13-årige Anders er autist – men først og fremmest er han teenager

I børnehaven og gennem de første år af skolen har 13-årige Anders haft svært ved at falde til. Efter at have kæmpet med et system, der ikke så den samme Anders, som hans mor gjorde, er han endelig endt i et tilbud, der kan tage hånd om hans diagnose. Men der er noget, han stadig savner – at være en del af et fællesskab som de andre børn på hans alder.

TEKST OG FOTO: MAGNUS EG MØLLER

Anders’ tid i børnehaven er fuld af tumult. Han råber, skriger og er i det hele taget meget udadreagerende. Det meste af tiden går han rundt alene, for han kan ikke håndtere at være sammen med alle de andre børn. Indimellem skriger han så kraftigt, at hans næse begynder at bløde.

Pædagogerne i børnehaven er dybt bekymrede, så børnehavens psykolog bliver involveret, og Anders og hans mor bliver indkaldt til en samtale.

Psykologen kan ikke se, at der skulle være noget galt, og hun vurderer, at han nok vil vokse sig fra det – han er bare lidt sensitiv. Hun anbefaler dog et mindre skolemiljø, når Anders engang skal i skole.  Camilla kan mærke, at Anders ikke er, som hendes andre børn var, da de var i den alder, men psykologen har nok ret i, at han bare skal ‘modnes’, tænker hun.

Da Anders i 2012 starter i en lille børnehaveklasse på en privatskole, fortsætter han med at være meget udadreagerende. Når lærerne stiller krav til ham, besvares de med skrig, og når de lægger en hånd på hans skulder, for at få ham til at falde til ro, eksploderer han i slag, spark og spyt.

“Jeg kunne godt lide min dansklærer. Hun var rar, og hun skældte mig ikke ud, som mange af de andre lærere gjorde. Hun prøvede at hjælpe mig. Så kan det godt være, det måske ikke var den rigtige hjælp, men hun var flink i stedet for at råbe,” siger Anders.

I første klasse lægger skolelederen mærke til, at Anders nogle gange sidder og rokker frem og tilbage i stolen. Skolelederen har tidligere været på besøg på et rumænsk børnehjem, hvor børnene – som resultat af forældrenes omsorgssvigt – udviste samme adfærd. Det får skolelederen til at indberette Camilla til kommunen.

“Det var jo slet ikke det, det handlede om. Anders var i mistrivsel, men han har på ingen måde været udsat for omsorgssvigt,” siger Camilla. Hun og Anders’ far melder oven på skolelederens indberetning Anders ud af skolen og går på udkig efter et nyt tilbud.

De aftaler med distriktsskolen, at Anders kan starte i en lille klasse hos dem.

Pludselig gav det mening

Anders starter midt på et skoleår, og det er ikke i den lille klasse, de var blevet lovet, men i en klasse med 24 andre elever. De andre børn er efter Anders, fordi de synes, han er mærkelig, og det resulterer i flere voldsomt udadreagerende episoder.

Efter en måned vælger skolen at rykke Anders og en anden elev til et ‘enetilbud’, hvor de undervises af en vikar, indtil Anders og den anden dreng kan blive udredt i børnepsykiatrien.
Der går et år, uden der sker noget, og det får Camilla til at klage til skolechefen, der endelig indkalder til møde, og henviser Anders til udredning.

“Den måned i den store klasse har været det allerhårdeste i min skolegang indtil videre,” siger Anders.
Efter halvandet år med ventetid og udredning, får Anders diagnosen infantil autisme, og med diagnosen følger støtte på både fritidshjemmet og i skolen – nu med faglært personale – og endelig – efter halvandet år i enetilbud, får han en plads på en specialskole for elever med autisme.

“Det gav pludselig mening. Så passede det ikke, det de andre børn på skolen gik og sagde, om at jeg var underlig, dum og mærkelig. Det passede ikke,” siger Anders.

Endelig får han hjælp, men de mange år uden har gjort, at han ikke har meget tillid til hverken børn eller voksne længere. Lærerne har ikke været uddannede til at håndtere Anders’ problemer, og tiden i den store klasse, hvor han slet ikke burde at have været, har været hård ved Anders.

Vil gerne bare være teenager

På den nye skole føler Anders sig igen meget alene. Hans sansemotoriske system er meget belastet – det hører til hans diagnose. Det vil sige, at han er meget følsom over for lyd og lys, og han overstimuleres let, hvis der er for mange indtryk omkring ham. Det gør, at det ofte er hensigtsmæssigt for både lærerne og Anders, at han isoleres i løbet af undervisningen.

Men Anders savner at være den 13-årige Anders og ikke altid bare autisten Anders.
“Jeg synes indimellem, at de glemmer, at han også har brug for at være en del af et fællesskab. Jeg synes, det er lidt tankevækkende, at man ikke på bedre vis formår at få ham inkluderet i et fællesskab, men at man stadig fastholder ham i et handicap-perspektiv,” siger Camilla.

“Men der er ingen tvivl om, at Anders har fået det meget bedre. Når jeg ser på Anders i dag, så ser jeg jo et barn, der har været i mistrivsel i halvandet år, indtil han kom på specialskole,” siger hun.

“Så meget anderledes var de jo heller ikke”

Anders drømmer om at få et helt almindeligt liv med et helt almindeligt arbejde, hvor han kan tjene en helt almindelig løn. Blandt andet derfor forsøger Camilla at lære Anders nogle regler for og gode råd til, hvordan man agerer ude blandt ’almindelige’ mennesker.

Anders var for nyligt afsted på en fægteweekend i den fægteklub, han går i. Da Camilla skal hente Anders, er hun ret spændt på at høre, hvordan det var gået. Træneren fortæller, at Anders har klaret det fint. Han snakker meget, og så bliver han hurtigt træt.

Hun nævner intet om problemer, så Camilla spørger, hvordan det gik i forhold til hans autisme. “Og så lignede hun ellers et kæmpe spørgsmålstegn. Hun var slet ikke klar over, hvad det egentlig var for en opgave, hun havde påtaget sig. De kan åbenbart et eller andet i den klub i forhold til at behandle ham som en teenager og ikke bare som en autist,” fortæller Camilla.

Og Anders – ja han gjorde bare som de andre: “For så meget anderledes var de jo heller ikke,” siger han.

Svært at få hjælpemidler

For fem år siden søgte Camilla om en kædedyne ved kommunen. En kædedyne er en sansestimulerende dyne, der kan hjælpe børn med f.eks. autisme til at falde til ro.
Den ansøgning har hun netop fået afslag på. Hun har også søgt om et behandlingstilbud ved en ergoterapeut, men også det blev afslået.

“Deres begrundelse var, at Anders havde haft et ergoterapeutisk forløb på skolen, hvor lærerne har fået en række forslag til, hvordan de kan arbejde med ham. Det, mener de, er godt nok, men der er altså forskel på et behandlingsforløb, og nogle forslag til skolen. I det mindste kan jeg endelig klage over afgørelsen, fordi der er kommet et afslag,” siger Camilla.

Gennem årene har Camilla selv investeret i en række hjælpemidler til Anders, fordi hun ikke har villet eller kunnet vente på behandlingstiden ved kommunen. Hun mener ikke, det er besværet værd, at gå igennem processen, hver gang Anders har brug for et nyt hjælpemiddel:

“Det er rigtig mange ressourcestærke mennesker derude, som når til konklusionen, at de hellere bare må købe det selv, fordi det tager for mange kræfter og for meget tid at få en bevilling. Men det er jo ikke det, der er meningen. At man ikke kan få den hjælp, man har brug for.”