Mor:
“Noah blev gjort til syndebuk for konflikterne”
Historien om 11-årige Noah er en historie om at blive udelukket fra klassefællesskabet af både lærere og forældre. Og om at bliver stemplet som klassens ballademager. Situationen er endt ulykkeligt. Det burde aldrig have kommet så vidt, mener hans mor.
TEKST: SIGNE BJERRE
ILLUSTRATION: ELS COOLS
Det er søndag eftermiddag, da beskeden kommer. Line er ved at lægge vasketøj sammen. Ved siden af telefonen ligger et stykke papir. På papiret har hun skrevet en liste over de ting, hun skal huske at købe til trivselsarrangementet i næste uge.
Line skubber vasketøjet til side og griber ud efter telefonen. På displayet kan hun se, at beskeden er fra én af de forældre, hun er i trivselsgruppe med.
Line har været en del af 4.B’s trivselsgruppe, siden hendes søn Noah, startede i klassen for to år siden. Arrangementet i næste uge har været planlagt længe. Det er noget både hun og Noah glæder sig til.
Line lader hurtigt øjnene glide ned over skærmen. Hun troede, det var noget omkring planlægningen af festen. Men det handler om noget helt andet.
Fællesskabet
I beskeden står der, at én af de andre forældre i klassen har sagt, at Noah, ikke må deltage i arrangementet.
Line læser beskeden flere gange, mens tankerne kører rundt i hovedet på hende. Hvem har besluttet det? Har det noget på sig? Og hvordan kan det være, at hun som mor ikke er blevet informeret først?
To dage senere får Line en besked fra skolelederen på Noahs skole. Han skriver, at to forældrepar fra Noahs klasse har henvendt sig til ham med bekymring om, at Noah skal deltage i klassearrangementet. Skolelederen meddeler Line, at han har besluttet, at Noah ikke må være med til arrangementet.
For Line bliver det kulminationen på en lang og opslidende kamp for at få sin søn tilbage til det klassefællesskab, han de seneste måneder er blevet udelukket fra.
Hendes historie er en fortælling om en dreng på 10 år, der bliver syndebuk for en klasses manglende trivsel. En historie om ekskludering, massive lærerskift, skyldfølelse og et barn, der ender med at miste troen på sig selv og tilliden til gå i skole.
”Mobning kan tage sig ud på mange forskellige måder. Jeg ved godt, at min søn ikke altid har været den søde dreng i klassen. Men jeg ved også, at børn aldrig kan, eller skal, stilles til ansvar for voksnes manglende evne til at kigge bag handlingerne og egen praksis,” siger Line.
Ny lærer
Historien starter for to år siden, da Noah skifter skole. På det tidspunkt går han i 2. klasse og er blevet smidt ud fra den privatskole, han går i, fordi han har været oppe og slås. I stedet har han fået plads på den lokale folkeskole, og til Lines store lettelse, falder Noah hurtigt til.
”Noah bliver taget godt imod af den nye klasse. Jeg er i tæt kontakt med klasselæreren, der fortæller, at det går godt med Noah. Han trives, har mange gode venner og er ifølge klasselæreren en dejlig dreng at have i klassen,” fortæller Line.
Hun oplever, at det er en harmonisk klasse, hvor man tager tingene i opløbet, så konflikterne ikke får lov til at vokse sig store. Der er et trygt fællesskab, og lærerne har en positiv tilgang til eleverne.
Men i 3. klasse får klassen en ny lærer, og der begynder at være mere uro. Drengene begynder at tale hårdt til hinanden, og der opstår fnidder blandt pigerne. De begynder at kommentere på hinandens tøj og udseende.
”Der sker noget med stemningen i klassen i forbindelse med, at klassen får en ny lærer. Der er flere drillerier, og i forældregruppen er der ikke længere den samme opbakning, når der er arrangementer,” fortæller Lars, der er forælder til én af de andre drenge i klassen.
Samtidig begynder Line at få mails fra den nye lærer. Han skriver til Line, at Noah ikke hører efter, og at han ikke gider lave sine ting.
Hun er bekymret over det, den nye lærer fortæller, og bekymringen bliver ikke mindre af, at antallet af mails vokser. Noah hører stadig ikke efter og går ofte fra timen. Line får også at vide, at han jævnligt er i konflikt med flere af de andre drenge i klassen.
Line taler flere gange med den nye lærer, der foreslår, at hun begynder at lade Noah give dagen point på en skala fra 1 – 10. På den måde, kan de sammen snakke om, hvorvidt det har været en god eller en dårlig dag.
”Jeg tager hans råd til mig og taler med Noah hver dag om, hvordan hans dag er gået. Han er som regel glad og i godt humør og taler sjældent negativt om skolen. Så jeg oplever ikke det samme derhjemme, som læreren oplever i skolen.” siger Line.
