: Flere modtageklasser på vej for at tage mod flygtninge fra Ukraine

4. Afstem jeres forventninger

Før man går ind i et mere forpligtende forhold som venskabsfamilie eller netværksperson er det en god idé med en forventningsafstemning. Hvad skal man og hvad skal man ikke? Ellers kan der opstå konflikter eller skuffede forventninger, hvis den frivillige fx føler, at vedkommende ikke bliver brugt eller der bliver forventet for meget. Det er også vigtigt at have en løbende dialog om dette og måske justere på forventningerne, når behovet for hjælp eller forholdet mellem de to parter ændrer sig. 

5. Vær medmenneske

Og hvad skal man så gøre som venskabsfamilie eller netværksperson? Som frivillig er man jo ikke krisepsykolog og skal heller ikke være det – man skal sådan set ”bare” være medmenneske. Man gør en forskel ved at være omsorgsfuld og inviterende. Udover at hjælpe med skole-hjem-samarbejdet og klassefællesskabet kan den frivillige fx introducere flygtningefamilien til lokalsamfundets muligheder – måske åbne døren til fodboldklubben eller andre lokale fællesskaber og sociale netværk. Det kan også være, der er behov for en hånd med NemID, til jobsøgningen eller forståelse af breve fra Udlændingestyrelsen og så selvfølgelig den sprogtræning, der kommer naturligt, når man snakker sammen.

6. Inddrag og engagér

Når man hjælper nogen, kan man godt komme til at pacificere dem. I stedet skal man tænke over, hvordan man kan basere forholdet på ligeværd og give flygtningefamilien en oplevelse af at have handlekraft. Det er godt for deres mentale sundhed, at de selv er aktive og bidrager med deres ressourcer. De kan sikkert alt muligt. Måske har de været læger, idrætstrænere eller er gode til at lave mad. Nu er de bare i en udsat position. Sørg for at invitere dem til at bidrage med noget de kan til et fælles arrangement, stå for en aktivitet eller lign. 

Udgivet: april 2022