Mobbeforsker: Børnene svigtes, mens de voksne snakker

Lærerne står for undervisningen, mens forældrene har ansvaret for børnenes opførsel. Ofte er faglighed og trivsel delt op mellem skole og hjem, men der skal samarbejde til, hvis vi skal hjælpe børnene og komme mobningen til livs, mener forsker.

TEKST: MAJ CARBONI
FOTO: POLFOTO

s
kolen overlader det til forældrene selv at løse problemet, når deres børn har det dårligt i skolen. Det oplever i hvert fald en række forældre til mobbede børn, der er blevet interviewet af forsker fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Nina Hein. Problemet er, at mens forældrene prøver at løse problemet derhjemme, får deres børn det værre og værre.

   ”Skolen skal blive bedre til at tage ansvaret på sig, for det er i skolen, hvor fællesskaberne er, og mobningen finder sted. Børn, der har det ad helvede til blandt deres kammerater, svigtes, når de voksne ender med at kæmpe om, hvem der har ansvaret for deres trivsel,” siger hun.

Børn og forældre får skylden

Den uheldige opdeling af ansvaret mellem skolen og forældrene hænger tæt sammen med det underlæggende budskab, der ifølge Nina Heins undersøgelser, har præget debatten i skolepolitik, medier og på skoler siden de første skuffende resultater af danske elevers placering i PISA-undersøgelsen i 2000: ”Det er forældrenes ansvar, at børnene opfører sig ordentligt i skolen.”

De forældre, som Nina Hein har interviewet, har mærket den opfattelse på egen krop, når de er gået til skolen, fordi deres barn har oplevet at blive mobbet.

”Forældrene kommer med en forventning om, at de selv og skolen skal arbejde sammen om at finde en løsning. De kommer dog tilbage med indtrykket af, at det er dem selv eller deres barn, der er noget galt med,” fortæller hun. Forældrene har typisk fået at vide, at deres barn ”er sart” eller, at problemerne bare er noget ”pigefnidder”. Det er heller ikke ualmindeligt, at lærerne slår problemet hen med, at de ikke selv oplever barnet mistrives eller har en forklaring, som eksempelvis kan lyde: ”Hun er jo en meget stille pige, der ikke byder sig til i legen, så det er nok derfor, hun går så meget for sig selv”.

Forældrene sættes i bås

Forældrene tager det ofte på sig og prøver at arbejde med deres børn derhjemme, men det hjælper ikke. Når forældrene så vender tilbage til skolen, er det ofte dem selv og deres måde at være forældre, der bliver peget på. Forældrene bliver hurtigt sat i bås som ”curlingforældre” eller ”pylrede”, har Nina Hein konstateret. Nogle mødre har selv opsøgt en psykolog for at få hjælp til at håndtere den situation, som skolen mener, at de ikke tackler særlig godt. Det virker som regel heller ikke.

”På det tidspunkt er børnene så langt ude, at flere taler om selvmord og forældrene er desperate,” fortæller Nina Hein.

Mobbedefinitioner er et problem

Mange skoler bruger en definition på mobning, som i sig selv spænder ben for at finde en løsning, der virker, har Nina Hein erfaret. Definitionen indbefatter for eksempel, at handlingen sker fra en ”stærkere” elev mod en ”svagere”.

   ”På den måde kommer mobningen til at handle om individer og deres personlighed, selvom den nyeste forskning peger på, at det er kulturen i klassen, der er afgørende for, om mobning finder sted eller ej,” forklarer hun. Ofte bliver definitionen også årsag til en kamp mellem skole og forældre. Hvis elevens situation kan karakteriseres som mobning, har skolen nemlig et ansvar for at sætte en handlingsplan i gang. Hvis ikke, ses barnets trivselsproblemer som forældrenes ansvar. Fra et ressourcehensyn har skolen derfor en interesse i, at problemet ikke defineres som mobning, mener Nina Hein.

   ”Problemet er, at mens skole og forældre diskuterer om barnet oplever ”ægte mobning” eller ej, rettes fokus væk fra barnet, der får det dårligere og dårligere uden, der bliver gjort noget. Derfor er det vigtigt, at de voksne stopper med at diskutere ansvaret og i stedet tager barnets perspektiv alvorligt og samarbejder om en løsning,” siger hun.

Drop at tænke på straf

En anden vigtig pointer fra Nina Heins forskning er, at forældrene også selv gør mobningen til et spørgsmål om personer i stedet for en dårlig klassekultur.

    ”Hvis der er mobning i en klasse, har det i mange tilfælde rod i nogle dårlige dynamikker, der gør, at eleverne er bange for at blive udelukket af fælleskabet og bange for at blive til grin, hvis de siger eller gør noget forkert. Derfor skal man arbejde med dynamikkerne i klassen i stedet for at være så forhippet på at pege de skyldige ud. Problemet er, at de fleste forældre til børn, der bliver mobbet er så krænkede på deres børns vegne, at de vil have ”mobberne” straffet eller bortvist fra skolen. ”Hvorfor er det mit barn, der skal skifte skole og ikke dem, der mobber”, er der mange, der siger. Det presser også skolen til at handle i forhold til de enkelte børn i stedet for at tage fat i klassefælleskabet,” fortæller Nina Hein. Hun mener, at det kræver en forståelsesændring af, hvad mobning er.

Inddrag forældrene

Nina Hein mener, at det er vigtigt, at skolen påtager sig ansvaret for at informere og inddrage forældrene. For eksempel burde lærerne eller andet personale tage skolens ordensregler og klassereglerne op på forældremøderne, ligesom der skal tales om, hvad forældre og skole kan gøre, hvis et barn ikke trives.

   Nina Hein er overbevist om, at skolen vil gøre sig selv en tjeneste ved at tage forældrenes perspektiv alvorligt og indlede et samarbejde med dem, der bygger på gensidig respekt.

   ”Nogle lærere deltager i seminarer for at træne strategier til at håndtere de forskellige typer af besværlige forældre. De ville gøre sig selv en tjeneste ved at tale rigtigt med dem i stedet,” siger hun.

Voksne kan være gift for klassefællesskabet

For at ændre klassekulturen og modvirke mobning, er det desuden afgørende, at både lærere og forældre ser på, hvordan de selv taler og opfører sig. Hvis lærere for eksempel håner en elev, der svarer forkert på et spørgsmål eller har en problematisk adfærd i forhold til lærerens normer, er det gift for klassekulturen, mener Nina Hein. Det samme gælder ubetænksomme måder at handle på, der er medvirkende til at forstærke dårlige hierarkier i klassen, som for eksempel at bruge ”første-anden-vælger-princippet”, når der skal deles fodboldhold.

   Forældrene skal også kigge indad og lægge sig i selen for ikke at komme til at tale dårligt om andre børn eller forældre.

   ”Vi har alle sammen fordomme, men det er vigtigt, at vi selv prøver at udfordre dem og under alle omstændigheder undlader at ”lufte dem”, når der er børn i nærheden. Vi skal tænke over, at vi i den grad er rollemodeller for vores børn. Forældrene skal i stedet aktivt støtte op omkring og skabe en forståelse for de forældre der er anderledes, fordi de for eksempel har en anden etnisk- eller socioøkonomisk baggrund, en anden type uddannelse eller på andre måder ikke lige ”passer ind” i forældrefællesskabet,” siger hun.

Udgivet marts 2019