”Der var ingen damer i at være god i skolen”

Livet havde nok set anderledes ud for komiker, Anders Stjernholm, hvis skolen havde været bedre til at udnytte elevernes forskelligheder. Han har selv ADHD og tror på, at inklusion kan blive Danmarks store eksporteventyr.

TEKST OG FOTO: MAJ CARBONI

Jeg skal have nachos,” siger Anders Stjernholm, mens han stirrer på menutavlen på café Tjili Pop på Nørrebro. ”Arj, nu har jeg fortrudt…eller… Skal du have burger? Altså for hvis du skal, så er jeg bange for at få burgermisundelse.” Valget falder på en Tjili-burger. For en sikkerheds skyld.

Komiker Anders Stjernholm er blandt andet kendt for stand up og som vært på tv-showet Bingo Banko på TV2. Men han havde sandsynligvis lavet noget helt andet, hvis det ikke havde været for en folkeskole, der hverken forstod at motivere ham eller se hans særlige talenter.

”Jeg ville nok have genmanipuleret en kartoffel til at kunne gro i Sahara eller opfundet en bil, der kunne køre på rødbedesaft,” fortæller han. Anders Stjernholm drømte om at blive levnedsmiddelingeniør indtil han blev 18, men ”døde så på basal fysik og kemi.”

Ville hellere sidde på gangen

Det var ellers ikke fordi det faglige var svært for den unge Anders, der voksede op i Fredensborg og gik på den lokale folkeskole. Han var ”en lille usikker purk med en høj begavelse”, som hurtigt fandt ud af, at der ikke var nogen grund til at anstrenge sig i skolen.

”Der var ingen incitamenter for, at jeg skulle blive bedre. Når jeg løste matematikopgaverne hurtigt, fik jeg bare flere af de samme, og når jeg var færdig med bogen, fik jeg en ny. Det dræbte min motivation. Da jeg fik sten i pungen, blev jeg ligeglad med skolepræstationer. Det var cool at være god til fodbold, men der var ingen damer i at være god i skolen.” Til sidst foretrak Anders at sidde på gangen og stirre ud i luften fremfor at være med i klassen.

Udover at være komiker er Anders Stjernholm uddannet journalist og blev for få dage siden (før interviewet, red) valgt ind som folketingskandidat for det nystiftede parti, Alternativet. Af samme grund skæver han jævnligt ned på sin telefon, der bipper og blinker. Han når lige at skrive en skarp kommentar til et indlæg på Ekstra Bladet om religion – hans yndlingsaversion – mens Tjili-burgeren bliver bestilt. Kort efter kommer der en ny besked.
”Det er Go´ morgen Danmark, der vil have mig ind. Nå…”. Han lægger telefonen fra sig og taler videre.

”Hvis jeg ikke havde været så sløset med min skolegang, ville jeg nok have haft en anden faglig ballast og en ph.d. i ryggen, men om jeg ville have været lykkeligere? Det er svært usandsynligt, for jeg har virkelig en god griner på med det liv, jeg lever nu,” siger han og smiler skævt ud i luften.

Vi er faktisk nogen, der har ADHD

”Fuck!” Anders Stjernholm kommer tilbage fra toilettet og kigger sig rundt i lokalet med vilde øjne, hvorefter han vælter ud af cafédøren. Tre sekunder efter kommer han tilbage med et lettet smil og sin skuldertaske – med en bærbar computer – som har ligget i cykelkurven udenfor på Rantzausgade den sidste times tid.
”Der er såmænd bare hele mit liv i…Så er alle fordomme vist indfriet, ikk’,” griner han.
Da Anders Stjernholm fik diagnosen ADHD som 26-årig var der pludselig en masse, der gik op for ham – også i forhold til hans skoletid.

”Min ADHD handler om, at min hjerne springer mellem opgaverne. Jeg kan sidde midt i et interview og pludselig komme i tanke om, at jeg burde have vasket op. Det er lidt ligesom med børn. Alle tre-årige er stinkende ADHD: De har svært ved at fokusere på noget i længere tid. Hey, der kom en sommerfugl,” råber Anders pludselig og er ved at vælte stolen baglæns for at række ud efter den imaginære distraktion for at illustrere sin pointe. Flere cafégæster kigger forvirrede rundt i lokalet.

”Efterhånden er der nogle synapser i hjernen, der vokser sammen, men vi er så bare nogen, for hvem det går liiidt langsommere end for andre. I skolen gjorde det, at jeg havde svært ved at koncentrere mig i en hel undervisningstime. Når jeg havde indset, hvad vi skulle lære, var det næsten umuligt at få mig til at blive hængende.”

Om pivede forældre:
”Forældre er alt for ømskindede for kritik. Man må hellere kalde dem for tykke eller alkoholikere end at kritisere dem for deres måde at være forældre på. Vi uddanner eksperter som lærere og pædagoger, men de er for berøringsangste til at kritisere forældrene. Jeg synes man burde se skole-hjem-samtaler som en værdifuld konsulenttime, hvor pædagoger og lærere kan fortælle, hvad de har observeret, at barnet mangler af kompetencer og give deres råd til, hvordan forældrene kan hjælpe med at gøre noget ved det.”