Generel mistrivsel
I slutningen af 3. klasse bliver klassens forældre indkaldt til et ekstraordinært forældremøde, hvor lærerne fortæller, at der er store problemer med trivslen i klassen. Skolen er især bekymret for drengegruppen, der er hårde ved hinanden. De får at vide, at der er tale om et generelt problem i klassen.
”Det går op for mig, at det ikke bare handler om Noah, men at der er tale om et generelt trivselsproblem. Jeg taler også med flere af de andre forældre, der fortæller, at deres børn har reageret på lærerskiftet,” fortæller Line.
Noah er stadig en del af drengegruppen i klassen. Men der bliver ikke længere afholdt børnefødselsdage. Og i stedet for at spille fodbold bruger drengene nu det meste af tiden på at spille ’Fortnite’. De sidder hver for sig og spiller, og Line kan høre, at lærerne har ret i, at sproget mellem dem er hårdt.
På det tidspunkt begynder Line også at kunne mærke på Noah derhjemme, at tingene ikke fungerer i skolen. Han er mere tillukket og farer hurtigere i flint over små ting.
Flexrum som straf
Samtidig vokser konflikterne mellem ham og lærerne. Og Noahs nye lærer sender nu ikke længere bekymrende mails til Line, men daglige opdateringer om Noahs dårlige opførsel og alt det, han gør forkert.
Line bliver indkaldt til et møde på skolen, hvor begge Noahs lærere og skolens pædagogisk leder er til stede.
På mødet fortæller de Line, at skolen har et ”flexrum”, hvor eleverne kan gå ned, når de har brug for en pause. De foreslår, at det kunne være en mulighed for Noah.
”Flexrummet bliver fremlagt som et tilbud og en støtte for Noah, så han selv kan trække sig og tage en pause, når tingene bliver svære. Det synes jeg, lyder som en god idé,” siger Line.
Lines indtryk er, at flexrummet fungerer godt i starten. Men hurtigt ændrer flexrummet sig fra at være et pauserum til at blive et redskab lærerne bruger, hvis Noah ikke har opført sig ordenligt.
”Noah kommer en dag hjem og fortæller, at han er blevet sendt ned i flexrummet af en lærer. Han er vred. Han oplever, at flexrummet bliver brugt som en straf, og han føler, at lærerne konstant er efter ham,” siger Line.
Skal opdrages bedre
Samtidig får Line at vide, at lærerne er begyndt at farvelægge et skema efter hver time i forhold til, hvordan de synes, timen er gået med Noah. Hvis timen er gået godt, bliver skemaet farvet grønt. Er timen gået dårligt, bliver skemaet farvet rødt.
”I starten er der ikke noget mønster. Noah kan have lange perioder med grønne dage for pludselig at få perioder med røde dage,” fortæller Line
Samtidig bliver hun indkaldt til stadig flere møder på skolen.
Line foreslår, at PPR bliver inddraget, så skolen kan blive vejledt i, hvordan de bedre kan håndtere Noah, og de kan forsøge at finde ud af, hvad der ligger bag hans adfærd. Men det sker ikke.
Skolen mener, at problemet ligger derhjemme. De mener, at det er opdragelsen, den er galt med, og de siger til Line, at hun skal arbejde med Noahs opdragelse og sprogbrug.
Line er alene med Noah efter en kompliceret skilsmisse og er ikke blind for, at Noah er påvirket af skilsmissen, og at det kan være én af årsagerne til, at Noah indimellem reagerer voldsomt i skolen.
Hun har på det tidspunkt allerede kontaktet en familiekonsulent fra kommunen for at se, om der er noget, hun kan gøre anderledes i forhold til Noah. Men samtidig føler hun, at skolen skyder ansvaret fra sig og oplever, at hendes 10-årige søn bliver gjort ansvarlig for den larm og uro, der er i klassen og årsag til alle klassens problemer.
”Jeg kan sagtens høre, at han ikke er nem, men jeg har svært ved at forstå, at mit barn skal være årsag til, at en hel klasse ikke fungerer. På den måde, er der noget, der siger mig, at der er tale om stigmatisering og mobning,” siger Line.
LÆS OGSÅ: Ensomhed er menneskets største frygt
Syndebuk
I 4. klasse bliver klassen endnu engang udsat for lærerskift, og Line oplever, at Noah i stigende grad bliver udelukket fra klassefællesskabet.
Noah må ikke være med til svømning, og han tilbringer nu mere og mere tid i flexrummet.
”Det går hårdt ud over hans selvværd og lyst til at gå i skole. Han føler sig forkert, fordi han ikke må være med sammen med de andre børn fra klassen. Han har ikke længere lyst til legeaftaler og begynder at isolere sig mere og mere derhjemme foran computeren,” fortæller Line.
Konflikterne er nu ikke kun mellem Noah og lærerne, men også mellem flere af klassekammeraterne. Især er der to drenge fra klassen, som Noah ofte kommer i konflikt med.
