Hvordan kan en tidlig skolestart blive mere tryg for børnene?
6 ud af 10 børn begynder i SFO foråret før deres skolestart i børnehaveklassen. De fleste forældre oplever, at den tidlige skolestart har en positiv betydning for deres børn, men der er også mange, der oplever udfordringer. Rådet for Børns Læring mener, at de mange skift er skidt for børnene og anbefaler én samlet indskoling.
TEKST: ULLA HINGE THOMSEN OG MAJ CARBONI
FOTO: MAJ CARBONI
“Hun lærte stedet, de andre børn og voksne at kende, før der kom skolerelaterede krav,” skriver en af forældrene i en undersøgelse fra Skole og Forældre, hvor 310 forældre har svaret på spørgsmål om deres oplevelser med, at deres børn begyndte i SFO i foråret inden den egentlige skolestart. 7 ud af 10 forældre oplevede, at den tidlige skolestart havde en positiv betydning for deres barn. De flestes begrundelse er, at det var en fordel for børnene at vænne sig til stedet og rutinerne samt at lære de andre børn og voksne at kende, inden de skal i gang med at lære at læse, skrive og regne, når ”den rigtige skole” begynder i august.
Mange skift er skidt
Ifølge Undervisningsministeriet har førskoletilbud da også til formål at ”give børnehavebørn en harmonisk og flydende overgang fra børnehave til skolen.” Men mange har også kritiseret ordningen for at være en spare-manøvre. En af dem er Rådet for Børns Læring, som rådgiver Børne- og Undervisningsministeriet.
”Ordningen er en lappeløsning, som blev indført af økonomiske grunde, for så kunne man rykke vuggestuebørnene op i børnehave tidligere og skabe pladser til de børn, der stod på venteliste,” siger afgående formand for Rådet for Børns Læring, Else Sommer. Hun er ikke i tvivl om, at de mange skift for de små skolebørn er en dårlig idé.
”Vi ved godt, at man mange steder gør sig stor umage for at skabe et godt flow, og at mange børn klarer sig godt i det. Men der er også børn, som har rigtig svært ved at falde til et sted med nye børn og nye voksne. Når de så endelig har vænnet sig til at være et sted, skal de videre i børnehaveklasse med nye voksne og nye rammer. Og til sidst skal de skifte voksne igen, når de skal i 1. klasse. Vi vurderer, at de mange skift kan skabe en stor utryghed for rigtig mange børn. Og når de er utrygge, går det ud over deres evne til at knytte sig til fællesskaber og fungere godt i læringssituationen. Utryghed sætter sig igennem i alt,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Giv dit barn en god start i SFO
Mangler pædagoger og struktur
I Skole og Forældres undersøgelse svarer 25 procent af forældrene, at det ville have været bedre for deres barn at fortsætte i børnehave indtil skolestart i august måned i stedet for at være begyndt i tidlig SFO. I kommentarerne er det også de forskellige skift for børnene, som mange forældre ser som en ud- fordring. En forælder skriver fx:
”Det giver flere overgange: Fra børnehave til maj-forløb. Fra maj-forløb til feriefrit. Fra ferie-frit til skolestart. Det er ikke rart for et barn med stort behov for tryghed.”
Flere forældre peger også på, at der ikke var nok voksne til at tage sig af børnene, særligt mangel på uddannet personale. ”Som udgangspunkt var det blot et ekstra skift, da der ikke fulgte nok kendte voksne med, og medarbejderne primært var indkøbte vikarer uden tilknytning til skolen,” lyder det i en af kommentarerne i undersøgelsen.
Mange forældre efterlyser også mere struktur i SFO-starten i foråret, hvor børnene kan have svært ved at navigere i den nye hverdag med friere rammer, flere børn og færre voksne til at støtte børnene.
”Dagene er lange og ustrukturerede, og der er meget store krav til, at børnene selv skal finde ind i relationer. Det kan være svært for mange, især for sensitive børn, der dermed får en svær start i skolen,” skriver en forælder.
Svært for udsatte børn
Det er ikke specifikt undersøgt, om tidlig SFO-start er ’godt’ eller ’skidt’. Det skyldes blandt andet, at tidlig SFO-start ikke er ét koncept, men indhold og form kan være vidt forskellige, fortæller Dina Celia Madsen, der er områdechef for dagtilbud hos Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der i 2023 udgav en rapport om indhold og kvalitet i tidlig SFO. En fordel, der kan være ved tidlig SFO, er ifølge Dina Celia Madsen, at det er nemmere at forberede børnene på at gå i skole, når de er fysisk et andet sted end i børnehaven.