ADHD kan trænes væk

Efter, at Anders Stjernholm fik sin diagnose, er han blevet ambassadør for ADHD-foreningen og for kampagnen EN AF OS, der har til formål at modarbejde tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom. En af hans budskaber er, at ADHD kan være så mange forskellige ting, at man ikke skal lade sin personlighed definere af de fire bogstaver – og at diagnosen ikke behøver at være livslang. Selv har Anders Stjernholm arbejdet sig ud af mange af symptomerne.
”Jeg var egentlig pillegal, men kunne ikke tåle medicinen, fordi jeg har et skvatagtigt hjerte, og hvad gør man så? Jeg har kigget på min kost og motion og forsøgt at lære min hjerne at kende. Jeg gør for eksempel en aktiv indsats for at springe mellem handlinger. Hvis jeg skal nå fem ting på en dag, så skriver jeg det ned og bruger tre timer på at springe frem og tilbage mellem de forskellige opgaver 8-10 minutter ad gangen. Min mor synes det lyder vanvittigt, men pointen er jo, at vi arbejder bedst på forskellige måder.” Det burde der være meget mere fokus på i skolen, mener han.

Skolen skal fokusere mere på arbejdsmetoder

”Jeg ved, at folkeskolen er på vej, men jeg tror, at metode bliver endnu vigtigere fremover, fordi faglig viden bliver mindre og mindre vigtig, når jeg kan gøre det her,” siger Anders Stjernholm. Han tager sin telefon, råber ”Timbuktu” ned i den og viser sin browser med en række faktaoplysninger om byen.

”Jeg mener, at man i skolen skal ind og kigge meget mere på den enkelte elevs arbejdsproces. Der blev aldrig taget hånd om, hvordan jeg skulle benytte min måde at arbejde på. Da vi skulle lære at dividere i tredje klasse regnede jeg det bare ud i hovedet, men da vi kom i sjette klasse og fik sværere stykker, fik jeg problemer, fordi jeg ingen idé havde om metoden. Det handler ikke om at løse stykket, men om, hvordan man gør det.” Det ville også have været en fordel for hele klassen, hvis skolen i højere grad havde formået at tilpasse undervisningen efter den enkelte elevs talenter og måder at arbejde på – også dem med ADHD, siger Anders Stjernholm og tænker tilbage.

”Du har en højt begavet lille Anders med ADHD, som sidder og synger i matematik, fordi han er færdig og ikke gider lave mere. Jeg sad bare og pralede, mens andre kæmpede videre. Hvis der var en lærer, der kunne forklare sådan en lille møgunge – og det mener jeg, at jeg var – at der er et formål med at arbejde videre og blive dygtigere, så ville vi vinde meget alle sammen. Hvis en elev har løst opgaven, kunne læreren jo høre, om han kunne forklare det til en af de andre elever, der ikke havde forstået det. Hvis nogen havde taget Holger Beck Nielsen i hånden som barn og sagt, at han lige skulle skrue tempoet ned, hvis vi andre skal forstå, hvad et sort hul er, så ville gevinsten ved ham have været endnu større. Jeg kan huske ”Valomanden” ude fra DR, som er autist og kan hele arkivet udenad. Hvis han kunne finde ud af, hvordan han gør det og forklare det til andre, så ville det da være fantastisk. Hvis man er god til at kommunikere med andre, er man en meget mere værdifuld medarbejder. Jeg er overbevist om, at vores arbejde med ADHD og autister kunne blive et eksporteventyr.”
Så ringer telefonen. Det er TV2 igen.
”Nej, det må sgu lige vente. Nu havde vi lige fat i noget,” siger han og afslår opkaldet.

Om religion: ”Jeg kan ikke lade være med at synes, det er forfærdeligt. I værste fald skaber det fjendebilleder og i bedste fald er det spild af energi. Jeg kan blive så frustreret. For eksempel over, at eleverne i folkeskolen har mere undervisning i religion end i samfundsfag. Det er overvejende sandsynligt, at der har været en eller anden gøgler, der hed Jesus engang, men at det skal være vigtigere end alt det andet, som vi ved om verden og samfundet – det er en åbenlyst dårlig prioritering.”

Inklusion bliver solgt til Kina

Selvom Anders Stjernholm ikke selv fik så meget ud af sin skoletid, synes han, at inklusion er ”en oplagt idé”.
”Vi gør vores børn en tjeneste ved at vise dem hvor mange typer mennesker, der er. Mange siger: Hvorfor skal mit barn gå i klasse med en ADHD? – Fordi dit barn skal arbejde med en ADHD, når han eller hun kommer ud på arbejdsmarkedet. Når vi lærer at samarbejde ordentligt med autister, bliver det jo fantastisk. Dit barn kan være nok så meget på vej mod en topstilling i finanssektoren, men dér skal der også kommunikeres med forskellige typer. Der tror jeg privatskoletrænede whiskybæltebørn kommer til kort. Der er tydelige udfordringer med kommunikation på arbejdspladserne og det håber jeg vores folkeskole kan være en af de første til at imødekomme. Og her tænker jeg stort og globalt: I Danmark har vi den fordel, at vi står med udfordringer, som resten af verden ikke har set endnu som eksempelvis eksklusion, ADHD og autister på arbejdsmarkedet. Hvis vi finder de rigtige metoder til at gøre det, vil kineserne komme løbende for at købe vores løsninger. God inklusion er to fluer med et smæk: Det er den rigtige løsning rent menneskeligt og en god handelsvare. Det kan gøre mig møgoptimistisk for fremtiden.”

LÆS OGSÅ: 13-årige Anders er autist – men først og fremmest er han teenager

Om politik: Anders Stjernholm vil gerne skifte nogle af sine jokes ud med lovforslag. ”I stand up ser jeg på de irrationelle dogmer og mærkelige regler i samfundet og laver sjov med det. Nu er jeg efterhånden blevet så gammel, at jeg har brug for at se om jeg kan være med til at ændre på de ting, som jeg gerne vil lave om på.”

UDGIVET: Maj 2015