Drengenes forældre mener, at Noah har et problem. Men ifølge én af de andre drengeforældre, er Noah hverken værre eller bedre end de andre drenge i klassen:
”I mine øjne er Noah blevet gjort til syndebuk for alle konflikterne, og der er desværre nogle forældre, der har været med til at puste til ilden. Det er dem, der råber højest. Derfor er det også Noah, der har måttet bøde for de andre,” siger Lars.
Belaster de andre
Midt i 4. klasse bliver Line indkaldt til et møde på skolen, hvor hun får at vide, at de andre forældre og børn i klassen er så belastet af Noah, at ledelsen har besluttet, at han skal i flexrummet på fuld tid, indtil skolen finder en anden løsning.
I første omgang bliver det i 8 uger. Indtil da må han ikke holde frikvarter med de andre børn i klassen.
”Skolelederen fortæller mig, at der er nogle forældre i klassen, der ikke ønsker, at Noah skal gå der. Han siger også, at det nok vil være bedre for Noah at komme på en specialskole,” fortæller Line.
Skolelederen mener, at Noah har ADHD og taler på mødet om flere andre forskellige diagnoser. PPR har på det tidspunkt stadig ikke været inde over, selvom Line har foreslået det flere gang.
Hun er selv pædagog og tvivler på, at Noah har en diagnose, men hun er glad for, at PPR endelig kommer på banen. Det har hun efterlyst mange gange i løbet af det seneste år. Som mor føler hun sig magtesløs på sit barns vegne.
”Jeg føler, jeg bliver mødt med, at min søn allerede er blevet stemplet ud af klassen både af ledelsen og de andre forældre. Det gør mig vred, og jeg siger til lederen, at det ikke kan være rigtigt, at der er nogle forældre, der skal diktere, hvilke børn der skal gå i klassen,” siger Line.
LÆS OGSÅ: Mobning på nettet
Har mistet alt
I januar bliver der igangsat en pædagogisk og psykologisk vurdering af Noah.
Imens opholder Noah sig i flexrummet. Ingen kan fortælle ham, hvad der skal ske. Heller ikke Line, der føler, at han er blevet offer for skolens manglende evne til at tage hånd om klassens mistrivsel og mange lærerskift.
”Jeg oplever en dreng, der ikke længere har noget selvværd. Han har mistet tilliden til skolen, og er begyndt at isolere sig. Han har ikke lyst til at se nogen og er også stoppet med at spille fodbold og Fortnite,” fortæller Line.
Efter to måneder ligger PPRs vurdering klar på baggrund af samtaler med Noah, observationer og forskellige psykologiske test.
Psykologen vurderer, at der ikke er grund til, at Noah bliver udredt i psykiatrien. Der er med andre ord ikke mistanke om, at Noah har ADHD eller andre diagnoser. I stedet konkluderer psykologen, at Noah er en dreng, der reagerer meget på sine følelser. Når han er vred, er han meget vred, og når han er glad, er han meget glad. Samtidig konkluderer psykologen, at Noah ikke profiterer ved straf. Flexrummet har ikke været en straf, men det kan opleves sådan.
”Der er ikke noget i den test, der indikerer, at Noah ikke er lige så normal som andre børn. Derfor synes jeg også, det er ulykkeligt, at sagen er endt, som den er. I stedet for at hjælpe Noah har man stigmatiseret ham og udelukket ham fra fællesskabet. Det mener jeg er dybt kritisabelt” siger Line.
Hun føler ikke, at hun som forældre er blevet inddraget eller lyttet til og har til forvaltningen klaget over skolens håndtering af de udfordringer, Noah har haft i skolen. Blandt andet kritiserer hun den manglende dialog og samarbejde mellem skole og hjem. Og den manglende inddragelse af PPR tidligere i forløbet.
Skolen holder imidlertid fast i, at Noah ikke længere skal gå i 4. B.
”For mig at se, er Noah, blevet den store taber i det her. Han har mistet stort set alt, hvad han havde, og føler sig som verdens dårligste dreng. Det kan godt være, at der ikke er tale om mobning i traditionel forstand, men hvis man som skole er med til, at et barn ender med skyldfølelse, dårligt selvværd og en følelse af at være lukket ude af fællesskabet, så er det i mine øjne også en form for mobning,” siger Line.
Lige nu går Noah ikke i skole. Han er derhjemme hos Line og har været det siden den søndag for fire måneder siden, hvor Line fik besked om, at hendes søn ikke var velkommen til klassens trivselsarrangement.
Men Lars og resten af trivselsgruppen har taget initiativ til en ny fest. Og her er både Line og Noah inviteret med.
”Vi har ikke fået noget at vide fra skolen om, at Noah er stoppet i klassen. En dag stod hans navn bare ikke længere på klasselisten. Det kan skolen ikke være bekendt. I det mindste skal Noah have lov til at tage ordentlig afsked med sine kammerater. Det skylder vi ham,” siger Lars.
Artiklen er blevet til på baggrund af interview og gennemlæsning af den klage familien har sendt til forvaltningen i kommunen, hvor familien bor. Af hensyn til Noah er alle navne i artiklen anonymiserede.
Udgivet: august 2020
