TEKST: REGITZE SPENNER ISHØY, FORMAND I SKOLE OG FORÆLDRE
FOTO: LARS BERTELSEN

Forældrenes rolle bliver for alvor debatteret i øjeblikket med Trivselskommissionens råd til forældrene. Som forældre og skolebestyrelser skal vi altid være nysgerrige på, om der er noget, vi kan gøre bedre. Og da særligt når det gælder vores børns trivsel. Men debatten kommer efter min mening til at starte et forkert sted. Har forældre ikke hovedansvaret for deres børn? Helt sikkert. Er forældre ikke blevet for overbeskyttende, har svært ved at stille krav og lader deres barn være for meget i centrum? Jo, her er vi da også nogle, der kan blive bedre. Men at inddele forældre i to grupper, som Trivselskommissionen gør, og placere os alle som medskyldige i børn og unges mistrivsel, det bliver alt for forsimplet efter min mening. 

Vi skal huske på, at vi som forældre er produkt af et samfund med fokus på det enkelte barns læring, og vi derudover ofte får at vide, at vi er afgørende for, om vores barn lykkes. Fra bogstavetræning i børnehaven og 20 minutters læsning derhjemme. Vi måler på det individuelle fremfor det fællesskabsorienterede og vægter måske den faglige udvikling højere end den sociale. Og samtidig er familielivet presset. Trivselskommissionen mangler at tænke de ting med.   

Jeg undrer mig også over, at politikerne i deres opgavebeskrivelse til kommissionen, ikke har været mere insisterende på, at der skulle kigges på samarbejdet omkring de børn, der mistrives. Jeg savner stemmerne fra de forældre, der har børn i massiv mistrivsel. For dem handler det ofte om, at de ikke får den støtte, der er blevet bevilliget, om uro i klassen og for få uddannede voksne. Om et manglede samarbejde med skolen om deres barns trivsel, og at flere netop bliver set på som udfordringen, og tilbydes et familiekursus som svar. Jeg kan være bekymret for, at debatten derfor kommer til at grave dybere kløfter mellem skole og hjem og skader det samarbejde, der er så hårdt brug for, hvis vi ikke holder tungen lige i munden.  

Vi i skolebestyrelsen får derfor en afgørende rolle nu. Vi må insistere på, at når børn er i mistrivsel, så er det et fælles ansvar at få børn tilbage i trivsel. Ikke kun et individuelt problem hos børn og familier. Og vi skal kigge hele vejen rundt. Fra principper om det gode skole-hjem-samarbejde til værdier på skolen, som forældre og fagprofessionelle kan læne sig ind i, og som giver stærke fællesskaber. Men politisk er der også meget, der skal gøres. For vi skal holde politikerne op på, at hvis vi vil sikre bedre trivsel, så er det ikke nok med mobilforbud på skolerne og en løftet pegefinger til forældrene. Vi skal have skabt bedre vilkår for familielivet, give børn støtte hurtigt, når de har brug for det, og have flere voksne til at gribe dem, inden det er for sent.  

Vi kan så meget sammen, så lad lyse på det. 

LÆS OGSÅ: Stort tema om opdragelse

Udgivet: April 2025