”Rigtig meget læring er bundet op på, hvor man befinder sig fysisk. Hvad er et klasseværelse, hvordan fungerer en madpakke, hvad leger man i skolegården? Det er svært at forberede små børn på noget abstrakt i forståelsen og derfor svært i børnehaven,” siger Dina Celia Madsen.
Ulemperne handler mest om børn i udsatte positioner.
”Det ender jo ofte med at blive fire måneder, de går i tidlig SFO, og hvis den særlige indsats, de har brug for, hænger og dingler i den periode, er det faktisk lang tid,” siger Dina Celia Madsen:
”Og så er det meget små børn, vi har med at gøre, som ikke har været vant til at lege uden opsyn og nu pludselig skal færdes på sted, der kan være 12 gange så stort.”
Forslag: Én samlet indskoling
Rådet for Børns Læring foreslår, at både tidlig SFO-start og 0. klasse afskaffes, og at der i stedet skabes én sammenhængende indskoling til og med 3. klasse.
”Vores hovedpointe er ikke, om man starter i maj, juni eller august, men at man kun skal starte én gang, så vi ikke udsætter børnene for så mange skift. Vi foreslår, at børnene lærer de rammer at kende, som de skal trives i de næste år, på én gang. Og at det er med et gennemgående team af voksne lærere og pædagoger, som har den samme klasse hele vejen, fx to lærere og én pædagog,” siger Else Sommer. Hun mener, at det i højere grad skal være legen, der følger med op fra børnehaven i stedet for, at læringsmål siver ned i dagtilbuddet.
”I starten vil det være mere leg og pædagogtid – mere SFO måske – og når man når 3. klasse, er der mere skole. Vi tror på, at det vil gøre, at børnene lærer mere, ikke mindre,” siger Else Sommer.
5 Ting
der afgør om tidlig SFO bliver en god overgang
1.
Understøtter sociale relationer og deltagelse i fællesskaber.
2.
Har fokus på børns leg og forberedelse på skole.
3.
Skaber sammenhæng i overgangen fra dagtilbud til skole.
4.
Samarbejder med andre fagprofessionelle om overgangen gennem vidensdeling.
5.
Inddrager og samarbejder med forældre.
Kilde: EVA’s rapport om tidlig SFO fra 2023
VIL DU HAVE MERE INSPIRATION TIL LIVET SOM SKOLEFORÆLDER?
TILMELD DIG SKOLEBØRNS NYHEDSBREV
Klik her
Det er den enkelte kommune, der afgør,
om børnene tilbydes tidlig SFO og hvordan. Børne- og undervisnings- minister Mattias Tesfaye (S) fortalte i foråret til TV2, at han ikke har planer om at lovgive på området, men at han ville ”opfordre kommunerne til at have fokus på, at børnene skal møde et sammenhængende tilbud med færrest mulige skift i indskolingen.”
Den tidlige SFO-start har været mulig siden 1990,
hvor SFO’en blev udvidet til også at kunne omfatte de børn, der havde alderen til tidligst at starte i børnehaveklasse, nemlig fire år og ti måneder. Ifølge en undersøgelse fra EVA i 2022, hvor ledere fra 1.002 skolefritidstilbud har deltaget, tilbyder 59 procent af fritidstilbuddene i dag tidlig SFO.
Forældrenes ønsker til tidlig skolestart i SFO
• Hav fokus på, at børnene kan opbygge trygge relationer til både børn og voksne.
• Sørg for, at der altid er nok kendte voksne, så eleverne kan føle sig trygge.
• Sørg for, at der er nok uddannet personale – specielt til elever med særlige behov.
• Hav stort fokus på overgangene, der kan være svære for børnene.
• Sørg for overleveringer og tæt samarbejde mellem børnehave, SFO og skole.
• Sørg for god information og tæt kontakt med forældrene.
• Hav en gennemtænkt struktur fra dag 1.
• Fortsæt strukturen fra den tidlige SFO-start i sommerferieperioden, så dette ikke opleves som endnu en overgang for børnene.
Kilde: Undersøgelse fra Skole og Forældre fra september 2024 blandt 1.317 forældre til børn i folkeskolen, hvoraf 310 er forældre til børn, der er begyndt i tidlig SFO.
Udgivet: november 2024