Fernisering i skolen!

Det er dejligt at vise sine kunstværker eller andet skolearbejde frem for sine klassekammerater og forældre. Ved en rigtig fernisering kan den uformelle snak opstå mellem forældrene og skabe samhørighed ved, at vi mødes om noget fælles – nemlig vores børn og deres skolearbejde. Gør det sjovt med børnebobler og snacks eller hold det mere simpelt. Børnene vil elske det lige meget hvad!  

TEKST OG FOTO: FORÆLDREFIDUSER

Mange klasser er fyldt med spirende kunstnere, men i hverdagen er der sjældent tid til at fordybe sig i værkerne og rose børnene for deres flotte skolekreationer. Det er synd, for når eleverne kan få lov til at vise hvad de arbejder med, får de også mere ejerskab.

Med en fernisering i klassen får de kreative projekter plads og eleverne får lov til at fremvise hvad de arbejder på i skolen. Det kan være alt fra de helt små projekter til de lidt større projekter. For at det skal være trygt og sjovt for alle at deltage i, skal det gerne være noget, som alle eleverne kan være med på. Husk derfor at sænke baren og tal med læreren om, hvad der kan lade sig gøre.  

Det kan være en lærer eller en forældregruppe, der tager initiativet til at indbyde til fernisering.  Lige meget hvem der tager initiativet, er et samarbejde mellem forældre og læreren oplagt for at skabe de bedste rammer for arrangementet.  

Forberedelse: Ca. 1 time til koordinering, indkøb og oppyntning.

Varighed: 1 time, fx i forbindelse med afhentning.

Sted: Klasseværelset eller andet sted på skolen.

Deltagere: Alle (søskende og bedsteforældre, hvis der er plads)

Trin for trin planlægning af en fernisering

Involvér klasselærer.

  • Hør, om læreren er med på idéen.
  • Aftal, om læreren vil samle børnenes værker, så der er forskelligt at hænge op. Måske arbejder børnene med forskellige temaer.
  • Aftal, hvor en fernisering kan holdes. Skal det være i klasseværelset, i skolens gymnastiksal eller på SFO’en?
  • Aftal, hvornår den kan holdes. Det er praktisk at lægge ferniseringen en eftermiddag, når I henter børn.
  • Aftal, om læreren vil dele invitationen ud i klassen og samle tilmeldinger ind.
  • Hør, om læreren har mulighed for at hænge værkerne op sammen med børnene, når dagen for den store fernisering kommer.

Skriv en indbydende invitation, der deles ud i klassen og sendes ud via Aula.

Husk at skrive:

  • At bedsteforældre og søskende også er inviterede.
  • Navn, tlf.nr. og e-mail på en kontaktperson.
  • Hent en skabelon til en invitation på her.

Send en venlig reminder ud før tilmeldingsfristen.

Gør, hvad I kan for at få alle børn med.

  • Ring til de forældre, der ikke har meldt tilbage.

Derfor…

  • Det er nemt og hurtigt at forberede og deltage i.
  • Arrangementet kan lægges i forbindelse med, at børnene hentes.
  • Forældrene får mulighed for at se noget af det, klassen arbejder med.
  • Børnene oplever, at deres forældre taler sammen på kryds og tværs.
  • Børn elsker, når de voksne gider se på det, de har lavet.
  • Forældrene får mulighed for at få værkerne med hjem og der bliver ryddet op i klassen. 

På selve dagen

Initiativgruppen mødes før tid for at gøre klar.

  • Hæng billeder op, hvis læreren ikke har haft mulighed for at gøre det.
  • Stil glas til drinks og snacks frem, og pynt med lidt blomster.
  • Pynt døren eller arranger med læreren at dette gøres i samarbejde med eleverne.

Når alle er kommet, så klip et bånd over og hold en lille velkomsttale.

Børnene bliver så stolte, når der gøres noget ud af deres anstrengelser. 

Slut af med tak og stor ros til alle kunstnere for en flot udstilling.

Bed de enkelte familier tage deres kunstværker med hjem, og ryd pænt op efter jer.

Redigeret: Januar 2025